Merkels amerikanske oppassere

Problemet er ikke, at lande udspionerer hinanden – det gør de alle – det mest skadelige er snarere omfanget af den amerikanske indsamling af efterretninger og USA’s holdning til sine allierede, skriver Karl-Theodor zu Guttenberg, tidligere tysk forsvarsminister. På billedet taler den tyske kansler, Angela Merkel, mens USA’s præsident, Barack Obama, lytter med. – Foto: Marcus BrandtEPA.

Det mest skadelige ved USAs indsamling af efterretninger er omfanget og den amerikanske holdning til sine allierede

Tyskerne plejer at spøge med, at kansler Angela Merkels hang til at kommunikere pr. sms reelt har betydet afslutningen på traditionel historieskrivning. De amerikanske spioner lader dog til at have fuldt overblik over den uofficielle kommunikation, som har fundet sted i både Berlin og andre steder.

Beklageligvis har Barack Obamas regering endnu ikke fattet omfanget og alvoren af den skade, der er sket på USAs troværdighed blandt landets europæiske allierede. Problemet er ikke, at lande udspionerer hinanden det gør de alle det mest skadelige er snarere omfanget af den amerikanske indsamling af efterretninger og USAs holdning til sine allierede.

LÆS OGSÅ: Aflytningsskandaler viser behovet for radikale politiske indgreb

Der har før været sammenstød hen over Atlanten om så forskellige emner som klimaforandringer, fangerne i Guantánamo og Irakkrigen. De har vist et nedbrud i den fælles forståelse til tider grundet alvorlig uenighed om, hvordan man bedst kunne nå fælles mål. Men aflytningskrisen og andre af Edward Snowdens foruroligende afsløringer påpeger et problem, som stikker dybere: en gensidig mistillid, som risikerer at skabe stor splid netop nu, hvor der mere end nogensinde er brug for et tættere samarbejde mellem Europa og USA.

Der er næppe noget mere ødelæggende for det venskabelige forhold mellem demokratiske stater, end når den ene part får en allieret til at tabe ansigt over for dennes egen befolkning. Det var jo Merkel, som forsøgte at berolige alle, dengang NSA-skandalen først ramte Europa i sommer. Derfor skader det hende så meget mere, både personligt og politisk, når USA menes at have aflyttet hendes mobiltelefon.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv var særligt påpasselig i min brug af mobiltelefoni, da jeg sad i Merkels regering 2009-2011. I princippet bør man naturligvis altid gå ud fra, at fremmede magter forsøger at lytte med i andre regeringers samtaler. Men der er en verden til forskel på, om det er Rusland eller Kina eller derimod en allieret, som ellers altid fremhæver vigtigheden af et nært venskab og samarbejde.

Obamas personlighed gør sagen endnu mere indviklet: Det er svært at komme i tanker om nogen anden amerikansk præsident, som har haft så lidt personlig forbindelse med andre statsoverhoveder. I stedet for straks at række ud til Tyskland besluttede han at holde lav profil og sende Det Hvide Hus pressetalsmand Jay Carney ud med en temmelig klodset udtalelse om, at den amerikanske regering ikke overvåger Merkels kommunikation og heller ikke vil gøre det i fremtiden. Det kræver ikke den store fortolkning at aflæse det som et kluntet forsøg på at komme uden om at indrømme, at de amerikanske efterretningstjenester tidligere har aflyttet den tyske kansler.

Obamas regering synes ikke at have stillet sig selv det helt basale spørgsmål: Hvordan kan den retfærdiggøre at udspionere en statsleder, som er blandt USAs nærmeste allierede i Nato og i forbindelse med missionen i Afghanistan? En statsleder, som han faktisk inviterede til Det Hvide Hus for at give hende præsidentens Frihedsmedalje, der er den højeste æresbevisning, USA kan give en udlænding.

Desuden var det jo ikke kun Merkel, der blev aflyttet. Hvordan kan Obamas regering retfærdiggøre at aflytte sin allierede Frankrig, som havde lagt sig hårdt i selen for at opbygge et tillidsforhold til USA ved at bidrage militært og politisk i Libyen og Syrien, da der var stærkt brug for det? Også den franske præsident, François Hollande, må føle sig til grin ikke kun fordi amerikanerne har aflyttet ham, men også fordi han formentlig ikke blev advaret på forhånd af efterretningstjenesterne om Obamas pludselige beslutning om at bede Kongressen vedtage en resolution forud for anvendelse af militær magt i Syrien.

Og hvordan kan Obama forklare EU (hvis delegation i Washington DC også er blevet aflyttet), at det er helt afgørende at gå i gang med ærlige, alvorligt mente og omfattende forhandlinger for at få det transatlantiske handels- og investeringspartnerskab på plads? Fremtrædende røster i Europa heriblandt formanden for Europa-Parlamentet og lederen af de tyske socialdemokrater kræver allerede nu, at partnerskabsforhandlingerne stilles i bero. De mulige økonomiske omkostninger, i fald den økonomiske integration mellem USA og EU forsinkes eller slår fejl, kan komme op på hundredvis af milliarder dollars i tillæg til USAs blakkede troværdighed i Europa.

Der bliver talt meget om risikoen for en ny periode med amerikansk isolationisme og manglende amerikansk lederskab ude i verden. Men det er vigtigt at huske, at et land ikke kun isoleres, når det selv trækker sig tilbage fra internationale forhold. USA kan også blive isoleret af landets uforsigtige anvendelse af sin hårde og bløde magt på verdensscenen.

Forskellige måder at komme ud af NSA-moradset vil blive drøftet. Den nye fælles fransk-tyske indsats for en aftale med USA om deling af efterretninger vil formentlig blive svær at føre ud i praksis især i betragtning af, at spiontjenesterne rundt om i verden ikke altid er til at holde styr på. Obama bør som det første finde det store kommunikationstalent frem igen, som i sin tid fik ham ind i Det Hvide Hus. Set fra et offentligt og diplomatisk perspektiv har hans håndtering af overvågningsskandalen været en komplet fiasko. For at begrænse skaderne og begynde at genopbygge den helt nødvendige tillid er Obama nødt til at fremsætte en troværdig undskyldning til Merkel og andre vestlige allierede samt landenes borgere.

I USA betragtes det som et svaghedstegn at undskylde inden for politik, især over for udenlandske regeringer. Men en utvetydig undskyldning fra Obama er den eneste farbare vej til at lægge NSA-skandalen bag os og komme videre. En sådan gestus vil i Europa blive betragtet som et tegn på sand amerikansk styrke og overbevisning. Desværre vil det være for sent om ikke særligt længe.

Karl-Theodor zu Guttenberg er tidligere forsvarsminister samt økonomi- og teknologiminister i Tyskland.