Børns optagelser af forældres overgreb hjælper

Den 20. januar opfordrede Børnerådets formand i Kristeligt Dagblad til, at børn skal filme deres forældre, når de begår overgreb, hvis børnene ikke ellers kan få hjælp. Foto: colourbox.com

Kun få forældre bliver dømt for overgreb mod børn. Men optager børnene overgrebene på en mobiltelefon, kan mange hjælpes og flere forældre dømmes, vurderer politiet og advokat. Derfor er det en god ide, når de sociale myndigheder ikke er bedre til at hjælpe børnene, mener ekspert

Billeder af en fuld far eller en optagelse af mor, som slår lillebror. Det er ofte, hvad der mangler, for at få forældre dømt for vold og misbrug af børn. Den 20. januar opfordrede Børnerådets formand i Kristeligt Dagblad til, at børn skal filme deres forældre, når de begår overgreb, hvis børnene ikke ellers kan få hjælp.

LÆS OGSÅ: Ny test skal opdage misrøgtede børn

Og det er en stor hjælp for politi og domstole, mener Helle Larsen, der er formand for Danske Familieadvokater, som har ført flere af den slags sager.

En filmoptagelse taler jo for sig selv. Kan man identificere barnet og far eller mor, som slår, er det et så stærkt bevis, at der er rigtig gode muligheder for at vinde sagen, siger hun.

Politiet oplever ofte, at det er svært at tage forældrene på fersk gerning. Og kan man ikke det, er det vanskeligt at opdrive de nødvendige beviser, som kan danne grundlag for en sigtelse. Derfor bliver kun få forældre dømt, siger Lars-Christian Borg, der er pressekoordinator i Københavns Politi.

Det er utrolig svært at afgøre, om et barns blå mærker kommer af, at det er faldet eller er blevet slået. Så hvis børnene har optagelser eller andre klare beviser, betyder det, at langt flere forældre kan blive retfærdigt dømt, siger han.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, viser, at 65 procent eller godt to ud af tre forældre har begået vold mod deres børn.

Både Helle Larsen og Lars-Christian Borg er dog modstandere af, at man direkte opfordrer børn til at angive deres forældre.

Man beder børnene om at putte sig selv i en rigtig sårbar position, hvor de står med et kæmpe ansvar, hvis det pludselig er deres opgave at stå for bevisbyrden. Det er et udtryk for, at de sociale myndigheder har spillet fallit. Og tager 10-årige Lukas billeder af sin far, når han slår lillesøster, risikerer han jo, at far tager hævn, siger Helle Larsen.

Samme holdning har politiet og mener, at pædagoger og lærere skal blive bedre til at samarbejde med politiet og sagbehandlerne, når der begrundet mistanke om overgreb.

Men alt for tit bliver der sat spørgsmål ved børns troværdighed, når overgrebene ikke er tilstrækkelig bevist, mener May Olofsson, leder af Familieambulatoriet i Region Hovedstaden.

Forældrene prøver jo at dække over, hvad der foregår. Der er ulemper ved alle metoder, men hvis børn ikke bliver hørt af de ansvarlige voksne, er børns optagelser et godt redskab, så de kan få hjælp, siger May Olofsson.

Ifølge hende er det selvfølgelig et stort og tungt ansvar at sætte over på børnene. Men det er intet sammenlignet med flere år med vold og svigt.

For mange af de her børn er deres liv ødelagt for altid, fordi de ikke fik hjælp. Bliver der ikke grebet ind eller handlet i tide, er skaden sket, siger May Olofsson.

Hun refererer til de mange sager, der kører i medierne, hvor overgrebene har stået på i årevis, men ingen har grebet ind.

Her er det kun de allerværste tilfælde af mishandling af børn, der får samfundets bevågenhed, og som fører til straf.

Ifølge May Olofsson er der masser af børn, der jævnligt bliver slået, men hvor der ikke er blod eller blå mærker nok til at sigte forældrene.