Når det er normalt at sælge sin svigerinde

Handlen med fattige nepalesiske kvinder til bordeller i Indien har stået på i over 50 år. Kvinderne får deres liv og helbred ødelagt, men det er kun et fåtal af håndlangere, der bliver dømt

Den spinkle 26-årige mand sidder på en stol over for os og kigger usikkert ned i gulvet. Han er barfodet, og håret fedtet, og rundt om halsen hænger en identitetsplade i et beskidt bånd.

LÆS OGSÅ: En ny form for kvindehandel vinder frem

Hvad jeg er dømt for? At have solgt min svigerinde, siger han med lav stemme.

Gopilall Tamang kommer fra det fattige distrikt Nuwakot i det centrale Nepal. Han er landmand ligesom de fleste nepalesere, og ligesom de fleste landmænd havde han svært ved at klare sig på sit magre landbrug.

Jeg var nødt til at skaffe penge, fordi min kone lige havde fået vores første barn. Jeg havde hørt, at man kunne tjene hurtige penge ved at sælge kvinder til Indien, siger han.

Vi er på besøg i Sadar Khor-anstalten, et af tre fængsler i den nepalesiske hovedstad, Kathmandu. Jeg er i selskab med advokaten Shyam Pokharel, som agerer min lokale døråbner. Han arbejder for organisationen SASANE, der støtter trafficking-ofre, og har for nylig lavet en omfattende interviewundersøgelse med indsatte, der havde en dom for handel med kvinder.

Vi får lov at låne et afsides værelse, hvorefter Gopilall Tamang vil svare på vores spørgsmål.

LÆS OGSÅ: Vold, krig, fattigdom og lav status truer kvinder

Vi var tre om det. De andre to havde penge til at bestikke politiet, så det var kun mig, der blev dømt. Nepal er et lovløst land, siger han.

Trafficking af kvinder og unge piger er en foreteelse med dybe rødder i Nepal. Handelen kan dateres tilbage til den kongelige Rana-families regime, som endte i 1950 med familiens flugt til Indien. For at finansiere deres livsstil rekrutterede Rana-familien kvinder i de omkringliggende områder, inklusive Nepal, til prostitution. Det blev starten på den nu blomstrende trafficking- industri fra Nepal til bordellerne i Indien.

Ofrene hentes oftest fra fattige landsbyer. Nogle kvinder bliver bortført eller narret af beregnende mellemmænd, andre bliver solgt af deres egne familier, og nogle rejser frivilligt i forsøg på at undslippe deres barske livsvilkår.

Der eksisterer ingen tilforladelig statistik for omfanget af handelen. De mest forsigtige beregninger sætter tallet til 5000 kvinder om året, i den anden ende gættes der på 12.000 tilfælde hvert år.

Der er mange penge at tjene på handelen. En undersøgelse fra 2005 lavet af organisationen Terre des Hommes har vist, at i løbet af den periode, en prostitueret arbejder på et bordel, tjener bordelejeren mellem 4 og 20 gange det beløb, han har betalt for hende. I gennemsnit tilbringer kvinderne fem til syv år på bordellerne. Derefter er de for det meste enten for syge eller for gamle til at fortsætte og bliver sluppet fri.

De fleste kvindehandlere arbejder i grupper og har netværk i lokalområdet, grænsebyerne og på de indiske bordeller, viser advokaten Shyam Pokharels interviewundersøgelse. Medlemmerne i gruppen afslører ikke deres navne eller adresser for hinanden for at undgå at blive afsløret, hvis nogen i gruppen bliver arresteret. For det meste er det den primære trafficker, personen, der narrer ofret og transporterer hende til Katmandu, der bliver pågrebet. Fra Kathmandu bliver kvinden solgt videre til en person, der tager hende med til Indien.

Selvom omfanget af handelen er ukendt, er det hævet over enhver tvivl, at det kun er en brøkdel af de skyldige, der bliver straffet.

Det er ikke de egentlige hovedmænd, der sidder i fængsel. De har pengene og kontakterne til at købe sig fri, siger Shyam Pokharel.

Den brede Mellamchi-flod snor sig mellem grønklædte bjergsider i distriktet Sindhupalchok, der er nabo til Nuwakot og et af Nepals fattigste områder. Sindhupalchok har ry for at levere mange af de piger og kvinder, der bliver solgt til de indiske bordeller.

