Sikkerhedens pris

Illustration: Morten Voigt

I kølvandet på terrorangrebene i 2001 vedtog mange lande stramninger i straffeloven og retsplejeloven for at sikre en mere effektiv indsats mod terror. Men det medførte også en række begrænsninger i danskernes og europæernes retssikkerhed og personlig frihed. Hvorfor er det så svært at finde en rimelig balance mellem frihed og terrorbekæmpelse?

Da Jakob Scharf, chefen for Politiets Efterretningstjeneste, PET, i august holdt tale på Juridisk Fakultet ved Københavns Universitet, havde han 15 punkter på sit papir. Det var de vigtigste lektioner om efterretningsvirksomhed, som 10-året efter den 11. september 2001 havde lært ham og os. Punkt nummer 15 var, at terrorlovgivningen efter terrorpakkerne i 2002 og 2006 er tilstrækkelig og afbalanceret.

LÆS OGSÅ:Løkke: "Terroristerne vil aldrig nogensinde vinde"

Det danske folketing har været opmærksom på at finde en balance. Det er bemærkelsesværdigt, at vi ikke siden har ændret noget i lovgivningen; der har ikke været behov for det. Ændringerne har været nødvendige og hensigtsmæssige, sagde Jakob Scharf i sin tale.

Balancen mellem terrorbekæmpelse og personlig frihed har været genstand for debat siden 2001, og ikke mindst myndighedernes øgede beføjelser i forhold til overvågning af borgerne har vakt bekymring hos borgere, advokater og forskere. Det hænger sammen med, at vi har større problemer med at acceptere de regler, der indskrænker vores frihed på grund af terrorforebyggelse, end vi har ved at acceptere indskrænkelser af vores frihed på andre områder, mener juralektor Anders Henriksen fra Københavns Universitet.

Det er enormt sundt, at der er en skepsis over for anti-terrorlovgivning. For det betyder, at vi ønsker at værne om retsstaten, og at vi er mistroiske over for den stat, der begrænser vores frihed. Ligesom det er fornuftigt, at vi er kritiske over for indgreb i vores frihed på alle mulige andre områder. For eksempel fødevaresundhed. For udgangspunktet må jo sådan set være frihed, siger han.

Anders Henriksen forsker i regulering af terrorbekæmpelse og har netop udgivet en bog om terrorbekæmpelse og retsstaten efter terrorangrebene i 2001 på baggrund af hans prisvindende afhandling om emnet.

Men jo sværere det er for os at se, at indgrebene mod vores frihed virker, desto mere mistænksomme bliver vi, påpeger Anders Henriksen.

Vi kan se, at det giver mening, at vi giver vores børn sikkerhedssele på, for ellers ryger de ud gennem forruden ved en pludselig opbremsning. Men det er svært for os at se, hvordan logningsbekendtgørelser og overvågning reelt virker i bestræbelserne på at forebygge terror.

Der er i flere terrorsager herhjemme afsagt fængselsdomme for planlægning af og opfordring til terrorisme. Og de europæiske lande har reageret med meget forskellige tiltag inden for terrorbekæmpelse. Det skyldes både landenes forskellige erfaringer med terror før 2001 og deres opfattelser af trusselsbilledet for deres egne lande efter 2001. Det fortæller Wyn Rees, professor i international sikkerhedspolitik ved University of Nottingham i England.

Storbritannien og Spanien reagerede prompte på grund af deres erfaringer med terrorisme fra henholdsvis irske IRA og baskiske ETA og fordi de an-så sig selv for sandsynlige mål for al-Qaeda. Det skulle med angrebene på Madrid i 2004 og på London i 2005 vise sig at være korrekt antaget.

Andre lande som Holland og Belgien er gennem tiden blevet skånet for større nationale trusler og har reageret mildere på terrorangrebene i 2001. I tilfældet Storbritannien har debatten primært drejet sig om det tidsrum, mistænkte kan tilbageholdes i uden at blive sigtet, og den ubegrænsede tilbageholdelse af mistænkte, der ikke er nok beviser til at restforfølge.

Balancen mellem national sikkerhed og individuel frihed skal findes på en konstant glidende skala mellem terrortrusler og myndighedernes reaktion på truslerne, som Wyn Rees udtrykker det. Og regeringer har en tendens til at vedtage lovgivning i øjeblikkets ophidselse, som reaktion på krav fra offentligheden om at gøre noget.

I vestlige demokratier bliver lovændringerne normalt modereret over en periode gennem erfaringer med at forsøge at implementere disse foranstaltninger og at finde ud af, hvor de overskrider grænserne. Domstolenes og mediernes roller er helt afgørende for at afprøve foranstaltningerne og afsløre deres svagheder, siger professoren.

