DF vil have overvågning af hjemmehjælpere

Modelfoto. Foto: Ritzau Scanpix/Casper Christoffersen

Regeringens støtteparti kræver, at ældreplejen skal overvåges i et hidtil uset omfang. Midlet er flere uanmeldte kontrolbesøg

Sommerens sager om svigt i ældreplejen får Dansk Folkeparti til at kræve en voldsom oprustning af tilsynet med landets sosuassistenter.

Som led i et større udspil på ældreområdet kræver regeringens støtteparti, at tusindvis af sosuassistenter bliver genstand for seks årlige uanmeldte

kontrolbesøg fra myndighederne, skriver Politiken.

- Der skal være mange flere uanmeldte besøg. Kald det kontrol, eller kald det, hvad du vil. Men det skal være til alles tilfredsstillelse, siger Pia

Kjærsgaard til avisen.

For få måneder siden var Dansk Folkeparti med til at vedtage regeringens

afbureaukratiseringslov, der på flere punkter mindsker kontrollen med den

kommunale ældrepleje.

Men nu skifter partiet signal. Som en del af forslaget skal der ansættes såkaldt tilsynsførende, som uden forvarsel skal dukke op på hjemmehjælperens ruter og notere, hvor lang tid vedkommende har været i de enkelte boliger.

- Det er helt forkert, at man ikke har et mellemled, som kommer ud i hjemmene, siger Pia Kjærsgaard, der vil medbringe det skærpede tilsyn som krav i efterårets finanslovforhandlinger med regeringen.

På landets plejehjem er der i dag lovkrav om et årligt kontrolbesøg. Men når

det gælder private ældreboliger, er det op til kommunerne selv at administrere kontrollen.

Socialminister Benedikte Kiær (K) vil gerne gå i dialog med DF, men afviser

foreløbig det konkrete forslag:

- Med store, rigide systemer er jeg bange for, at vi bruger en masse ressourcer på noget, som vi kunne bruge meget bedre på pleje og omsorg, siger Benedikte Kiær til Politiken.