LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Er politikernes store forligs-smil utroværdige?

"Jeg kan kende mig selv i filmen," siger Jacob Lund. Foto: .

MED AFSTEMNING Enhedslisten har været synligt utilfreds efter den finanslovsaftale, partiet selv indgik med regeringen. Surmuleriet bryder med de seneste 10 års øre til øre-smil, når VKO-partierne havde forhandlet finanslov

Det vat et mærkværdigt scenarie, der udspillede sig foran Finansministeriets glasdør i søndags.

Ud af døren trådte finansminister Bjarne Corydon (S), økonomiminister Margrethe Vestager (R), skatteminister Holger K. Nielsen (SF) og politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL). Mens de tre førstnævnte med brede smil stillede sig an foran kameraer, mikrofoner, diktafoner og notesblokke, smøg Schmidt-Nielsen sig bag om de tre og hastede op ad ministeriets trappe med reportere i hælene. For hvorfor stillede hun ikke op til dørtrinspressemødet, som traditionen foreskriver det?

Svaret kom 20 minutter senere på et pressemøde foran rød/hvide liste Ø-plakater.

Den her aftale lever ikke op til det, vi mener, der er behov for. Vi kommer ikke ud efter den her finanslov med armene over hovedet og til champagnepropper. Der er ingen tvivl om, at hvis det var Enhedslistens ære, det handlede om, ja, så skulle vi have sagt nej, sagde Schmidt-Nielsen.

Ved siden af hende sad partiets finans- og skatteordfører, Frank Aaen, og medie- og miljøordfører Per Clausen. Begge med nedadvendte mundvige og tomme blikke. De lignede meget langtfra et par sejrende herrer.

Det mildest talt utilfredse indtryk, som Enhedslistens frontfigurer efterlod, er et regulært nybrud inden for politiske finanslovsforlig, lyder det fra flere kilder. For både under den forhenværende borgerlige regering med Dansk Folkeparti som støtteparti og under tidligere skiftende regeringer har kutyme været, at en underskrevet finanslov akkompagneres af sejrsseancer. Men hvad er egentlig mest troværdigt og etisk forsvarligt: den fornærmede attitude eller de påklistrede smil?

Søndagens og ugens hovedperson, Johanne Schmidt-Nielsen, ser dilemmaet således:

Det er da fair at smile bredt og klappe sig selv på skulderen, hvis man synes, at det resultat, der er opnået, er fantastisk og løser alle problemer. Men når det nu ikke er tilfældet, ville det da være utroværdigt at gøre.

Det handler i sidste ende om oprigtighed og integritet, mener støttepartiets leder:

Jeg har godt læst, at kommentatorer mener, at det står på side et i politikernes håndbog, at man altid skal kalde en indgået aftale for fantastisk og klappe ad sig selv. Jeg er glad for ikke at have læst den politikerhåndbog. Det havde ikke været ærligt at præsentere finanslovsaftalen som et fantastisk forlig, når den nu ikke var det. Det havde ikke være ordentligt, hvis vi stod med brede smil og lod, som om alt var godt, selvom det måske er budskabet fra spindoktorerne.

TEMA: Politik og moral

Enhedslistens reaktion er væsensforskellig fra de reaktioner, journalister, tv-seere og avislæsere har været vant til i løbet af 10 år med VKO-blokken. Venstre og Konservative havde afgørende behov for Dansk Folkepartis mandater til deres regering, og partiets navn stod derfor alene på balkortet, når VK-regeringen indbød til finanslovsbal. I løbet af de 10 år måtte alle partierne sluge kameler, men når glasdøren gik op, lyste tandpastasmilene.

Når man i dag spørger Pia Kjærsgaard, som nu har skiftet partiformandstitel ud med en allround-titel som værdi-ordfører, var der intet forlorent ved smilene.

Jeg føler anledning til at sige, at smilene bestemt ikke var påtagede. Der var en lettelse over, at tingene faldt på plads efter mange dages intense forhandlinger. Vi følte, at det, vi havde indgået, var i orden, og så vil man selvfølgelig ikke gå ud med nedadvendte mundvige, siger hun.

Og selvom Dansk Folkeparti eksempelvis måtte bide forringelser på dagpengeområdet i sig, var det ikke muligt at nuancere glæden, mener Kjærsgaard:

Nej, for så bliver det kunstigt. Der er surt og sødt, når man indgår kompromiser. Vi valgte at gå på kompromis nogle gange, javel, men vi fik også indflydelse. Folk, som har fulgt mig, vil vide, at jeg har et meget tydeligt kropssprog, så jeg ville ikke kunne gå ud med et stift smil og lade, som om jeg var tilfreds, medmindre jeg var det.

