Bør politikere udvise større moralsk ansvar end andre?

DF-politiker Bent Bøgsted er blevet kritiseret sønder og sammen, efter at han forleden lavede en bule i en parkeret bil og stak af uden at orientere ejeren. Iagttagere er uenige om, hvorvidt den slags brølere er værre, når de begås af politikere

Det sker formentlig af og til, at danskere bag rattet kommer lidt for tæt på en parkeret bil, efterlader en skramme og fortsætter, som om intet var hændt.

Men sjældent har sådan en hændelse vakt så megen vrede, som tilfældet er med folketingsmedlem Bent Bøgsted (DF), der forleden kørte ind i en stationcar og stak af uden at informere ejeren om den revne, han havde efterladt. Et øjenvidne havde set ulykken, og historien spredtes til alle hjørner af dansk presse.

Bent Bøgsted undskyldte siden, men blev ikke ligefrem taget til nåde på de sociale medier.

”Hovedrystende, at vores politikere skider på regler og love, som de selv laver” og ”meget betryggende med den slags mennesker som lovgivere” er blot nogle af de mange hundrede reaktioner, hændelsen har affødt på Facebook, hvoraf mange peger på, at politikere har et særligt moralsk ansvar.

Men er det rigtigt – bør man forvente, at politikere går foran med et godt eksempel i moralske spørgsmål?

Ja, mener Ole Thyssen, professor og dr.phil. ved Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på Handelshøjskolen i København, CBS. I gamle dage hed det, at man tog den bedste blandt ligemænd og valgte ham eller hende ind på tinge, påpeger han.

”Det betød, at man valgte nogen, som havde en særlig karakter til at tage sig af landets affærer. De var hævet over smålige hensyn til sig selv. De skulle gøre, hvad der var godt for landet. Det er det, denne politiker i helt fantastisk grad har overset. Når han ovenikøbet kommer med falbelader om, at han har haft en dårlig dag, bliver det så grotesk, at man må tage sig til hovedet,” siger han.

Den holdning deler Asger Sørensen, ph.d. og lektor i pædagogisk filosofi ved Aarhus Universitet, som forsker i demokrati og retfærdighed.

”Som folkevalgt har man det, der hedder et tillidshverv, og det skal man vise sig værdig til. Når man bliver valgt til at forvalte fælles goder og til at tænke på almenvellet, er det helt legitimt af vælgerne at forvente, at man har en mere grundfæstet moral end andre.”

Problemet er ikke, at man som politiker begår en fejl, men at man kan finde på at løbe fra sit ansvar, lyder det fra både Ole Thyssen og Asger Sørensen.

”Det er i offentlighedens interesse, at den, der forvolder en skade, betaler for skaden, mens det udelukkende er en privat interesse, hvis man tørrer skaden af på den, det er gået ud over. Det er ikke særligt tillidsvækkende, at en politiker, som skal pleje almenvellet, har svært ved at undgå at pleje private interesser. Det er ikke en politiker værdigt,” siger Asger Sørensen.

Men det er ganske enkelt ikke rigtigt, at politikere har et skærpet moralsk ansvar, mener samfundsdebattør, mag.art. i filosofi og sognepræst Henrik Gade Jensen.

”Selvfølgelig skal man ikke køre fra sådan en bule – uanset om man er folketingspolitiker eller præst. Men når han har undskyldt og fortrudt, er der ikke mere at sige om det. Det viser jo bare, at vi alle sammen er svage mennesker, som begår fejl,” siger han.

Det er stupidt at handle sådan, når man har et offentligt embede og dermed bør vide, at man bliver straffet ekstra hårdt af offentligheden. Det mener Henrik Gade Jensen, som i øvrigt arbejdede som presserådgiver for daværende kirkeminister Tove Fergo (V) i 2002-2003.

”Men jeg synes ikke, der er nogen forskel på, om det er en politiker eller fru Hansen, der begår sådan en brøler. Hvis vi stiller større moralske krav til politikerne, ville det jo sige, at vi andre havde et større moralsk frirum, og det, mener jeg, er forkert.”

