Svend Eriks historie 1: Et varmt farvel

Tegning: Peter M. Jensen

Læs fortællingen Når hjertet ikke dør om Svend Erik Søgaard, der trods sin tvivl gav lægerne sit ja. Et ja til organdonation af hans kones lunger, lever, nyrer - og hjerte.

Svend Erik Søgaard går de få skridt fra første stolerække og træder op på det lille trin til koret. Han har stået på den plet midt i den lille landsbykirke mange gange før. Men på denne juleaftensformiddag i 1997 er han iført sort jakkesæt med mørkt slips, ikke sin lange kjole og hvide krave.

Aftenen før sad Svend Erik længe på kontoret i præstegården. Tanker og ord for rundt i hovedet på ham uden hverken mål eller mening, og talen ville bare ikke lade sig skrive. Men en ting blev han dog klar over i sin timelange søgen efter ord. Han måtte fortælle dem om beslutningen. Selvom de sikkert ikke ville forstå.

Nu står han så og skal sige den sætning, hans trætte hoved endelig fik konstrueret. Til sognebørnene, sin familie, sin kones familie. Og til sine fire børn. »Gerdas hjerte er et andet sted.«

Det er onsdag midt på dagen, og Svend Erik, Anna på otte og Jakob på seks, husets mindste, får sig lidt hurtig frokost ved spisebordet i præstegårdens køkken, inden mor kommer hjem fra arbejdet i børnehaveklassen i Sunds. Svend Erik stresser. Om kort tid skal han forestå en vielse i Ilskov Kirke i den anden ende af sognet, og han skal bruge bilen for at komme derud. Men Gerda er forsinket. Han kan mærke utålmodigheden presse sig på. Men også at den nok bunder i hans eget forventningspres til netop denne vielse.

For den lille treenighed med mor, far og datter har med deres livsglæde gjort et specielt indtryk på ham under forsamtalen forleden. De vil give hinanden den julegave at blive en rigtig lille familie - bare de tre; ingen andre skal være med til brylluppet på denne smukke vinterdag en uge før juleaften.

Den lille pige er født med et svært handicap, som en operation i USA har hjulpet hende til at overleve. Og faren har netop fået en ny nyre. Specielt historien om den nye nyre og det nye liv for familien, som den har medført, har gjort indtryk på Svend Erik. Og han har da også nævnt solstrålehistorien for sin kone.

Midt i rugbrødsmadderne og Svend Eriks indre forberedelser hører de en banken, og døren til køkkenet går op. Svend Erik bliver overrasket, da han ser, det er genboen, Finn Pedersen. Han når lige at tænke, at han da burde være ude og køre kartofler sammen med sin far, da Finn siger: »Far er kørt ind i Gerda.«

Det er et mirakel! For tre timer siden fandt han sin kone siddende uhjælpeligt fastspændt i deres store syvpersoners Peugeot Familiale bare fem kilometer hjemmefra. Og nu står han og snakker med hende på Herning Sygehus' skadestue, mens hun får lagt gips på et lidt kompliceret brud på venstre hånd.

Han kan næsten ikke tro det. For han så det jo med sine egne øjne. Den væltede gummiged og deres maste Peugeot, som det tog Falck tre kvarter at få Gerda klippet ud af. Og så klager hun kun over smerterne i armen. Godt nok har hun store blå mærker på begge hænder og op og ned ad armene, på knæene og lidt rundt omkring på kroppen. Og i panden over venstre øje et lille mærke på en god centimeter, som hun dog intet mærker til. Det er et mirakel.

Ved hovedgærdet til hospitalssengen sidder en blodtryksmåler, og Svend Erik kan ikke lade være med at stå og holde øje med kviksølvsøjlen. Pludselig falder den drastisk. Hvad er nu det? Er det normalt?

Lægen svarer ham roligt og yderst kompetent, synes han. Han forklarer, at Gerda hyperventilerer, og at hun skal koncentrere sig mere om at trække vejret. Hun får en brun papirpose, som hun skal trække vejret igennem. Og Svend Erik kan se, at det hjælper.

Senere begynder Gerda at klage over hovedpine, hun kaster op og bliver træt, og på skadestuen beslutter de sig for at indlægge hende til observation for hjernerystelse. Lidt efter vender Gerda sig mod ham. »Det er som om, jeg forsvinder.«

Han er ikke rigtig klar over, hvad hun mener. Men han siger beroligende til sin kone, at hun jo er i gode hænder, så hun skal bare hvile sig og sove, som de siger. Så skal det nok gå.

