Skal børn bruge mobiltelefonen til at overvåge de voksne?

Fotobyline:Illustration: Rasmus Juul Foto: Illustration: Rasmus Juul

Med mobiltelefonen har børnene fået et våben, de kan vende mod de voksne. Men det kan give problemer, når børn overvåger deres forældre, advarer eksperter

George Orwells bog 1984 bliver ofte trukket frem som et eksempel på, hvordan et overvågningssamfund risikerer at ende som et ufrit diktatur. I bogens persongalleri finder man også børn med hørerør, som instrueres i at aflytte og angive deres forældre.

LÆS OGSÅ: Børn opfordres til at angive forældre

Moderne børn bruger ikke hørerør, men derimod mobiltelefoner til at registrere og dokumentere livet omkring dem på godt og ondt. Og det har givet dem et effektivt våben mod de voksne. I sidste måned var en 12-årig pige fra Hjørring medvirkende til, at lederen af et bosted blev suspenderet. Pigen kunne med en lydoptagelse fra en mobiltelefon dokumentere, at lederen truede med tæsk og sammenlignede sit arbejde med børn med hundeopdragelse.

Og nu lyder opfordringen fra Børnerådets formand, Lisbeth Zornig Andersen, at omsorgssvigtede børn skal tage billeder af deres fulde forældre og det tomme køleskab, hvis kommunen ikke vil tro på, hvor galt det står til derhjemme. Hun er godt klar over, at forslaget er kontroversielt.

Der er noget grænseoverskridende ved, at børn pludselig har nogle værktøjer ved hånden, de kan bruge mod de voksne. Det vender verden om på en ubehagelig måde. På den måde kommer digitaliseringen til at skabe et paradigmeskift. Og ja, der er et etisk dilemma, men i de situationer, hvor børnene føler sig magtesløse, har de faktisk et redskab, siger hun.

|

Little brother is watching you kunne man med en omskrivning af Orwell kalde fænomenet. For der er som sagt allerede børn, som gør det i dag, pointerer Lisbeth Zornig Andersen.

Uanset om jeg som formand siger det, og uanset om vi kan lide det eller ej, så vil nogle børn benytte sig af det. Hvis forældrene ikke passer på, så ender de på Facebook og det er faktisk ikke en opfordring. Det er ganske enkelt en udvikling, som vil ske, siger Lisbeth Zornig Andersen.

Det debatteres ofte, hvorvidt samfundets overvågning af borgerne er gået for vidt. Men overvågningen går altså også den anden vej. Og Anders Albrechtslund, lektor på Aarhus Universitet, Forum for Overvågningsstudier, ser mobiltelefonen som et våben, borgerne i mange situationer kan vende den anden vej: mod samfundet.

Nye medier, særligt mobiltelefoner, kan være rigtig gode til at dokumentere forskellige ting. Overvågning er ikke længere kun noget, politiet kan bruge imod bilister, men noget vi alle kan bruge til at dokumentere vidt forskellige ting. Altså en slags modmagt i tilfælde af politivold, dårlig sagsbehandling eller til at dokumentere, når nogen kører for stærkt, eller der sker et overfald i metroen. Set i det lys kan det være en positiv ting, siger Anders Albrechtslund.

Men i tilfældet børn versus voksne er det noget andet, mener overvågningsforskneren og fortsætter:

Der sker en flytning af ansvaret for at dokumentere overgreb i hjemmet fra samfundet til børnene. Og det er et urimeligt krav at stille til børn.

Medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug er lektor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet. Han kan sagtens forstå, at man i frustration kan få lyst til at opfordre børn til at bevise, hvor galt det står til, når de er udsat for omsorgssvigt. Men han frygter omvendt, at forældre uretmæssigt hænges ud af oprørske børn med billeder, som er taget ud af en sammenhæng.

Min bekymring er, at man bringer barnet i et modsætningsforhold til forældrene. I perioder kan der være stærke konflikter mellem børn og forældre også om helt rimelige krav som oprydning og tøjvask. Og hvis vi skaber et syn på forældrene som nogen, der laver overgreb, som børn skal dokumentere, risikerer vi at skubbe børn ind i en politirolle, som er med til at øge de konflikter, der er i nogle familier. Det vil gøre det endnu vanskeligere bagefter at skulle få det til at fungere, siger han.

