Når omsorgen er for dyr i sundhedsvæsenet

Effektivisering fylder så meget på sygehusene og plejehjemmene, at de ældre og socialt udsatte ofte lades i stikken. Der er ikke længere tid og overskud til at behandle alle lige. Og det er et stort etisk problem, mener flere fagfolk

Den kristne etik er svær at få øje på i sundhedsvæsenet. Der er for meget fokus på bundtal og effektivisering og for lidt på pleje og omsorg, og derfor ryger næstekærligheden ofte i svinget. Sådan lyder det fra flere fagfolk, der peger på, at sundhedsvæsenet er begyndt at behandle mennesker ud fra en tanke om, hvorvidt det kan betale sig at hjælpe patienten og ikke længere ud fra devisen om, at alle mennesker har ret til samme hjælp.

LÆS OGSÅ: Der er masser af varme hænder

Det skaber splittelse i sundhedsverdenen i en tid, hvor pligtetikken er blevet skiftet ud med en nytteetik, mener blandt andre Niels Høiby, professor og overlæge ved Rigshospitalet. Ifølge ham er alt er blevet meget maskinelt og teknisk, og der er et for stort fokus på økonomi og effektivisering et fokus, der kommer fra de ledende lag i systemet og trækker ned til det plejende personale:

Det kan ikke undgås. Konsekvensen er, at folk overlades til sig selv, fordi der ikke er plads og tid til at bevare en ordentlig etik mere. Næstekærlighed og pligt­etik har ikke en lige så synlig plads som tidligere. Den humanistisk-kristne tankegang, hvor den enkelte patient er i centrum, uanset om man er 80 år, 30 år eller ikke bidrager til samfundet, er ikke central længere. Og det går i sidste ende voldsomt ud over patienter og pårørende. Det er et problem, for det betyder, at alle ikke behandles lige, og nogle udsættes for omsorgssvigt, siger Niels Høiby.

Han mener, at sygehusene alt for ofte vurderer, at det ikke nytter at behandle visse grupper herunder ældre, fordi de ikke er til gavn for samfundet. Blandt andet henviser han til en undersøgelse fra 2011, der viser, at 35 procent af de sengeliggende patienter på danske hospitaler har begyndende eller manifeste liggesår. Og ofte bliver de gamle patienter udskrevet så hurtigt som muligt fra interne medicinske afdelinger, uden at man helt ved, om hjertemedicinen og sukkersygen er ordentligt reguleret. Derfor ryger de tit retur til hospitalssengen. Ifølge Høiby er det et tydeligt udtryk for, at næstekærligheden har veget pladsen for nytteetikken, der nu er den herskende etik. Og det kan være med til at grave kløfter i sundhedssystemet, påpeger han:

En nytteetik skaber et A- og et B-hold. A-holdet er dem, der har arbejde og ikke ligger samfundet til last. B-holdet er dem, der ikke bidrager aktivt til samfundet, og det er i vid udstrækning de pensionerede ældre og også socialt svage personer, fordi de har den dårligste sundhedstilstand. Det er en udvikling, der er yderst beklagelig, og det svarer overhovedet ikke til et kristent etisk synspunkt om, at alle har ret til samme hjælp. Det svarer mere til en darwinistisk tankegang, hvor de stærkeste får lov til at overleve. Det kan have alvorlige konsekvenser, siger Niels Høiby.

Han peger på, at jo ældre vi bliver, jo større er sundhedsudgifterne, fordi ældre er i reparationsalderen og mere medicinkrævende.

Men alle skal hjælpes også selvom det ikke i samme grad kan betale sig at hjælpe et ældre menneske på plejehjem som en yngre, der lige er kommet på arbejdsmarkedet. Vi har i den grad også et ansvar for at hjælpe ældre, når de bliver syge efter et langt liv, hvor de har bidraget til samfundet.

