Skal de fattige have billigere medicin mod livsstilssygdomme?

MED AFSTEMNING Verdens fattigste befolkninger rammes i stigende grad af såkaldte livsstilssygdomme. Tidligere har det internationale samfund givet adgang til billig medicin mod smitsomme sygdomme som aids, og nu drøfter man, om ordningen også skal sikre, at verdens fattige får adgang til medicin, der er nødvendig for at bekæmpe følgerne af usund livsførelse

Helen er diabetiker. Hun bor i Tanzania, og selvom Tanzania er et af de afrikanske lande, der sikrer fattige patienter gratis sundhedsbehandling, får hun ikke altid sin medicin.

Diabetesklinikken er ofte løbet tør for insulin, og på det private marked er diabetesmedicinen for dyr for hende. Helen siger selv til det internationale internet-magasin Globalization and Health, at hun ville ønske, hun havde hiv eller aids, for så ville hun få den gratis medicin, hun har brug for.

LÆS OGSÅ: For lidt - ikke for meget - mad forklarer sukkersygen i u-landene

Udbredelsen af sygdomme som diabetes, kræft og hjertelidelser er eksploderet, og i sidste uge holdt FN en konference for at bekæmpe en udfordring af epidemiske proportioner nøjagtig som man gjorde i 2001, hvor verden enedes om at sikre billig aidsmedicin til udviklingslandene.

36 millioner mennesker, hvoraf 80 procent bor i verdens fattigste lande og mellemindkomstlande, dør hvert år som følge af livsstilsrelaterede sygdomme. Det svarer til 60 procent af alle verdens dødsfald.

Sygdommene skyldes ifølge FN primært for meget salt, fedt og sukker i fødevarer, tobaksrygning, alkoholindtag og manglende motion. Og selvom der altså er tale om delvis selvforskyldte lidelser, bør man hjælpe, mener Gunna Christiansen, dr.med. og professor samt medlem af Det Etiske Råd.

Jeg mener, at det er godt at give bedre og mere lige adgang til behandling også af såkaldt livsstilsrelaterede sygdomme. Men det er vigtigt at sørge for, at sådanne ordninger ikke misbruges. Jeg mener at kunne huske en sag, hvor billig medicin, man ville distribuere til u-landene, i stedet blev ompakket og solgt tilbage til Vesten. Det skal vi selvfølgelig sørge for at undgå.

Disse sygdomme er jo vidt forskellige fra infektionssygdomme, som kan sprede sig fra dag til dag, men man kan sagtens tale om en epidemi. En epidemi er bare en statistisk betegnelse, siger Gunna Christiansen, der understreger, at Det Etiske Råd ikke har drøftet problemstillingen.

Den amerikanske organisation KEI, som arbejder for at forbedre den globale organisering af vidensressourcer, har kritiseret forhandlingerne op til FN-konferencen for ikke at holde verdenssamfundet op på idealet om lige adgang for medicin til alle, som blev afslutningen på konferencen om aids-epidemien for 10 år siden. Organisationen mener, at blandt andre den amerikanske regeringsadministration forsøger at distancere bekæmpelsen af de ikke-smitsomme sygdomme fra den store globale indsats mod aids-epidemien.

Ifølge vicedirektør i Novo Nordisk Charlotte Ersbøll gør Novo Nordisk allerede meget for at sikre adgang til medicin for alle:

Vi kører med en differentieret prissætning. Til de lande, som FN har defineret som de allerfattigste, solgte vi i 2010 insulin til en gennemsnitspris på 80 øre pr. dag pr. behandlet patient. Den pris sikrer os en lille profit af salget, siger Charlotte Ersbøll.

Men hun erkender, at der stadig er store problemer med behandlingen i verdens fattigste lande:

De fattige landes befolkninger ender ofte med at betale syv gange den pris, vi sætter, på grund af skatter og mellemmænd. For diabetesklinikkerne løber ofte tør for medicin, og så skal patienterne ud på det private marked, hvor priserne er endnu højere.

Anderledes organiseret er insulinbehandlingen i mellemindkomstlande, siger Charlotte Ersbøll:

I mange mellemindkomstlande, som eksempelvis Brasilien, sørger regeringerne for at købe store portioner hjem af vores insulin.

Aftalerne med mellemindkomstlandene betyder, at patienter i eksempelvis Brasilien får insulinen lige så billigt eller endnu billigere end patienter i de allerfattigste lande.

Men det er ikke sådan, at vi i Vesten skal betale mere for den samme insulin, som Brasilien, Indien og Tanzania får billigt.

I Vesten sælger vi typisk de helt nye former for insulin, som stadig er under patentbeskyttelse. Den insulin, vi sælger til u-lande og mellemindkomstlande er der ikke længere patent på.

Det betyder, at Novo Nordisk ikke blot kører med en differentieret prissætning, men også med en differentieret medicinering. De, der kan betale, får de nye typer medicin, mens verdens fattigere befolkninger får de ældre, men stadig kvalitetssikrede generationer af medicin.

Men Susanne Volqvarts, leder af den danske NCD-Alliance, som arbejder for at hjælpe verdens fattigste lande med at bekæmpe ikke-smitsomme sygdomme, afviser, at det er et problem.

94 procent af den medicin, FNs Verdenssundshedsorganisation (WHO) kalder essentiel og basal medicin, er ikke patenteret. Behovet for medicinering er enormt, og vi taler om medicin til meget fattige mennesker. Først og fremmest skal vi forsøge at sikre adgangen til denne billige, ikke-patenterede og kvalitetssikrede medicin, siger Susanne Volqvarts.

Hun mener, at det internationale samfund bør gøre mere for at sikre, at de ikke-smitsomme sygdomme behandles:

LÆS OGSÅ: Livsstilssygdomme rammer også de fattige

Vi kan give bistand til udbredelse af anvendelse af ikke patenterede produkter og forbedre det offentlige indkøb af medicin, for eksempel ved at gå sammen i flere lande om storindkøb. Derudover kan vi støtte landene i at udnytte internationale handelsaftaler til at introducere patententeret medicin uden patentafgifter de steder, hvor der ikke findes upatenteret medicin.

Ifølge FNs erklæring, dør omkring 36 millioner om året af ikke-smitsomme sygdomme, og det drejer sig især om mennesker under 60 år altså i den arbejdsduelige alder.