Er handicappede hævet over besparelser?

@Fotobyline:ILLUSTRATION: FRITS AHLEFELDT-LAURVIG

I år er der udsigt til væsentlige besparelser på handicapområdet, og det rejser diskussionen om, hvorvidt det er rimeligt at skære i hjælpen til handicappede, og om det er rimeligt at lade være

I vinteren 2008 fødte Lene Hjære Østergaard sin yngste søn, Mikkel, men under fødslen opstod der komplikationer, og drengen fik en varig hjerneskade.

I dag er Mikkel to år og bor med sin familie i Vanløse ved København. Han har fået diagnosen cerebral parese, som er en sygdom, der medfører spastiske lammelser og gør Mikkel helt afhængig af hjælp. Hans storebror, som ikke har et handicap, går i en almindelig folkeskole, og Lene Hjære Østergaard og hendes mand, Niels Jørgen Østergaard, står midt i den problemstilling, der netop er til debat. Skal der spares på hjælpen til handicappede, ligesom der bliver sparet på blandt andet ældreplejen og folkeskolen?

LÆS OGSÅ:Handicappede får skyld for velfærdsforringelser

"Mikkel kommer aldrig til at gå selv og vil sandsynligvis ende i kørestol, så vi er helt afhængige af, at han får hjælp. Jeg ville hellere, at de ventede med at udskifte vinduerne i min ældste søns skole, hvis det er det, der skal til, for at vi kan få hjælp. Det er frustrerende og et unødvendigt stort pres. Lægen siger, at Mikkel har brug for ortopædiske sko for at forhindre, at hans fødder bliver deforme, men dem kan vi ikke få bevilget," fortæller Lene Hjære Øster- gaard, præst i Adventskirken i Vanløse.

Hjælpen er ikke altid så let at få, og der er optræk til, at det kan blive endnu sværere i fremtiden.

Det seneste år, hvor velfærdsstaten er kommet under pres, og den økonomiske krise har raset, har udgifterne til handicappede været diskuteret i medierne, og i denne uge blev der igen pustet liv i debatten. Det skete, efter at blandt andre formanden for Kommunernes Landsforening, borgmester Jan Trøjborg (S), udtalte til Politiken, at væksten på handicapområdet ikke kan fortsætte. I budgetterne for 2011 lægger landets kommuner op til at spare en milliard kroner på handicapområdet. Det har rejst debatten om, hvorvidt det er i orden at skære i hjælpen til handicappede, og om det på den anden side er i orden at lade være.

En af de personer, der har været aktiv i den seneste uges debat, er borgmester i Ikast-Brande Carsten Kiss-meyer (V):

"Vi må jo konstatere, at udgifterne på handicapområdet er vokset markant, og det kan ikke ske på bekostning af normalområdet længere. Pengene går jo fra folkeskolen, ældreplejen, vedligeholdelse af vejene og så videre. Vi er nødt til at kigge på, hvad det er for et serviceniveau, vi ønsker på handicapområdet. For selvfølgelig kan der spares," sagde han tidligere på ugen i et interview i dagbladet Information.

Ifølge Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer, er handicappede ekstremt afhængige af, at der ikke spares på hjælpen. Han erkender, at handicappede er "storkunder i velfærdsbutikken", men det skyldes, at hjælpemidler og assistance er afgørende for, at handicappede kan fungere på lige fod med resten af samfundets borgere. Hvis der spares, ender det med, at handicappede bliver lukket inde i et bur og isoleres fra resten af samfundet.

"Jeg har aldrig oplevet, at tilværelsen som handicappet er et slaraffenland. Jeg kan virkelig ikke pege på noget område, hvor det er rimeligt at spare. Der er lidt flere, der får handicap i dag, samtidig med at handicappede generelt lever længere, men det er på ingen måde noget, der vælter budgetterne. Og jeg kender ikke nogen, der har fået for meget hjælp. Der er ingen, der kører i guldkørestole," siger han.