Lidt efter tager han hjemad. Det er ved at være spisetid, og børnene, Maria på 10, Anna på otte og Jakob på seks, har endnu ikke hørt fra ham, hvordan deres mor har det. Storesøster Sara er på »Bjerget«, efterskolen i Thy, hvor hun går i 10. klasse. Svend Erik synes ikke, han vil ringe til hende endnu - vil ikke gøre hende unødigt bekymret. Mor kommer jo hjem i morgen.

Sent på natten ringer telefonen. Det er fra Herning Sygehus. De har besluttet at overføre den nu skiftevis bevidstløse og vågne Gerda til Århus Kommunehospital. To scanninger har i aftenens og nattens løb vist en voksende væskeophobning, et såkaldt ødem, i venstre side af hjernen. Lægerne mener, at ødemet er opstået i forbindelse med ulykken.

I de næste to dage skiftevis sidder og ligger Svend Erik ved sin bevidstløse kones side på tomandsstuen på kommunehospitalets neurokirurgiske afdeling. Personalet tager massevis af blodprøver og urinprøver. Og han ser dem også med jævne mellemrum afprøve hendes reflekser. Torsdag registrerer de en nedsat reaktion på reflekserne i hendes højre side. Og de fortæller Svend Erik, at han og familien skal indstille sig på, at alting bliver anderledes fra nu af. Den aften finder Svend Erik og børnene en plakat af menneskekroppen frem, og Svend Erik forsøger at fortælle sine børn, at de skal forvente, at mor er blevet lam.

Sara er der også. Hun er blevet hentet hjem fra efterskolen. Og nu hvor hun er hjemme, træder hun automatisk ind i rollen som den store storesøster, der må tage sig af sine små søskende og, ikke mindst, hjælpe sin far i den svære tid, der kommer.

Den aften samler de madrasser, puder og dyner sammen og lægger sig alle til at sove i det store legerum oppe på førstesalen. Men først synger de »Et barn er født i Betlehem« og beder Fadervor - nøjagtig som de har gjort det alle de andre dage i denne december måned. Der var mor bare med til at synge.

Det er lørdag formiddag, og Svend Erik og tre af børnene er på vej op til Kommunehospitalets sjette sal. De skal se deres mor for første gang siden onsdag morgen. Tidligt i morges fik han at vide i telefonen, at de burde komme ind på hospitalet alle sammen. Det så ikke godt ud med Gerda. Svend Erik har sine anelser om, hvad meldingen betyder. Så han har det ikke godt med, at hans næstældste, Maria, ikke er med. Men hun ville ikke. Influenzaen og hovedpinen var for slem, og hun kunne jo altid komme ind i morgen.

Da de kommer op på afdelingen, tager Svend Erik straks børnene med ind på stuen. De stiller sig alle sammen til venstre for fodenden af sengen; det eneste sted, hvor der er lidt plads.

De ser på hende, som hun ligger der helt stille i hospitalssengen med slanger og ledninger i mange farver sat på bryst, hals og hænder. En stor tyk gummislange skjuler munden, og der hænger slanger ud fra dynen.

På væggen og rundt om sengen er der skærme og maskiner, der lyser og blinker og bipper. Og lyden; den lange pustende udånding med den efterfølgende sekundlange pause. Det er respiratoren. Svend Erik fortæller børnene, at den hjælper mor med at trække vejret, for det kan hun ikke selv.

For mor er død. Han siger det højt, men er ikke sikker på, at alle tre forstår. Og han forstår heller ikke selv sine ord, som lægerne end ikke har sagt ham.

Svend Erik stiller sig lidt i baggrunden og ser ned på sin Gerda. Det ser ud, som om hun sover. Men alligevel er der noget ved hendes ansigt, som han ikke kan genkende. Det er så tomt. Ikke et eneste lille bitte træk omkring munden, ikke et eneste lille bitte tic ved øjenlågene. Kun lidt kulør i kinderne. Det eneste, der bevæger sig er hendes brystkasse.

Svend Erik ser på lægen, der sidder på den anden side af bordet i det lille samtalerum. Han virker rolig. Selv sidder Svend Erik bleg og med sorte render under øjnene efter tre dages manglende søvn og alt for mange cigaretter. Men han lytter.

Lægen fortæller ham om de små blodpropper, der fra en revne på den øverste del af halspulsåren løber op mod hjernen. Om trykket fra ødemet, der øges, så blodtilførslen til Gerdas hjerne langsomt mindskes. Han fortæller, at hendes reaktion og reflekser efterhånden er meget begrænsede på grund af skaderne. At hun formentlig ikke længere selv kan trække vejret. Og at der ikke længere er noget, lægerne kan gøre. Gerda er døende, og vil dø inden for kort tid. Hvis hjernen da ikke allerede er død. Et eller andet sted dybt inde vidste Svend Erik det godt. Gerda vil lide hjernedøden.

