Tal sammen - om organdonation!

Organdonation er for mange mennesker et personligt og følsomt område, som rejser en række spørgsmål om retten til selv at bestemme over kroppen, følelser og ritualer omkring døden og hensyn til pårørende.

Tal sammen om organdonation!

"Samtale fremmer forståelsen" var for flere år tilbage et reklameslogan i mobiltelefon-branchen. Om det havde effekt på bundlinjen, er ikke relevant her og nu, hvor vi retter fokus på den kendsgerning, at samtalen rent faktisk er et sikkert værktøj til dels at afklare egne holdninger, dels dele dem med andre.

At sætte ord på overvejelser glæder, sorger, bekymringer og forventninger og føre samtale og dialog med vore nære, er at dele livet med dem, vi holder af. Et af de emner, der ikke alene gør en samtale værdifuld, men også påkrævet, er organdonation.

Organdonation er for mange mennesker et personligt og følsomt område, som rejser en række spørgsmål om retten til selv at bestemme over kroppen, følelser og ritualer omkring døden og hensyn til pårørende.

Årsagen til, at organdonation ofte påkalder sig mediernes opmærksomhed, er enkel: Det handler om den teknologiske udvikling på sundhedsområdet, der giver os nye muligheder; det handler også om velstandsudvikling, hvor vi stiller krav om flere og flere ydelser, og det handler om organmangel, fordi efterspørgslen er større end udbuddet.

Og så rummer emnet såvel nærhed som distance for den enkelte: Nærhed, fordi organtransplantation i de fleste tilfælde forudsætter et andet menneskes død, og da vi alle skal herfra før eller siden, er den personlige holdning relevant for både hver enkelt af os og for vore pårørende. Og samtidig er emnet fjernt, fordi den reelle sandsynlighed for overhovedet at ende som hjernedød organdonor er ganske lille: I Danmark erklæres mellem 100 og 200 personer årligt for hjernedøde.

Og mens vi er ved de nøgne fakta: Af de årligt erklærede hjernedøde bliver mellem 60 og 80 personer organdonorer, og fra disse udtages i gennemsnit organer til 3-4 patienter, hvilket giver cirka 250 transplantationer årligt i Danmark. I dag er cirka 575.000 danskere registreret i Donorregistret, og pr. 1. juli 2008 stod 612 personer på venteliste til et nyt organ i 2007 var tallet 452 på venteliste, mens 50 personer døde mens de stod på ventelisten. Tallene taler deres tydelige sprog: Organmanglen er en realitet.

De mange etiske spørgsmål, der knytter sig til organdonation, har altid haft Det Etiske Råds bevågenhed, og på konkret forespørgsel fra Folketingets Sundhedsudvalg har Rådet udarbejdet redegørelsen Organdonation Etiske overvejelser og anbefalinger, der udkom kort før jul.

Det er anbefalingerne fra redegørelsen, der giver os anledning til at "gøre fælles front" på tværs af såvel partilinjer som andre tilhørsforhold, i forsøget på at gøre opmærksom på informationers og samtalers vigtighed:

Det er væsentligt at få ordentlig information ud til befolkningen ud i hjemmene, hvor denne viden gerne skulle give anledning til samtale og dialog. Det er vores overbevisning, at dialog og samtale er de allervigtigste forudsætninger for at få skabt den debat, der går forud for den folkelige forankring, som er nødvendig for, at vi gør vores stilling op. Og pointen er netop, at det her og nu alene handler om at tage stilling et ja er lige så godt som et nej.

Det er også vigtigt for os at understrege, at der aldrig må ske en sammenkobling mellem på den ene side ventelisten og manglen på organer og på den anden side organhandel. Den store gruppe danskere, der ikke i dag er registreret som organdonorer, skal ikke have dårlig samvittighed, og de er under ingen omstændigheder ansvarlige for de enkelte tilfælde hvert år, hvor danskere rejser ud i verden for at købe sig et organ. Organhandel eller organturisme er en uetisk løsning og derfor ulovlig i langt de fleste lande.