I nogle embeder findes der dog formelle krav til medarbejderes moral. Som sognepræst og tjenestemand er Henrik Gade Jensen selv underlagt tjenestemandslovens krav om decorum – latinsk for sømmelighed – som populært sagt betyder, at personer i offentlig tjeneste af hensyn til jobbet skal opføre sig lidt pænere end andre mennesker.

”Det er meget ædelt med det begreb. Men principielt mener jeg, at vi som borgere har det samme moralske ansvar,” siger han.

Tidligere havde politikeres privatliv og moralske habitus ikke i samme grad offentlighedens interesse, påpeger Ole Thyssen. Statsminister Jens Otto Krags (S) udenomsægteskabelige affærer var for eksempel ikke noget, pressen gjorde et nummer ud af, mens Krag sad ved magten i 1960'erne og 1970'erne.

Politikere er delvist selv ansvarlige for udviklingen, mener Ole Thyssen.

”Ordet ’offentlig’ er blevet langt mere åbent end nogensinde før. Det skyldes dels, at det er blevet nemmere at overvåge politikeres liv, dels at politikere selv har fundet ud af, at de kan vinde sympati hos vælgerne ved at invitere pressen med ind for at se deres køleskab. Når det først er blevet rutine, vurderes de ikke længere kun på deres professionelle kompetence, men også på deres moral,” siger han.

Bent Bøgsteds brøler er blot en i rækken af adskillige politiske skandaler de seneste år. Mest kendt er nok sidste års bilags-sag, hvor Ekstra Bladet afslørede, at Venstre i løbet af Lars Løkke Rasmussens statsministerperiode købte tøj og sko til ham for 152.000 kroner. Det kom også frem, at Venstre betalte en rejse til Mallorca for Løkke og hans familie, ligesom partiet betalte for ekstra rengøring af hotelværelser, hvor Løkke havde røget under sin indkvartering, selvom det ikke var tilladt.

Spørgsmålet er, om de mange brølere tyder på et moralsk forfald blandt de folkevalgte, eller om de snarere er udtryk for en svækket moral i samfundet generelt.

Ole Thyssen mener, at der er tale om politisk magtarrogance – i hvert fald i den øverste elite:

”Når du først tilhører den politiske elite, er du vant til, at folk klarer ærterne for dig.”

Ifølge lektor Asger Sørensen kan man godt tale om, at den kollektive moral er blevet svækket. Sammenlignet med for 50 år siden lever vi i et langt mere kapitalistisk samfund. Siden 1970'erne har man lovgivet til gunst for frie og selvstændige næringsdrivende og gjort det sværere at sørge for at skaffe penge til det fælles vel, siger han.

”Opmuntrer man som samfund til egennyttig og personlig berigelse, som det moderne kapitalistiske samfund gør det, så får de fælles dyder og pligter sværere kår,” siger Asger Sørensen og tilføjer:

”Livet drejer sig i dag om at berige sig selv så meget som muligt, og derfor bliver det opfattet som gammeldags, naivt og lidt fjollet, hvis man tror, man skal udvise moralsk ansvar over for andre. Så der er en vis sammenhæng mellem moralens tilstand og samfundets ideologi i øvrigt.”

Den analyse er Henrik Gade Jensen uenig i.

”Det er stik modsat. Ansvarsfølelsen forsvinder, fordi alting bliver gjort til et kollektivt spørgsmål, og man ikke skal svare for sine egne gerninger. Det moralske ansvar forsvinder sammen med det offentlige system,” siger han.

Den brødebetyngede politiker Bent Bøgsted mener selv, at politikere har et større moralsk ansvar end andre.

”Vi skal også være mere påpasselige, for vi ved, at pressen er meget vågen. Men vi er ikke supermennesker. Vi afspejler samfundet, og vi laver også fejl,” siger han, men afviser, at han har forsøgt at pleje egne interesser:

”Jeg havde bare haft en dum dag, og klappen var gået ned for mig.”