Og det er ganske naturligt, at domstolene efterhånden modererer lovgivningen, mener Anders Henriksen. For når man i første omgang reagerer, ved man ikke, om man overreagerer. Og man skal heller ikke være blind for, at den politiske pris ved at overreagere er mindre end ved at underreagere.

Demokratiets styrke er ikke, at det ikke begår fejl. Demokratiets styrke er, at det skal regenerere sig selv. Det er ikke noget større problem på sigt, hvis demokratiet overreagerer. Vi skal bare finde en rigtig balance igen, siger Anders Henriksen.

Han efterlyser på den baggrund tids-begrænsninger på lovændringer, som man kender det fra USA og Storbritannien, hvor man nogle år efter vedtagelsen evaluerer lovgivningen.

Det er ganske simpelt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor der er politisk modstand mod det. For det er netop en måde at opretholde den balance. Der er jo også nogen, der mener, at briterne underdrev efter 2001. Og at hvis de havde været mere opmærksomme på islamister, havde de undgået bomberne i London i 2005. Vi bliver nødt til at være åbne for, at der er en risiko for, at vi henholdsvis underreagerer eller overreagerer, siger Anders Henriksen.

Det er utrolig svært at definere en balance i lovgivningen mellem national sikkerhed og personlig frihed, fortæller Jacob Mchangama, chefjurist i den borgerlige tænketank Cepos, og under-streger, at Danmark ikke er gået lige så offensivt til værks som USA, Stor-britannien og Frankrig.

Det er ikke sådan, at vi har indført en politistat i Danmark på nogen måde. Men på nogle områder kunne man godt have gået mindre hårdhændet frem, siger Jacob Mchangama.

Han efterlyser blandt andet en bedre juridisk og parlamentarisk kontrol med efterretningstjenesten, så man får en større grad af sikkerhed for, at de udvidede beføjelser, efterretningstjenesten har fået, ikke bliver misbrugt.

Spørger man Jakob Scharf, er efterretningstjenesten blevet mere gennemsigtig siden den 11. september 2001.

Det er meget vigtigt for os, at vi i vores bestræbelser på at beskytte grundlæggende værdier i vores samfund ikke krænker de grundlæggende principper, som samfundet er bygget på. Men der er situationer, hvor vi, hvis vi orienterede offentligheden, ville skabe utryghed. Eller hvor informationerne ikke ville have anden nytte for borgerne end at skræmme dem, fortalte efterretningschefen fra talerstolen på Københavns Universitet.

Den mest kritiske følgevirkning for borgenes frihedsrettigheder ved angrebene i 2001 er ifølge Jacob Mchangama en meget bred definition af terror, som også gør sig gældende i Danmark. Straffeloven kriminaliserer for eksempel støtte til personer, der giver penge til terrororganisationer. Men en række frifindelser af danske og udenlandske organisationer indikerer, at loven er vanskelig at tolke for domstolene.

Fordi terrorbestemmelsen er så bred, og fordi man også har inkluderet begrebet medvirken til terror, kan det være svært for organisationer at vide, om man arbejder samen med nogen, som er terrorister i lovens forstand, siger Jacob Mchangama.

Ændringerne i straffeloven har også haft konsekvenser hvad angår ytringsfrihed, siger Jacob Mchangama og peger på den københavnskbaserede satellitstation ROJ-tv, der stadig er under tiltale for at fremme den kurdiske separatistbevægelse PKKs virke. Og på Dagbladet Arbejderen, der i 2005 som dokumentation for en historie bragte foreningen Oprørs appel om at støtte PFLP og Farc på sin hjemmeside. Appellen blev fjernet, da politiet orienterede Arbejderens netudbyder om risikoen for tiltale for medvirken til terrorstøtte.

Man kan sige, at de fleste næppe mærker meget til det. Men der er for eksempel en masse af vores personlige data, som bliver registreret. Og sagerne om ytringsfrihed rejser nogle spørgsmål om, i hvor høj grad pressen kan skrive frit om terrorisme, og om de skal tænke sig om en ekstra gang i forhold til vinkling, siger Jacob Mchangama.

Efter Jakob Scharfs mening har vi herhjemme gjort fremskridt, når det gælder definitionen af terror.

Jeg forstår kritikken af, at definitionen er bred. På den anden side er vi nødt til at forstå, at dette er nyligt vedtaget international lovgivning. Og vi har nu en situation, hvor domstolene i Danmark og andre lande har afsagt de første domme på grundlag af den lovgivning. Vi har nu et klarere billede fra domstolene af, hvordan man fortolker definitionen, siger han.

mcghie@k.dk