Danskere: Helt i orden at købe sex

Mere end halvdelen af danske mænd afviser at kriminalisere prostitution. - Det er de veluddannede middelklassekvinders projekt, siger sociolog.

Næsten halvdelen af danskerne siger klart nej til et forbud mod købesex, mens godt en tredjedel er tilhængere af et forbud. Det fremgår af en ny meningsmåling, som Megafon har gennemført for Politiken lørdag og TV 2. Her svarer 48 procent af 1474 adspurgte danskere nej til et forbud, mens 35 procent siger ja.

Ifølge den nye meningsmåling er det især mændene, der afviser at kriminalisere prostitution. 60 procent af de adspurgte mænd siger nej til et forbud. Til gengæld vil næsten halvdelen af kvinderne forbyde købesex. Det overrasker ikke sociolog Claus Lautrup:

- Det er de veluddannede middelklassekvinders projekt. Vi skal alle sammen leve et pænt liv, og de synes, at det er klamt med mænd - måske oven i købet deres egen - der går til en prostitueret og kommer hjem med en kønssygdom. Vi skal forbyde os ud af alting. Det handler om moral - ikke om at hjælpe pigerne, siger Claus Lautrup til Politiken.

Sexarbejdernes talsmand, Susanne Møller, frygter, at et forbud vil udløse en klapjagt på prostituerede:

- Vi kan ikke åbenlyst skaffe kunder længere, hvis det bliver forbudt. For det vil være os, politiet jager for at kunne få fat i kunderne. Så vores liv vil blive rigtig rigtig træls, siger Susanne Møller.