Etisk gråzone: Ny lov gør det nemmere at sterilisere udviklingshæmmede

En lempelse af lovgivningen herhjemme gør det nemmere for udviklingshæmmede at blive steriliserede. Modelfoto: Pige med Downs Syndrom

Folketinget har netop vedtaget en lov, der gør det nemmere for udviklingshæmmede at blive steriliserede. Læs historien bag loven om sterilisation, som stadig trækker tråde til nazitiden

Tirsdag vedtog Folketinget en ny lov, som ligger i en gråzone, når det gælder individets frie ret til at vælge børn til og fra.

Loven gør det lettere at blive steriliseret, hvis man ønsker det. På den måde kan danske unge over 18 år nu selv vælge, om de permanent vil sige nej tak til børn. Men samtidig gør loven det også nemmere at sterilisere udviklingshæmmede og psykisk syge i en såkaldt varig tilstand, hvilket åbner muligheden for, at svage mennesker kan blive presset ud i situationer, hvor de ikke selv kan vurdere, hvad der er til deres eget bedste.

LÆS OGSÅ: Er vi ved at indføre arvehygiejne?

Sundhedsministeren støtter op om lempelsen, og det samme gør Landsforeningen for Evnesvages Vel af den grund, at det i nogle tilfælde anses for bedst for udviklingshæmmede og stærkt psykisk belastede mennesker ikke at få børn. Det Etiske Råd har endnu ingen officiel holdning til dilemmaet, som næstformand Ester Larsen i en artikel i Berlingske kalder en svær balancegang mellem respekten for selvbestemmelse og beskyttelse af svage mennesker, der er ude af stand til at tage vare på egne interesser.

Men hvorfor blev sterilisationslovgivning overhovedet indført i Danmark? Hvordan har den udviklet sig over tid? Og hvad er argumenterne for og mod den lempelse, som Folketinget netop har vedtaget? Alt dette svarer Lene Koch på i det følgende. Hun er dr.phil. og professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet og har skrevet en doktorafhandling om arvehygiejne i perioden 1929-1967.

Danmark var det første land i Europa der legaliserede sterilisation i 1929. Hvorfor gjorde vi det?

I 1920erne var der en meget stor social og moralsk bekymring for, at samfundet ville blive oversvømmet af undermålere, minusindivider, moralsk defekte, og hvad man ellers kaldte alle de skabninger, som man mente, ville trække det sociale gennemsnit ned. Det var ikke en lille kreds af ekstremister men en meget bred gruppe af danskere, der havde den opfattelse, at befolkningskvaliteten var truet af degeneration. Der herskede en form for moralsk panik, som greb om sig i både befolkningen og blandt læger og politikere. Alle partier i det daværende Folketing, Rigsdagen, støttede sterilisationsloven og den eugeniske idé (ideen om racehygiejne, red.).

LÆS OGSÅ: Nyfødte børn sættes til salg på nettet

Som rationelle efterkiggere fra nutiden kan vi nemt skue bagud og betragte datidens sociale problemer som følger af industrialiseringen, urbaniseringen, indvandringen, fattigdommen, bolignøden og så videre. Men dengang tolkede man i høj grad de sociale problemer som noget, der var forbundet med arvelige egenskaber. Hvorfor strammede man loven i 1934, så den nu også tillod tvangssterilisation af åndssvage? På den tid mente man, at det var til fare for samfundet, hvis de åndssvage spredte deres dårlige gener. Derfor blev de typisk placeret på en anstalt på samme måde, som man i dag fængsler de mennesker, man mener, er til fare for samfundet.

Selvom tvangssterilisation kan lyde slemt, så man det dengang som et humanitært fremskridt og en fordel for de åndssvage. For hvis de lod sig sterilisere, kunne de udskrives fra deres anstalt. Jeg har gennemgået 11.000 patientjournaler, og jeg har ikke kunnet påvise, at man i noget tilfælde har brugt fysisk tvang i den forstand, at nogen blev slæbt til operationsbordet mod deres fysiske protest. Man fik altid det tilbud, at man enten kunne lade sig sterilisere, eller også måtte man bo på en anstalt.

Efter Danmark var Sverige, Norge, Finland og de baltiske lande blandt de første til at tillade sterilisation, mens de katolske lande var imod, fordi man ikke måtte gribe ind i Guds skabelse. Det betød dog, at de åndssvage i stedet for at blive tvangssteriliserede ofte blev tvangsinternerede - altså de blev tvunget til at bo i en lejr på livstid. Så kan man diskutere, hvad man helst vil af de to ting.

Hvordan adskiller tvangssterilisationen sig fra den racehygiejne, man praktiserede under krigstiden i Tyskland?

Hændelserne i Danmark ligner på ingen måde dem i Tyskland. Selvom Danmark havde en eugenisk lovgivning (lov om racehygiejne, red.), opførte vi os slet ikke ligesom tyskerne. Vi slog ikke folk ihjel, vi satte ikke folk i koncentrationslejre, vi forfulgte ikke jøder og homoseksuelle. De lettere åndssvage anbragte man i anstalter, og hvis de lod sig sterilisere, kom de ud igen.