»Har du og Gerda talt om jeres holdning til organdonation?«

Alligevel har han ikke ventet det spørgsmål, som lægen nu stiller. Hvorfor ved han ikke. For han og Gerda har masser af gange talt om dilemmaerne omkring organdonation og transplantation i en studiegruppe. Det er jo et spændende emne, og begge går de op i etik og menneskelige dilemmaer. Måske på grund af deres oprindelige uddannelse som diakoner.

Men de har aldrig spurgt hinanden, hvad de hver især skal svare lægerne, hvis den anden bliver erklæret hjernedød. Så hvad deres holdning er? Svend Erik aner det ikke. Men han har en fornemmelse. »Nyrerne, dem må I gerne tage.«

Svend Erik svarer prompte og er ikke et sekund i tvivl om, at det vil Gerda også synes er i orden. Hun havde også syntes, at den lille familie fra forleden havde fortjent at blive lykkelig. Og Gerda, der er sådan et givende menneske; altid skal hun hjælpe andre. Som spejderleder, som frivillig i Red Barnet og til møder i præstegården. Ja, de må gerne tage nyrerne. Og med dem leveren og lungerne og det andet. Det er han sikker på.

Men hvad med hjertet?

Han kan da ikke give hendes hjerte væk. Det hjerte som han fik af Gerda for snart 20 år siden ved deres bryllup. Alle deres følelser, al deres kærlighed, hele deres liv sammen, lagde de i hinandens hjerter den dag. Hvor bliver alt det af, hvis han siger ja til lægerne? De mange tanker for og imod gør ham forvirret. Men også fortvivlet. For hvad vil andre ikke sige og synes?

»Kan vi ikke holde det hemmeligt?«

At holde det hemmeligt, at lægerne opererer Gerdas organer ud, synes pludselig som en mulig løsning i Svend Eriks trætte hoved. Han tror, han gerne vil give, og Gerda vil sikkert også gerne. Men Gerdas familie - de gamle forældre vil sikkert ikke synes om det. Og børnene?

Svend Erik hører lægen sige, at han bliver nødt til at snakke med sine børn om det her. At de alligevel vil spørge om det en dag. Ja. Han ved godt, at lægen har ret. Han kan ikke holde sådan en beslutning hemmelig for hverken børnene eller Gerdas familie. Han ville aldrig kunne leve med det. Han nævner over for lægen og sygeplejersken på den anden side af bordet, at han er i tvivl om, de også må bruge hjertet.

»Gerda har et stærkt hjerte«, siger lægen.

Ja, det ved jeg godt, tænker Svend Erik. Men jeg ved det på en anden måde end du, kære ven. Svend Erik fornemmer, at sygeplejersken og lægen kan godt se, han har det skidt, når det kommer til hjertet. De tilbyder, at hvis Svend Erik gerne vil tænke over det med hjertet, så kan de godt give ham lidt tid. Svend Erik takker, og de aftaler, at han senest skal fortælle dem om sit svar før familiens farvel til Gerda på stuen kl. 17.00.

Mens Saras søskende leger ved juletræet for enden af afdelingen, har far bedt hende gå en lille tur med hen ad de lange hvide gange med de mange mennesker. De holder om hinanden, mens de går, og far forsikrer sig om, at hun er o.k. Det er hun. Sara har forstået, at mor er død. Da far sagde det inde på stuen, »Mor er død«, var det som om mors sjæl forsvandt ud af hendes krop i sengen. Men det er mærkeligt, at mor stadig trækker vejret, og at hendes hånd er varm.

»Sara, hvad synes du om, at vi giver mors organer væk?« Hun synes, det er rart, at far spørger hende til råds. Og hun siger til ham, at hun synes, det er en god idé. Og at hun tror, at mor også synes, man skal give det, man ikke skal bruge til andre mennesker. Sara kan mærke, at det er mors hjerte, der giver far problemerne. Men hun kan ikke helt se hvorfor. For hende er hjertet en muskel. En muskel med særstatus, ja. Men en muskel. Og Gud er ligeglad med muskler. Det er mor, Han får. Ikke hendes organer.

Da de er tilbage ved stuen, finder Svend Erik et par stole, sætter sig og tager Jakob op på skødet. Han trækker også Sara og Anna tæt ind til sig, og stiller dem så det samme spørgsmål, som han stillede sin ældste datter tidligere. Jakob reagerer ikke rigtig, men Anna vover at sige lidt. »Så kan mor fortsætte med at være sød ved andre.« Ja, det er rigtigt, Anna. Svend Erik nikker indvendigt, da han hører sin otteårige datters ligefremme bemærkning. Gid det også var så enkelt for mig, min pige.

