Google: Vestlige demokratier censurerer som aldrig før

Danmark er registreret for at have bedt Google om at fjerne indhold i mindre end 10 tilfælde. Ingen af gangene har Google efterkommet de danske ønsker. Foto: TRUTH LEEM Denmark

Også Danmark er blandt de vestlige lande, der henvender sig til Google med forespørgsler om censur

Der har været en alarmerende stigning i antallet af gange, regeringer har forsøgt at censurere politisk indhold på nettet. Sådan lyder advarslen fra søgemaskinen Google i deres såkaldte "transparency report", der netop er offentliggjort.

Googles rapporter, hvor de blandt andet kortlægger censur på internettet, udkommer hvert halve år. Og i den netop udgivne rapport understreger søgegiganten, at det er blevet et tilbagevendende problem, at regeringer beder om at fjerne politisk indhold.

LÆS OGSÅ
: Google afviser annoncer fra abortmodstandere

"Det er alarmerende, ikke kun fordi ytringsfriheden er under pres, men også fordi flere af disse forespørgsler kommer fra vestlige demokratier, man ikke normalt vil forbinde med censur," skriver Dorothy Chou, ledende politisk analytiker hos Google, på Googles officielle blog.

Blandt andet fremgår det af rapporten, at Tyskland har bedt om at få fjernet 898 søgeresultater, mens der har været spanske henvendelser om at få fjernet 270 links til blogs og nyhedsartikler, der forholder sig kritisk til offentlige personer.

De thailandske myndigheder har bedt om at få fjernet 149 videoer, der angiveligt skulle fornærme det thailandske kongehus. Google accepterede forespørgslen i 70 procent af tilfældende.

Det er dog ikke alle henvendelser, Google efterkommer. For eksempel valgte Google at lade en video blive liggende af en canadier, der urinerede på sit pas for derefter at skylle det ud i toilettet. Stod det til de canadiske myndigheder skulle videoen ellers have været slettet.

Også Danmark er på listen over lande, der har bedt Google om at fjerne indhold. Da søgemaskinen sidste sommer offentliggjorde en "transparency report" var det med bemærkningen, at de "for første gang har modtaget et betydeligt antal anmodninger fra Danmark om fjernelse af indhold".

I den seneste rapport er Danmark noteret for at have sendt under 10 forespørgsler om at få fjernet indhold. Ingen af henvendelserne har ført til, at Google har slettet indhold. Google understreger, at der er en høj statistisk usikkerhed, når der er tale om så lavt et tal som i Danmarks tilfælde.