LÆS OGSÅ: Frasortering af syge fostre er arvehygiejne

Selvfølgelig er det også slemt nok at blive tvunget til at bo på en anstalt, hvis man hellere vil være udenfor. Men mange af dem kunne ikke klare sig selv. På samme måde bruger vi jo også tvang i dag overfor demente og psykiatriske patienter, hvor vi mener, det er til deres eget bedste. Når det er sagt, skete der selvfølgelig også mange fejltagelser, hvor man uden god grund steriliserede mennesker, som ikke burde være blevet det efter datidens lovgivning. Tvangssterilisation blev afskaffet igen i 1967, efter der havde været en række klagesager fra 40erne og fremefter, hvor mennesker var blevet uretmæssigt steriliserede.

Nu vil politikerne så gøre det endnu nemmere at lade sig sterilisere frivilligt. Hvorfor?

Der har været en meget restriktiv praksis med at sterilisere folk herhjemme siden dengang. I den aktuelle diskussion om at gøre det nemmere at sterilisere unge åndssvage, kan mange af modargumenterne knyttes direkte til frygten for at gentage det, der fandt sted under nazismen.

Efter krigen blev hele eugenikken (racehygiejnen, red.) betragtet som en stor fejltagelse. Man tænkte ikke længere på, at eugenikken også var en kæmpe lempelse af den statslige og kirkelige kontrol, der lå over hele forplantningen. Frygten for at gentage den tyske racehygiejne var dominerede. Den samme frygt har fået politikere helt op til i dag til at tale imod at lovliggøre sterilisation af unge åndssvage.

Hvad taler imod at lempe adgangen til sterilisation i dag?

Sterilisationspolitikken er et komplekst og tvetydigt fænomen, som kan være et moralsk problem, men som også danner grundlag for det ret frie forhold til forplantningen, som vi har i dag.

På minussiden er sterilisation et meget alvorligt indgreb, som nogen fortryder. Det er naturligvis et problem at lave et ofte irreversibelt indgreb i den menneskelige krop. Sterilisation af åndssvage og psykiske syge under disse betingelser er også et udtryk for et patriarkalsk samfund, der siger: Vi ved bedre end jer. Vi vil ikke overlade de beslutninger, der vedrører jeres liv, til jer selv, fordi I ikke er kloge nok til at gennemskue, hvad I vil fortryde om nogen år.

Hvis den åndssvage ikke forstår konsekvenserne af indgrebet til fulde men lader sig presse til at sterilisere befinder vi os i en gråzone.

Hvad taler for at lempe adgangen til sterilisation, sådan som politikerne netop har gjort?

Mange udviklingshæmmede er ikke i stand til at løfte forældreansvaret, og sandsynligheden er stor for, at deres barn vil blive tvangsfjernet. Måske har de endda fået tvangsfjernet et barn før. Der kan det være bedst for samfundet og barnet, at de aldrig bliver gravide.

LÆS OGSÅ: Flertal af danskerne: Handicap er gyldig grund til abort

Når man vil lempe loven er det jo ikke som i 1920erne ud fra en tankegang om, at udviklingshæmmede spreder dårlige gener, hvilket de jo ikke gør. Når man vil hæmme deres mulighed for at blive gravide, er det ud fra et socialt aspekt om, at de formentlig aldrig vil kunne tage vare på et barn.

Med din viden om sterilisation og racehygiejne i baghovedet, hvad er så din holdning til at lempe adgangen for sterilisation af udviklingshæmmede i dag?

Det er et ekstremt følsomt emne, og man skal virkelig balancere på en knivsæg. I bund og grund er det jo et spørgsmål om, hvor grænsen går for det enkelte menneskes selvbestemmelse.

Men jeg mener, at det kan være værre ikke at gribe ind og sterilisere en udviklingshæmmet person, end det er at gribe ind. Hvis man ikke forhindrer et menneske i at få børn vel vidende, at det menneske senere formentlig vil få tvangsfjernet sine børn, risikerer man at gøre både børn og forældre en bjørnetjeneste.

Samfundet skal ikke presse på for, at mennesker, der er en lille smule anderledes, lader sig sterilisere. Men vi skal heller ikke være bange for at give udviklingshæmmede og de psykisk svageste nogle gode råd og forklare dem, at det kan være uansvarligt, at de får børn. Vi har alt for svært ved i dag at sige til mennesker, der befinder sig i en eksistentiel marginal, at de måske skal tænke igennem, hvad de gør, hvis de får et barn især hvis de allerede har fået tvangsfjernet et.

Efter min mening har frygten for at gentage historien fra krigstiden i Tyskland skubbet os for langt over i den grøft, hvor vi mener, det er forkert at sige, at bestemte mennesker skal overveje at lade være at få børn. Vi skal kunne diskutere i det offentlige rum, hvad et godt forældreskab er, og om det virkelig er en overskridelse af rettigheder at råde bestemte mennesker til ikke at blive gravide.