Ikke overraskende mener både Schmidt-Nielsen og Kjærsgaard, at de hver især har optrådt ærligt og oprigtigt. Virkeligheden er dog mere nuanceret, hvis man spørger Sigge Winther Nielsen. Han forsker i politisk kommunikation ved Københavns Universitet og mener, at Enhedslisten sandsynligvis har haft det som en klar strategi at smække med Finansministeriets glasdør.

Enhedslisten har en autenticitet omkring sig, som partiet kan vinde meget på. Man kan derfor se situationen i søndags som et udtryk for, hvilken kommunikation man mener virker.

Han henviser til foregående regeringer, hvor logikken har været, at uenigheden holdes bag glasdøren, og så står man sammen uden for.

Enhedslisten tænker anderledes, og måske har de fejllæst den parlamentariske situation og ikke fået den indflydelse, de troede de kunne få, men de har læst vælgernes psyke korrekt.

Med andre ord: Partiets kernevælgere blev beroliget med en forsikring a la bare rolig, vi lader ikke De Radikale trække os rundt ved næsen.

Sigge Winther Nielsen konkluderer:

At Enhedslisten gjorde, som de gjorde, lægger hverken til eller fra partiets troværdighed, for folk tænker nå ja, det er sådan, de er.

Men hvordan balancerer man så på den politiske line, som under forhandlinger er spændt ud mellem etikkens moral og den politiske virkelighed?

Mogens Lykketoft (S), som i dag er formand for Folketinget, har indgået adskillige forlig i sin politiske karriere. Han ser intet i vejen for at påpege de dele af en aftale, man er knap så tilfreds med. Det gjorde han eksempelvis selv som finansminister i 1995 efter at have indgået finanslovsforlig med De Radikale, Centrum-Demokraterne og De Konservative. En del af aftalen var den konservative mærkesag om afviklingen af formueskatten over to år. Adspurgt bemærkede Lykketoft dengang, at det er ikke en blomst, der er plukket i min have.

Men det var prisen for at få De Konservative ud af deres tætte samarbejde med Venstre i midten af 1990erne, siger Mogens Lykketoft i dag.

Når det måske er gået skævt for Enhedslisten i denne ombæring, skyldes det, at det kunne være svært at forstå, hvorfor partiet overhovedet indgik forliget, mener Mogens Lykketoft.

De vægtede deres utilfredshed over, at man ikke kunne sikre de langtidsledige, så hårdt, at det fyldte hele mediebilledet, så man slet ikke talte om, hvad der egentlig var godt i aftalen, siger han.

Netop mediebilledet har betydning for, hvorfor politikere kan fremstå overordentlig glade efter en indgået aftale, mener Lykketoft. Partierne ønsker at sende et klart signal om det positive i aftalen, og af samme grund nedtones de negative elementer sædvanligvis.

Jeg synes dog ikke, at der er noget i vejen for, at man indbyrdes imellem regeringspartierne lidt klarere siger: Dette var ikke, hvad vi oprindeligt ønskede, men vi var nødt til at gå med til det for at blive enige om en aftale, siger Mogens Lykketoft.

Hvis man spørger Lars Hovbakke Sørensen, politisk kommentator og ph.d. i internationale studier, gør politikere da også klogest i at skrue et passende smil på for at bevare troværdigheden. Særligt hvis man før en forhandling har opstillet ultimative krav, som man ikke får gennemført. I Enhedslistens tilfælde gik partiet fra en alt eller intet-linje forud for forhandlingerne med afsæt i bitterheden fra regeringens skattelovsaftale med de borgerlige til en kompromissøgende linje. Det har gjort partiets signaler mudrede og udstiller Enhedslisten som utroværdig, mener Lars Hovbakke Sørensen.

Normalt ville vælgere nok vurdere Enhedslistens reaktion som troværdig og ærlig, fordi det er reelt, at man ikke kan få alt igennem i en aftale. Men det virker utroværdigt, at man har fremsat et ultimativt krav om ingen dagpengeforringelser, som man så går fra. Man kan ikke skifte holdning fra dag til dag, uden at vælgerne opfatter det som utroværdigt. Erfaringer fra resten af Norden viser, at yderfløjspartierne bliver straffet af deres vælgere, når de roder sig ud i en slingrekurs mellem kompromisløshed og forligsaftaler.