LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Man aflytter ikke sine venner

USA har skadet forholdet til Europa med landets aflytninger

USA risikerer at sætte forholdet til sine allierede over styr med det gigantiske tillidsbrud, som den massive overvågning og telefonaflytning af blandt andet europæiske statsledere repræsenterer. Skal man være venlig, må man tro, at USAs præsident, Barack Obama, ikke selv har været vidende om detaljeringsgraden af den omfattende amerikanske overvågning af telefonsamtaler og e-mails i Europa, som løbende offentliggøres i denne tid.

LÆS OGSÅ:
USA trækker på skuldrene over aflytning

Man kan håbe, at overvågningen er blevet foretaget af en efterretningstjeneste, der er faret vild i det uendelige cyberunivers og har mistet ethvert etisk og politisk pejlemærke. Men uanset Obamas personlige detailkendskab er sagen så alvorlig, at den belaster en række europæiske landes forhold til USA.

Det er en hel verdensorden, som USA risikerer at skade med den tilsyneladende massive overvågning af snart sagt alt og alle i allierede lande. Fundamentet for den transatlantiske alliance, der har været en grundpille i verdenspolitikken siden Anden Verdenskrig, er i fare for at smuldre. Den bygger ikke kun på kølig interessetænkning, men også på et vestligt værdifællesskab, hvor tillid spiller en betydelig rolle.

At det netop er stormagten og lederen af den frie verden, der afsløres i at overvåge sine venner, er blandt andet underminerende for deres villighed til at stille sig bag USA i for eksempel udenrigspolitiske anliggender. Det vil være til fælles skade, for verden har brug for USA som stærk supermagt.

En del af overvågningen er formentlig lovlig og har til formål at afsløre terroranslag, inden de finder sted. Men en anden del af overvågningen beskyldes for at være blevet brugt til at fremme amerikansk industri på bekostning af europæisk.

Under den kolde krig blev spionage ofte fremholdt som et gode. Jo bedre kendskab man havde til de reelle hensigter hos modparten, des lettere undgik man at overreagere i en konfliktsituation. Spionage virkede derfor ofte konfliktnedtrappende.

Men nu er det ikke en fjendtligtsindet stormagt, der overvåger og spionerer, men en ven. Det slører billedet. I debatten fremføres det, at selv allierede kan have modsatrettede interesser, og at alle lande spionerer mod ven som fjende. Fadæsen i denne sag, lyder argumen-tationen, er, at USAs spionage er blevet af-sløret.

Men det er ikke afsløringen, der gør en forkert handling uetisk. Den er problematisk i sig selv. Den amerikanske overvågning er ødelæggende for et godt og tillidsfuldt forhold. USA må nu forklare sig, og der skal for den fælles sikkerheds skyld gøres alt for at forbedre forholdet og tilliden mellem Europa og USA.

bjer