Gadeprostituerede står i kø for at stoppe

Foto: Pixabay

94 procent af gadeprostituerede ønsker at stoppe i branchen. Gademiljøet er blevet for hårdt, mener forsker

Hele 94 procent af de gadeprostituerede ønsker at kvitte sexarbejdet, mens det kun gælder for 33 procent af prostituerede på sexklinikker og i escort-branchen.

Det viser en ny rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

En af forskerne bag rapporten mener, at lysten til at forlade sexarbejdet skal lokaliseres i det hårde miljø på gaden.

- Det er meget hårdt at være på gaden, hvor man ofte er udsat for vold og har grænseoverskridende oplevelser. Pigerne er ekstremt udsatte, siger Jens Kofod fra SFI.

- De gadeprostituerede er nødt til at skanne deres kunder og har hele tiden i baghovedet: "Okay, er det en psykopat, jeg har med at gøre, eller er det en almindelig mand", fortsætter han.

Rapporten fra SFI viser, at 41 procent af de prostituerede på gaden har været udsat for vold fra kunder mindst én gang i 2010, og størstedelen er udenlandske kvinder.

Carla, som er en transkønnet fra Nicaragua, fortæller til SFI, at hvis blot hun kunne få et andet arbejde, ville hun øjeblikkeligt stoppe som prostitueret.

- Faktisk så interesserer hvad som helst mig. Ikke at skulle behøve flygte, du ved, siger hun.

Ligesom mange andre prostituerede arbejder hun uden opholdstilladelse i Danmark og har derfor svært ved at finde et alternativ.

Hos Servicestyrelsens Kompetencecenter for Prostitution, som hjælper prostituerede til at komme ud af branchen, mærker de en stor efterspørgsel på støtte.

- Der er rigeligt at tage fat i, for mange ringer ind for at få hjælp. Og vi mærker også en stor tilstrømning af udenlandske kvinder, der har behov for hjælp til at kvitte branchen, siger Ole Thomsen, som er faglig leder på området.