Han nævner en række sager i USA, hvor børn og unge har overvåget forældre eller andre børn med frygtelige følger. I en af sagerne tog en collegestuderende billeder gennem et skab af en medstuderende, som var homoseksuel og havde et forhold til en ældre underviser. Da billederne blev lagt på internettet, begik den unge mand selvmord.

Hvad sker der med både børn og voksnes retsstilling, når de her billeder bliver lagt ud på nettet, delt med vennerne og vist til andre? Private informationer som bliver vist ude af kontekst, men som kan misforstås, kan få fatale konsekvenser for de involverede. Det risikerer at skabe et samfund, hvor alle overvåger alle og det er ikke efterstræbelsesværdigt, siger Thomas Ploug.

Men hvor går formanden for Børnerådets grænse for, hvornår børn bør filme de voksne? Og hvordan undgår man, at der sker et misbrug af billeder, eller at de bliver offentliggjort uden kontekst? For eksempel billeder af fulde voksne nytårsaften? Lisbeth Zornig Andersen:

Det er et godt spørgsmål. Men mobiltelefonen bliver jo allerede brugt i dag på mange måder, for eksempel hvis der sker et overfald på gaden. Og der synes vi ikke, det er forkasteligt at dokumentere noget kriminelt. Men det tricker noget, når jeg foreslår, at så må det også kunne bruges af børn mod de voksne, siger Lisbeth Zornig Andersen, der understreger, at hendes sigte er børn i familier med voldsom misrøgt.

Men er det ikke meget at forlange, at børn skal angive deres forældre?

I dag siger vi jo til børnene: Fortæl, hvis der er noget galt derhjemme. Er det angiveri? Med en mobil sætter man bare et billede på det, barnet fortæller. I de her sager er barnet i forvejen oppe imod et voksensprog, hvor forældrene er meget mere velargumenterede og bedre til at lyve, når de sidder foran en sagsbehandler. Jeg ville da ønske, at jeg selv havde haft en mobiltelefon, dengang jeg var barn, siger Lisbeth Zornig Andersen med henvisning til sin egen barndom, hvor hun blev udsat for stribevis af grove omsorgssvigt.

Det er som sagt ikke kun inden for hjemmets fire vægge, at børn kan bruge mobiltelefonen til at dokumentere problemer. I kølvandet på sagen om den 12-årige pige fra Hjørring har man i behandlerverdenen diskuteret, hvad overvågning fra børn og unges side kan gøre ved det pædagogiske arbejde.

Geert Jørgensen, direktør i Landsforeningen af Opholdssteder, LOS, mener, det er et stort dilemma:

Jeg har det meget dobbelt med det. Det er klart, at der er sager, hvor forholdet mellem børn og forældre er så langt ude, at det kan give mening. Jeg kan godt forstå frustrationen, hvis børn ikke bliver hørt. Omvendt vil jeg virkelig advare imod, at det ender med, at alle børn har i baghovedet, at de skal optage de voksne, så de har dokumentation for, hvad der foregår. Vi burde som samfund kunne støtte op på en anden måde end ved at give børnene ansvaret for at dokumentere de overgreb, de bliver udsat for.

Geert Jørgensen kalder det et vilkår i et moderne samfund, at alle mennesker i dag har video, kamera og båndoptager på sig konstant.

Vi risikerer jo at skabe en konstant mistillid, når vi taler sammen, så man tænker: Har barnet en båndoptager kørende lige nu?. I det professionelle system, hvor det i forvejen er en udfordring at arbejde med de vanskeligste børn og unge, vil det hæmme opbygning af tilliden mellem de voksne og de anbragte børn. Jeg er bange for, at prisen, vi kommer til at betale, etisk set er for høj, hvis man markedsfører det her som et nyt godt våben, siger Geert Jørgensen og tilføjer:

På den anden side, kan jeg godt forstå, hvis pigen, der bliver udsat for overgreb af en papfar, sætter en båndoptager til, når hun går i seng. Det er klart, at hvis der havde ligget en videooptagelse af børn i en af de spektakulære sager om omsorgssvigt, vi har set de senere år, ville det have støttet børnenes mulighed for at få gjort noget ved de overgreb, de blev udsat for.