Her gør fattigdommen livet til en indædt kamp, og døtre bliver set som en belastning for familiernes økonomi. Piger går kun få år i skole og anses for at tilhøre først deres fædre, sidenhen deres ægtemænd. Arbejdsløsheden og analfabetismen er udbredt, ligesom alkoholisme og kvindemishandling.

Kvinderne kan ikke læse eller skrive og aner ikke, hvordan de selv skulle kunne komme væk herfra for at få et bedre liv. Derfor bliver de nemme ofre for mellemmændenes tilbud om arbejde, uddannelse eller ægteskab, siger Raju Bishwokarma, der arbejder for den lokale hjælpeorganisation GMSP i Sindhupalchok.

GMSP rådgiver og oplyser mennesker i området om risikoen ved trafficking og hjælper tilbagevendende ofre med at blive integreret i samfundet igen. Det sidstnævnte er ikke nogen nem opgave, da en forhenværende prostitueret ofte bliver udstødt af familie og naboer.

Nogle af de tilbagevendte kvinder begynder selv at arbejde som mellemmænd eller bordelmutter, fordi det forekommer dem at være det mindst ringe af de få valg, de har, siger Raju Bishwokarma.

Kvinden er lille og tynd og ser ældre ud end sine 30 år. Over for os kalder hun sig for Hira, men det er ikke hendes rigtige navn. Hun vil heller ikke lade sig fotografere, fordi den skam, der er forbundet med prostitution, er så stor.

Det var min mand og svigermor, der solgte mig. Jeg nåede kun at være gift i et år, siger hun og trækker sit røde uldne sjal tættere om kroppen, selvom dagen er ganske varm.

De sagde, at vi skulle til Indien for at købe nyt tøj til mig, men da vi kom til grænsen, solgte de mig til en forhandler for 50.000 indiske rupier (omkring 6000 danske kroner).

Forhandleren førte hende til et bordel i Kolkata (tidligere Calcutta). Hira vil helst ikke tale om tiden i Indien, men vidnesbyrd fra andre kvinder har vist, at grov mishandling og seksuel tortur jævnligt bliver brugt mod kvinderne på bordellerne.

Efter fire år i Kolkata begyndte hun at blive syg, og da det viste sig, at hun var hiv-smittet, smed bordelmutteren hende på gaden. Det lykkedes hende at rejse tilbage til Nepal, hvor hun tog hjem til sine forældre for at bede om hjælp.

De nægtede at tage imod mig. De skammede sig over mig og var bange for, hvad folk ville sige, siger hun.

Siden har hun boet på et rehabiliteringshjem sammen med 11 andre kvinder. Her er hun kommet lidt til hægterne igen, men hendes resignerede blik mere end antyder, at de seneste fem år har taget hårdt på hende. Hiras fremtidsudsigter er heller ikke særligt lyse. På rehabiliteringshjemmet får hun lidt undervisning i skønhedspleje og i, hvordan man driver en forretning, men efter seks måneder stopper dette tiltag, og hun må finde et nyt sted at bo. Det er ikke det nemmeste for en enlig, fraskilt kvinde i det stærkt mandsdominerede Nepal.

Tilbage i Sadar Khor-fængslet bliver der stille, når vi spørger Gopilall Tamang, hvordan han bortførte sin svigerinde til Mumbai. Så sukker han, smiler lidt og dribler forbi spørgsmålet. Han har indrømmet det, der står i politirapporten, siger han, men flere detaljer vil han ikke ud med.

Han fortæller os dog, at det var hans egen bror, der meldte ham til politiet. Svigerinden blev fritaget fra bordellet efter en måneds tid og er nu tilbage i landsbyen igen.

Min kone vil ikke vide af mig, og jeg må ikke se min søn. Der er ingen i familien, der taler med mig mere, siger han.

Når vi spørger ham, hvordan han har det med at have solgt sin egen brors kone, kigger han udtryksløst på os.

Hvordan jeg har det? Jeg var nødt til at skaffe de penge. Nu er jeg dømt til 11 års fængsel, og dem afsoner jeg så. Det må være nok, siger han.