Livsforlængende teknologi vil ændre den menneskelige selvforståelse radikalt

Døden er ikke det værste, vi har, skriver formanden for Det Etiske Råd, Jacob Birkler

DEN GENNEMSNITLIGE levealder er steget i Danmark gennem de seneste årtier. Men vores absolutte levealder har været uændret gennem årtusinder. Som menneske kan vi ikke leve mere end 100-130 år.

Men det vil bioteknologi sandsynligvis kunne ændre på. Det etiske spørgsmål bliver, om vi bør ændre på menneskets maksimale levealder? Det er svært at se det uetiske i at forlænge den gennemsnitlige levealder, men det er lidt mere kompliceret med den absolutte levealder.

LÆS OGSÅ: Menneskehedens identitet som art er udfordret

Mennesket vil aldrig blive udødeliggjort, blandt andet fordi vi altid kan blive udsat for ulykker, mord, sygdomme og meget andet. Men flere forskere anser det for sandsynligt, at vi ved hjælp af for eksempel regenerativ medicin, stamcellebehandling og genterapi fremtidigt vil kunne blive flere hundrede år gamle. Men bør vi tillade denne praksis eller satse på denne type forskning overhovedet? Lad os betragte nogle få etiske argumenter.

SOM DET FØRSTE kan vi spørge, om det overhovedet er ønskværdigt for den enkelte at leve meget længe? I den vestlige verden synes der at være fokus på livslængde, men det kan anfægtes, om livslængden er en betingelse for et godt liv, selvom helbredet er intakt. På den ene side vil nogle mene, at det vil være fantastisk at kunne drage fordel af den opsparede livserfaring, men på den anden side vil livslængden selvsagt være betinget af det liv, man vil kunne leve som 252-årig.

Men vi kan også spørge på menneskehedens vegne, hvor svaret måske er et andet, hvis det eksempelvis kan begunstige en evolutionistisk udvikling. Her kan der imidlertid opstå den mere problematiske sociale situation, at det kun er mennesker med en vis indkomst, der har råd til livsforlængende teknologi/medicin. Dette vil skabe hidtil usete former for ulighed i samfundet. Nye former for livforlængende bioteknologier vil således kræve politisk og især international politisk opmærksomhed.

En af de mest typiske indvendinger imod livsforlængende teknologier er problemet forbundet med overbefolkning, hvilket allerede er et problem i dag. Men hertil vil nogle svare, at det blot er endnu en udfordring, som der fremtidigt vil være løsninger på.

I MINE ØJNE er det måske stærkeste argument imod livsforlængende teknologier det forhold, at det vil ændre den menneskelige livscyklus radikalt og menneskeforståelsen såvel som menneskesynet mere generelt. Eksempelvis vil man kunne få børn med mange årtiers mellemrum. På den måde vil alene familiebegrebet ændres radikalt.

Mere grundlæggende vil det ændre på den måde, vores dødelighed giver mening i livet. Et ekstremt langt liv vil let kunne medføre, at mange af vores valg bliver meningsløse og ligegyldige.

Men inden vi drager forhastede og generaliserende konklusioner angående regenerativ medicin, bør vi se på hver enkelt livsforlængede teknologi og her vurdere de etiske implikationer. Men måske er døden i det hele taget slet ikke det værste, vi har. Døden er fortsat den vigtigste påmindelse om at leve, mens vi gør det. At udskyde døden kan derfor blive en udskydelse af livet.

Jacob Birkler er lektor, ph.d. og formand for Det Etiske Råd