De etiske overvejelser går især på den fundamentale forskel, der er på denne behandlingsform i forhold til andre medicinske behandlinger: Organtransplantation indebærer en direkte afhængighed mellem en patients behov for nyt organ og et andet menneskes død. Og med denne særlige situation følger tre centrale hensyn, der udgør fundamentet for hele debatten om organdonation: hensynet til den døde, hensynet til de pårørende og hensynet til patienten, der lever med stærkt nedsat livskvalitet på grund af sygdom.

Vi ønsker særligt at fremhæve hensynet til de pårørende til en hjernedød. De pårørende til en potentiel organdonor spiller nemlig ofte en særlig central rolle som dem, der skal beslutte sig på afdødes vegne. Hjernedød er ikke sjældent resultat af pludselige begivenheder, og der har ikke forud været et forløb, hvor de pårørende har kunnet tale sammen om døden og holdningen til organdonation.

Midt i chok, kaos og sorg er tid en afgørende faktor beslutningen om at udtage organer skal af hensyn til transplantationens succes træffes hurtigst muligt, efter et menneske er erklæret hjernedød. Hertil kommer, at afskeden med den hjernedøde i denne situation forløber på en særlig måde: Den første afsked sker på hospitalsstuen, hvor den hjernedødes hjerte stadig slår, kroppen er varm og åndedrættet fungerer. Den hjernedøde bliver kørt på operationsstuen, hvor organer bliver opereret ud, og det er først senere på operationsstuen, at den hjernedødes hjerte holder op med at slå. De pårørende er derfor forhindret i at overvære det øjeblik, hvor deres nære udånder. Det betyder, at transplantation i praksis er udelukket, hvis det er af afgørende vigtighed for de pårørende at være til stede, når kroppens funktioner ophører og åndedrættet standser.

Erfaringer viser, at i de tilfælde, hvor de pårørende er bekendte med den afdødes ønske om organdonation, sker det stort set aldrig, at de modsætter sig afdødes ønske. Tværtimod har de pårørende væsentligt nemmere ved at beslutte sig for organdonation.

Problemerne kan derimod opstå, når den afdøde ikke har taget stilling altså når de pårørende ikke kender afdødes ønske, og dette ikke er registreret på donorkort eller i Donorregistret. Her er det alene op til de pårørende indenfor et vist tidspres at tage stilling til donation. Og transplantation kan kun finde sted, hvis de pårørende giver udtrykkeligt samtykke. Erfaringer viser, at cirka halvdelen i denne situation siger ja til organdonation.

Undersøgelser viser i øvrigt, at en hovedårsag til, at et egnet organ ikke bliver anvendt til transplantation er, at de pårørende afslår organdonation. Dét er tankevækkende i en tid med organmangel og ventelister og understreger endnu en gang vigtigheden af, at vi sammen med vore nærmeste tager stilling til muligheden for organdonation.

Hensynet til de pårørende indeholder også et andet praktisk element, nemlig de konkrete, rituelle rammer om organdonation. Der er mange gode grunde til, at vi også fokuserer på de rituelle rammer i forbindelse med de pårørendes afsked.

Organdonation eller ej? Beslutningen kan være vanskelig. Det væsentlige er, at vi alle føler os "klædt på" til at tage stilling og at vi gennem samtale og dialog giver vores holdning til kende. Hvorvidt vi hver især vælger til eller fra er ikke afgørende. "Ved ikke" er også en acceptabel holdning.

Opfordringen er her og nu, at vi hver især griber muligheden for den gode samtale med vore kære. Reklame eller ej: Samtale fremmer forståelsen!

Kronikken er skrevet af Preben Rudiengaard, (V), MF, formand for Folketingets Sundheds-udvalg, Lene Hansen, (S), MF, formand for Folketingets Udvalg vedrørende Det Etiske Råd, Peder Agger, formand for Det Etiske Råd, og Lotte Hvas, næstformand for Det Etiske Råd