Den seneste uges debat bekymrer ham, for han mener, at kommunalpolitikerne spiller borgerne ud mod de svageste i samfundet og kalder det en grim tendens, at vi tænker mest på os selv. Han mener, diskussionen handler om, at personer med handicap udpeges til at være skyld i besparelserne på områder som ældreplejen og folkeskolen.

Ester Larsen, næstformand i Det Etiske Råd, cand.phil. og tidligere sundhedsminister, er bange for, at det får vidtrækkende konsekvenser og indskrænker handicappedes livsudfoldelser, hvis de har udsigt til mindre hjælp fremover. Hun understreger, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der selv har valgt eller ønsket at få et handicap. Det er vilkår, som nogle mennesker rammes af, og af den grund har de krav på særlige hensyn, understreger hun.

"Diskussionen lige nu handler mest om samfundets holdning til handicappede, og nogle kaster sig med stor iver ind i debatten. Det er ubehageligt, når politikerne siger, at handicappede tager penge fra normalområdet. Det er tilgangen til handicappede, der har været bekymrende i denne debat, og hvis vi ikke passer på, skrider det. Jeg har været på vagt over for den sprogbrug, kommunalpolitikerne har brugt i debatten, som også kørte sidste sommer. Nogle politikere brugte udtrykket 'gøgeungeeffekt', og det er farligt," siger hun.

Steen Bengtsson, seniorforsker ved SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, mener derimod ikke, at den aktuelle debat er et udtryk for, at holdningen til handicappede har ændret sig, eller at der er sket en forråelse i sprogbrugen. I stedet går debatten på, hvilke grupper vi vil prioritere i samfundet.

"Alle de undersøgelser, vi laver, viser, at folk har færre fordomme og forbehold over for handicappede, end man havde tidligere. Man sporer ikke den mindste tendens i den modsatte retning. Der er altså ikke nogen, der siger, at det nu er for galt, at handicappede koster samfundet så meget. Det, der har sat mediemøllen i gang, er, at det i dag kun kan lade sig gøre at opretholde den nuværende hjælp til handicappede, hvis man sparer på andre områder," siger han.

Spørgsmålet er, om det kan forsvares, at handicapudgifterne stiger, mens der skæres ned på en række andre områder.

Ester Larsen mener ikke, at handicappede er en gruppe, der uden videre er hævet over besparelser, men hun understreger, at det er vigtigt at have for øje, hvordan besparelserne rammer:

"Handicappede er fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af samfundet, og derfor er denne gruppe af borgere ikke på forhånd fritaget fra at få deres kår vurderet. Hvis man vil beskære, skal man nøje vurdere konsekvenserne, for hvis man sætter det som et mål i sig selv at spare en milliard, er det uhensigtsmæssigt."

Hos familien Østergaard er Mikkel begyndt i en specialinstitution hovedsageligt for børn med cerebral parese. Her får Mikkel fire gange om ugen ergoterapi og fysioterapi, og i børnehaven er der hjælpemidler til ham, så han kan være i en ståvogn og sidde i en stol, som er indstillet til ham. Hver dag bringer og henter Lene og Niels Jørgen Østergaard på skift deres søn, men institutionspladsen er en friplads, de har fået af Københavns Kommune.

Kort efter at Mikkel fik diagnosen cerebral parese, fik familien en sagsbehandler, som hjalp familien med at få en aflaster i hjemmet seks timer om ugen. Men fordi kommunen har lavet et stort nyt handicapcenter, som tager sig af hjælpen til handicappede, mærker familien, at det ikke længere er så ligetil at få hjælp.

"Jeg synes, det er uheldigt at spare på hjælpen til børn med handicap, for det er nogle af de mest udsatte børn. Det handler om menneskesyn og om, hvorvidt vi er et samfund, der tager os af de svageste, eller om vi kun har plads til de stærke og velfungerende mennesker. Det ender med, at vi har en restgruppe, der ikke er plads til," siger Lene Hjære Østergaard.

marianne.knudsen@k.dk

@Webhenv k.dk:Læs mere på k.dk/etik