Også Hans Holmsgaard, formand for Kristelig Lægeforening, mener, at der er kommet en kløft i sundhedsvæsenet, fordi pligtetikken og den kristne etik ikke er til stede i samme grad som tidligere:

Det baner vejen for egoisme. Hvis ikke vi bevarer næstekærligheden og den kristne etik som grundpiller i vores behandlingssystem, så skrider det hele. Man kan allerede nu se, at man kan købe dig til kortere ventetid, hvis man har tegnebogen i orden. Jeg har en patient, der var hos en speciallæge og fik at vide, at han først kunne komme til om fem-seks måneder. Men han fik et tilbud om at betale 800 kroner for til gengæld at komme forrest i køen som privatpatient hos samme speciallæge. Når økonomien vejer tungere, bryder det med det kristne lighedsprincip, hvor alle mennesker er lige meget værd. Uanset tegnebogens størrelse. Og det suspenderer næstekærligheden, siger Hans Holms­gaard, der personligt ser på private sygehuse og den private sundhedsforsikring som et problem:

Man bør ikke komme før til, fordi man har en bedre økonomi. Det er en skævvridning, som er meget uheldig.

To hospitalspræster, som Kristeligt Dagblad har talt med, kan ikke få øje på samme tendens. Både Helle Hørby, hospitalspræst på Aarhus Universitetshospital, og Solveig Refsgaard, præst på Odense Universitetshospital, mener, at næstekærligheden er til stede på hospitalsgangene.

Selvfølgelig er der meget fokus på bundlinjen og på, at et sygehus skal være effektivt. Men jeg oplever, at alle løber så stærkt, de kan, og der er en respekt for patienterne, siger Solveig Refs­gaard.

Hun mener, det er vigtigt at bevare næstekærligheden:

En patient er ikke alene en patient, men også et menneske med tanker, følelser og behov. Den svage part skal man altid tage vare på. Det er vores pligt som mennesker. Det behøver ikke koste penge. Den samtale, man har med patienten, behøver ikke tage længere tid, fordi man har barmhjertigheden med.

I modsætning til de to hospitalspræster kan Jakob Hjørnholm, der er korshærspræst og hospitalspræst for socialt udsatte ved Regionshospitalet Horsens, sagtens nikke genkendende til, at der skabes et A- og et B-hold i sundhedsvæsenet.

Jeg har mange års erfaring med, at socialt udsatte får rigtig dårlig behandling. For misbrugere er meget kaotiske og meget lidt strukturerede mennesker. Hospitalerne er derimod meget strukturerede i forhold til eksempelvis mad, besøgstid og behandlingstidspunkter. Der støder de to verdener sammen. Og det ender som regel med, at misbrugerne bliver presset til at gå selv og derfor kun får halv behandling. Og så slipper hospitalspersonalet for at tage sig af dem, siger Jakob Hjørnholm, der understreger, at lige på Regionshospitalet Horsens er der lavet gode etiske retningslinjer for behandlingen af misbrugere.

Men generelt er der et problem, erfarer han:

Den taknemmelige patient, som siger tak for god behandling, når sygeplejersken kommer ind og retter på puden, får en god behandling, fordi personalet er glad for patienten. Men hvis misbrugeren ligger og brokker sig, så gider de ham ikke. Det er ikke professionelt. Da de i forvejen har et misbrug og et dårligt helbred, har det den konsekvens, at de dør 10-20 år før os andre. Det er alle tilfredse med, for de er dyre at have i samfundet. Det er et kæmpe problem.

Som eksempel på, at personalet er skyld i, at socialt udsatte ikke får den rette tilstrækkelige behandling, nævner han en af misbrugerne, han kender:

Jeg havde arbejdet 14 dage på at få ham indlagt. Han var hundesyg. Men han havde oplevet så mange eksempler på, at de behandlede ham dårligt, at han ikke havde lyst til at skulle indlægges. Da han endelig kom på sygehuset, hørte han, at personalet sagde til mig du ved jo godt, at vi ikke kan holde på sådan nogle. Så forlod han sygehuset. Han følte sig dårligt behandlet. Det viser, at der er sundhed for de velfungerende. Ikke for de svage. De bliver ladt i stikken. Det giver en kæmpe kløft i sundhedsverdenen.