Fannys flugt fra fattigdom
Prostitution, voldtægt og misbrug prægede Fanny Cabreras liv, fra hun var 14 år. Alligevel måtte amerikanske Alvin Anderson kæmpe i årevis for at rive hende væk fra gaden
– Jeg forstod det ikke, før jeg kom herned, men det tager mellem seks til otte års arbejde og tålmodighed at få et barn væk fra gaden.
Sådan fortæller Alvin Anderson, leder af hjælpeorganisationen Manos Extendidas (Udstrakte Hænder) i Honduras, der de seneste 13 år har haft fingrene dybt nede i Tegucigalpas slum. Et lysende eksempel på hans påstand sidder ved siden af ham i havesofaen på verandaen.
Fanny Cabrera er 29 år, men fniser og leger med de andre børn hos familien Anderson, som om hun stadig var teenager. Bag det store smil gemmer sig nok modgang for et helt liv.
Som 10-årig var Fanny Cabrera sammen med sine fem søskende blevet overdraget til de sociale myndigheder. Deres mor havde efter en skilsmisse opgivet at brødføde dem.
Fanny Cabrera boede de næste fire år på et offentligt center for børn, der ikke har fået plads på et børnehjem, men ligesom gadebørn før og efter hende blev Fanny Cabrera hurtigt opslugt af de frie rammer på gaden.
– Jeg begyndte at sniffe lim og ryge marihuana, og – jeg har det dårligt med at sige det – begyndte også at tage kokain og sælge min krop, fortæller hun.
Fanny Cabrera forlod centeret helt som 14-årig, og prostitutionen blev hendes levevej de næste mange år.
Hun har i dag svært ved at tale om det. Hun rykker tættere hen til Alvin Anderson i sofaen og siger så med lav stemme:
– Jeg blev også voldtaget flere gange. Én gang var det en politimand.
I alt tre gange måtte hun overgive sig til fremmede mænd, der ville spare de godt 30 kroner, hun solgte sin krop for. Efter det tredje overgreb overvejede hun selvmord:
– Jeg følte mig så ulækker. Jeg ønskede desperat at komme væk fra gaden, men kunne ikke finde nogen vej væk. Der var ikke nogen til at hjælpe mig.
En dag kom hjælpen alligevel i form af Alvin Anderson. Over årene har flere end 100 udsatte børn boet privat hos ham og hans familie. Alvin Anderson begyndte at besøge Fanny Cabrera på gaden og åbnede dørene til sit hjem, da han mente at kunne se et håb for pigen.
Selvom Fanny Cabrera så desperat ønskede at forlade gaden, var det stadig vanskeligt for hende at lægge den bag sig.
– Jeg boede kun ved Alvin i to uger, før jeg løb væk første gang. Jeg savnede limen, fortæller hun og beskriver, hvordan hendes nye reservefar fulgte efter hende på motorcykel og bønfaldt hende om at vende tilbage.
Sådan fortsatte det i flere år. Fanny Cabrera kom i perioder tilbage og boede hos familien Anderson, men gang på gang stak hun af for at møde sine venner på gaden og sin limflaske. Ikke engang, da hun blev gravid som 18-årig med ét af de andre gadebørn, kunne hun løsrive sig.
– Jeg fødte barnet og tog så tilbage til gaden og efterlod barnet ved Alvin, siger hun med et lille forlegent smil og tilføjer:
– Det er ikke, fordi jeg eller de andre gadebørn ikke vil væk fra det liv. Det er på grund af misbruget. Lige så snart jeg begyndte at føle modgang, løb jeg tilbage til gaden igen."
Alligevel blev Alvin Andersons dør aldrig lukket, selvom han både bliver vred og skuffet, når børnene misbruger hans tillid:
– Det fratager mig ikke lysten til at fortsætte. Nogle gange kan de samme børn blive ved med at gøre de samme ting igen og igen, uanset hvor længe jeg arbejder med dem. Så putter jeg dem ind bagerst i skabet og kigger på dem igen efter et år eller to. Men jeg sletter aldrig nogen af listen.
Fanny Cabrera blev i årene efter gravid to gange mere med en ny kæreste, mens hun stadigvæk gik på gaden og solgte sin krop for at få råd til sit misbrug.
Pengene viste sig dog hurtigt ikke at række til at brødføde børnene, og ligesom sin mor afleverede hun dem på et børnehjem med et håb om at kunne hente dem senere i livet.
Hun var 25 år, da hun flyttede ind igen ved familien Anderson, og denne gang blev hun der.
– De første to ting, jeg kom over, var lysten til lim og dernæst marihuana. Når jeg så blev deprimeret og ville tilbage på gaden, tænkte jeg på mine børn, fortæller hun.
Fanny Cabrera vidste, at hun kun kunne få sine børn tilbage, hvis hun forbedrede sit liv.
– Jeg begyndte at drømme om at eje et hus og have mine børn der, og så ønskede jeg også at få et arbejde og derved være et eksempel for andre gadebørn.
I dag har Fanny Cabrera endnu ikke fået begge sine ønsker opfyldt.
Børnene er stadig på børnehjemmet, men hun har forladt det farlige liv på gaden. Hun sælger heller ikke længere sin krop, men i stedet varer på gaden fra en bod, mens hun leder efter noget bedre. Og så er hun ved at bygge et lille hus i et fattigt område på en bjergskråning.