Hvorfor laver politikerne så mange love?

Politikerne har gang på gang haft intentioner om at reducere antallet af love, bekendtgørelser og cirkulærer. Alligevel vokser antallet - men hvorfor egentlig, spørger tidligere formand for Det Etiske Råd. Foto: Helle Thorning-Schmidt (S) taler på Folkemødet på Bornholm Foto: Nils Meilvang

Er udviklingen så kompliceret, at den kun kan reguleres gennem en detaljeret lovgivning, som yderligere kun kan gennemføres, fordi vi har et kæmpe netværk af computere til at beregne og styre tingene med? Sådan spørger tidligere formand for Det Etiske Råd

DET ER EN GAMMEL traver at minde om politikernes velkendte intention om at reducere antallet af love, bekendtgørelser og cirkulærer. Og man bringer ingen nyhed til torvs ved endnu en gang at fortælle, at antallet af bestemmelser modsat den erklærede hensigt er vokset siden sidst.

Indrømmet naturligvis kan et moderne og velordnet samfund ikke undvære lovgivning, og jo mere kompliceret samfundet bliver, jo mere indviklet bliver selvfølgelig også den nødvendige regulering. Men er det nu hele sandheden? Er det udviklingen, som er så kompliceret, at den kun kan reguleres gennem en detaljeret lovgivning, som yderligere kun kan gennemføres, fordi vi har et kæmpe netværk af computere til at beregne og styre tingene med?

LÆS OGSÅ: Stop med at lyve! Norsk valgdagsorden sættes af 94-årig

Eller er det i virkeligheden omvendt, nemlig at det er eksistensen af denne enorme it-kapacitet, som gør det muligt at gøre lovgivningen så kompliceret? Skulle der i stedet administreres manuelt, kunne love og bestemmelser så overhovedet gennemføres i praksis?

Men kan man overhovedet vælge mellem disse to forklaringer? Er der ikke snarest tale om et ægget og hønen-syndrom, hvor det blotte tilbud om it-anvendelse får politikerne til at gennemføre en regulering, der netop forudsætter it-anvendelse uden at det helt kan afgøres, hvad der kom først?

Problemet synes i hvert fald at være velkendt i social- og sundhedsvæsenet, hvor mere og mere af arbejdstiden angiveligt flyttes fra klient- og patientkontakt over til registrering og rapportering ved skærmen.

Imidlertid tror jeg, at problemet stikker dybere, fordi det også har noget at gøre med en udbredt lovgivningslyst hos mange. Og ja, der kan da også sagtens være sammenhænge, hvor der er brug for ny lovgivning med både forbud og påbud, som kan regulere uacceptabel adfærd.

Men er der ikke også tale om en lyst til at lade lovgivningen gå tættere og tættere på den enkelte persons adfærd? Og gøre det under påberåbelse af samfundsmæssige hensyn, der ved nærmere eftersyn måske snarere er af ideologisk karakter?

De gamle grækere, som vi tit trækker frem, når etiske spørgsmål skal drøftes, tænkte ofte sådanne spørgsmål sammen med deres tanker om retorik.

Når man skulle tænke ret og tale godt, drejede det sig nemlig ikke blot om skyld eller uskyld i forhold til, hvad der var lovligt eller ulovligt. Det handlede også om ros eller dadel i forhold til de etiske værdinormer, som samfundet bekender sig til.

Følger man den tankegang, kan den etiske samfundsdebat om, hvad der er godt, og hvad der er skidt, måske vise sig at være meget mere effektiv end endnu mere adfærdsregulerende lovgivning.

Og hvem ved måske kan en sådan tilgang, der bygger på ros og dadel, endda helt uden lovgivning adfærdsregulere lovgivningslystne politikere, så de holder lidt mere igen med nye detaljerede love?

Etisk set bliver skrevet på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskole, forstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, lektor og formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler, tidligere medlem af Det Etiske Råd Klavs Birkholm og tidligere folketingsmedlem Tove Videbæk