Markant flere donerer kroppen til videnskab
Efter årtier med alvorlig mangel på lig til undervisning og forskning er antallet af danskere tilmeldt en donorordning tredoblet på blot to år. Døden er blevet mere personlig og mindre religiøs, mener forskere
Danskerne donerer deres krop væk som aldrig før. Godt 900 danskere skrev sidste år under på, at deres døde krop tilhører læger, kommende læger og forskere, og det er en stigning på 200 procent i forhold til 2007.
Hos landets tre donorordninger er glæden derfor stor, for det er svært at opretholde kvaliteten i undervisningen af de lægestuderende, når der altid mangler kroppe. Også efteruddannelse af speciallæger og forskning i nye teknikker lider under, at antallet af donorlig har ligget på et stabilt, men lavt niveau i flere årtier.
Selvom den nye givervilje først kommer videnskaben til gode om 10-20 år, er leder af donorordningen på Syddansk Universitet, læge og lektor på Medicinsk Anatomi John Chemnitz meget tilfreds med udviklingen.
– Jeg håber, at det er tegn på, at denne form for donation er blevet mere kendt og mindre tabubelagt. Vi har virkelig brug for hver eneste donor, siger han.
Det er typisk ældre mennesker, der tilmelder sig ordningerne, og mange gør det for at betale tilbage til et sygehusvæsen, der har behandlet dem godt. Endnu flere giver den begrundelse, at de gerne vil gøre gavn for andre; de skal jo alligevel ikke bruge kroppen længere. Men under de forklaringer gemmer sig en række tendenser i tiden, mener flere samfundsforskere. Ifølge sociolog og dødsforsker Michael Hviid Jacobsen fra Aalborg Universitet kan den markante udvikling meget vel være afledt af, at vi i stigende grad bliver bedt om at træffe meget svære beslutninger om eksistentielle forhold: organdonation, livstestamente, den sidste vilje. Vi bliver simpelthen bedre rustet og mere hårdføre i forholdet til døden.
– Vi ser en af-tabuisering af døden i disse år, hvor det er blevet mere normalt at forholde sig til, hvad der skal ske, når livet slutter. Det kommer blandt andet til udtryk gennem donationer, som jeg tror, vi vil se langt flere af, siger han.
Der er også to mere grundlæggende udviklingstendenser på spil, mener religionssociolog Morten Warmind fra Københavns Universitet, nemlig sekulariseringen og individualiseringen. Religion har ikke længere så meget at skulle have sagt i forhold til kroppen efter døden, og danskerne vender sig generelt stadig mere væk fra kristne dogmer om ligets ukrænkelighed. Derfor bliver næsten alle i dag brændt. Men samtidig ligger der også et klart og personligt valg i at donere sin krop. Liget er måske ikke vigtigt, men det er iscenesættelsen af det, siger Warmind:
– Det svarer på en måde til et dekoreret gravsted. Og en gravskrift om, at man gjorde noget for andre helt til det sidste.
Netop tendensen til, at ritualer omkring døden bliver mere individuelle, har lektor i kulturanalyse Dorthe Refslund forsket i. Urnen er malet af en kunstner. Kisten er tegnet af en arkitekt. Selv døden skal fortælle noget om os, for når vi ikke kan leve evigt, må eftermælet tage over.
– Tanken om, at i døden er vi alle ens, huer os ikke. Vi vil fastholde os selv, som dem vi er, også i døden. Hvis man donerer sin krop til noget meningsfyldt, skriver man jo samtidig sig selv ind i en ny fortælling, siger hun.