De beslutter sig for at tage hen til Gerdas bror for at få lidt frokost før andagten, hvor de skal sige farvel til mor. Der er stadig nogle timer til. Gerdas forældre kommer også, så han kan fortælle dem om beslutningen. Han ved, at de gamle mennesker, der har levet på heden hele deres liv, ikke vil synes om det. Men han bliver nødt til at tale med dem. Og hvem ved, måske de alle sammen kan hjælpe hinanden til at forstå.

Han og børnene er på vej til at forlade afdelingen, da sygeplejersken trækker ham lidt til side.

»Har du fået tænkt over det? Det haster ...« Svend Erik hører knap nok sygeplejerskens sætning færdig. Hører ikke tonefaldet. Han forstår ordene som om, at han skal give hende sit svar nu. Med det samme. Men hvad med hjertet?

»Tag det hele«. Sådan. Han har svaret. Han vil ikke tænke på, om det var den rigtige beslutning for ham at tage. Vil bare ud. Væk fra det hele.

På stuen høres lavmælt gråd. Og vejrtrækning. Gerdas mekaniske vejrtrækning, som respiratoren med regelmæssige pust ånder ind i hende. Anna, Sara, Jakob og Maria står tæt sammen til venstre for fodenden. Svend Erik står lige bag dem, men ikke længere fra Gerda, end at han kan læne sig frem og nå hende. Gerdas forældre, hans mor, deres søskende og nogle søskendebørn står rundt om på stuen. Han har svært ved at forstå, at han siger farvel til sin kone. Tænk, at hun er død. At der ikke længere er liv i hans Gerda, selvom hun er varm og ånder og ligner en, der sover dybt.

I rummet ved siden af venter lægerne. Bagefter vil de tage den anden hjernedødstest, så de er helt sikre på, at Gerda er hjernedød. I løbet af aftenen vil de køre hende på operationsstuen. Og i morgen middag kan de så alle sammen sige farvel til hende på en mere almindelig måde i hospitalets kapel.

De synger »Jeg er træt og går til ro« og beder Fadervor, og Svend Erik læner sig frem, lægger sin hånd på sin kones varme pande og lyser velsignelsen. »Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn over dig og give dig fred.« Amen. Så kysser han hendes pande.

Egentlig har Sara ikke lyst til at røre ved mor. Det havde hun heller ikke i går oppe på stuen, men i dag i hospitalets kapel med de mange stearinlys og den rare atmosfære, virker det anderledes på hende. Så definitivt. Meget mere definitivt end ved andagten på stuen i går. Sara tager sin mors hånd alligevel - det er jo sidste gang, hun har muligheden. Den er kold. Ikke meget kold, men ligesom hænder er, når man har været ude at cykle.

Før de gik ind i kapellet tænkte Sara på, om hun mon ville kunne se arene fra operationen i nat. Men det kan hun heldigvis ikke. Hun kan slet ikke se, at mor er blevet opereret. Det strejfer hende, at det kun er en tom skal af knogler og hud, der ligger der. Måske er det også derfor, at hun ikke rigtig synes, at det er hendes mor, der ligger der? Tanken skræmmer hende, og hun kaster den fra sig og lytter i stedet til sygehuspræsten. Så beder de alle sammen Fadervor. Også dem fra familien, der sidder og står ude ved kanten af rummet. Hun har slet ikke lagt mærke til dem.

Far siger, at børnene skal lægge roserne, som han gav dem, da de gik ind. Og en efter en lægger de dem på mors mave og bryst. Sara begynder at kunne mærke, at nu vil hun gerne ud. Det føles ikke længere så meget som om, at det er mor, der ligger der. Mere som om, det er en død. Hun synes det er rart, da far lægger op til opbrud. De går ud af den tunge trædør. Den smækker hårdt, og Sara vil ikke derind igen.

Lillejuleaften sidder Svend Erik på sit kontor i præsteboligen. Han prøver at samle sine tanker, så han kan få skrevet en tale til begravelsen i morgen. Han vil fortælle sognet, at det bliver hans sidste jul, fordi han allerede for et par uger siden sagde ja til at blive sygehuspræst i Herning. Det skal han nok få gjort. Han føler, at han må sige noget mere. Noget om donationen.

Men det er ikke nemt. For mareridtet fra forleden nat sidder stadig i ham. Og endnu en gang hører han Gerdas skrig, der beder ham om at komme. Beder ham om hjælp, mens lægerne parterer hendes krop og skærer den i stumper og stykker. Men han kan ikke gøre noget. Bare stå og se på. Han kan ikke hjælpe sin kone fri af lægernes greb.

Drømmen havde fået ham til at styrte ud af soveværelset. Ud af ægtesengen. Og ned i køkkenet, hvor han havde vandret frem og tilbage og slået sin næve i spisebordet. Hvad har du dog gjort, lille mand. Hvad har du dog gjort!

Læs sidste del af fortællingen her.