Moral er på stemmesedlen ved folkeafstemninger i flere delstater

I flere delstater skal vælgerne også tage stilling til en række lovforslag om moralske og værdipolitiske samfundsspørgsmål som homoseksuelle vielser, dødsstraf og aktiv dødshjælp. Foto: ROGERIO BARBOSA Denmark

Ud over præsidentvalget og valget til Kongressen skal vælgerne i USA også stemme om emner som homoseksuelle vielser, dødsstraf og aktiv dødshjælp

Valget i USA i dag handler om mere end magten i Washing-ton. I flere delstater skal vælgerne også tage stilling til en række lovforslag om moralske og værdipolitiske samfundsspørgsmål som homoseksuelle vielser, dødsstraf og aktiv dødshjælp.

Lovliggørelsen af homoseksuelle vielser, der længe har været et af de alvorligste stridspunkter i den amerikanske kulturkamp, er på stemmesedlen i fire delstater: Maine, Washington, Maryland og Minnesota. Seks delstater og forbundshovedstaden Washington giver i dag borgerne ret til at indgå ægteskab med et medlem af samme køn, men det er sket via en politisk beslutningsproces, og tidligere lignende folkeafstemninger er hver gang endt med et nej til homoseksuelle vielser.

LÆS OGSÅ: Kongresvalg afgørpræsidentens magt

Borgerretgrupper håber nu at bryde dette mønster og henviser til amerikanernes voksende accept af homoseksuelle og præsident Barack Obamas offentlige opbakning til homoseksuelle vielser tidligere i år. De seneste meningsmålinger viser da også, at der er gode chancer for et ja til homoseksuelles ret til at indgå ægteskab i Maine og muligvis også i Washington, mens modstanderne har et lille forspring i Maryland.

Moral og værdier er også på stemmesedlen i Californien, hvor vælgerne i dag får muligheden for at afskaffe dødsstraffen og dermed lukke USAs største dødsgang med 724 indsatte. Afstemningen i Californien, der følges tæt i hele USA, kan blive et vigtigt vendepunkt i den amerikanske dødsstrafdebat.

Ifølge den seneste meningsmåling fra USC Dornsife/Los Angeles Times bakker 42 procent af vælgerne i Californien op om afskaffelse af dødsstraffen i delstaten, mens 45 procent er imod, hvilket er inden for den statistiske fejlmargen. Tilhængerne af lovforslaget henviser til risikoen for, at uskyldige mennesker henrettes samt til store økonomiske besparelser. Ifølge en analyse vil Californiens skatteborgere spare 184 millioner dollar (cirka 1,1 milliarder kroner) årligt, hvis alle dødsdomme konverteres til fængsel på livstid.

I Massachusetts er et andet spørgsmål vedrørende retten til liv og død på dagsordenen. Her skal vælgerne afgøre, om aktiv dødshjælp skal lovliggøres for syge mennesker med under seks måneder tilbage at leve i. I USA er aktiv dødshjælp indtil videre kun tilladt i to delstater, Oregon og Washington.

Marihuana er et andet populært folkeafstemningsemne i år. I tre delstater Arkansas, Massachusetts og Montana skal vælgerne i dag tage stilling til at åbne for lovlig brug af medicinsk marihuana. I tre andre delstater Colorado, Oregon og Washington får vælgerne mulighed for at lovliggøre rekreativ marihuanabrug som de første nogensinde i USA. Meningsmålinger viser, at der er flertal for forslagene i Colorado og Washington.

FØLG VALGET: Tema om præsidentvalgkampen i USA