Hendes hjerte duede ikke. Nu har hun en andens
For 20 år siden holdt mange vejret, da den første hjertetransplantation fandt sted på Rigshospitalet, og i 2010 har flere danskere end nogensinde fået et organ fra et andet menneske. Trine Larsens liv blev forlænget på ubestemt tid, da hun i februar fik et nyt hjerte
Det var en fredag. 32-årige Trine Larsen og hendes mand, Anders, sad og ventede på den læge, som langt om længe skulle fortælle dem, hvad der var galt med Trines hjerte. Og hvad lægerne ville gøre ved det.
Igennem de seneste tre-fire måneder havde hun tilbragt næsten alle hverdage fra klokken 8 til 15 med undersøgelser på Odense Universitetshospital i et forsøg på at finde den præcise årsag til hjerteproblemerne. Hendes toårige datter, Trille, troede, at mor bare tog på arbejde som musikpædagog, når hun drog af sted om morgenen.
I dag skulle de have svar. Den mandlige overlæge kom ind og fortalte, at de var nået frem til en konklusion. Ud over at hjertet var for stort, kunne det venstre kammer ikke trække sig rigtigt sammen – derfor blev blodet ikke pumpet ordentligt rundt i kroppen.
"Han spurgte, om vi havde hørt om organtransplantation. Ja, det havde vi jo, men vi vidste ikke andet, end at det kunne være fint, men at man skulle indstille sig på, at levetiden ikke blev så lang. Lægen sagde, at jeg ville få brug for et nyt hjerte, og at man kan regne med at leve med det i fem-ti år. Så sagde han ?god weekend? og ?vi snakkes ved?, og min mand og jeg stod bare og kiggede på hinanden," siger Trine Larsen.
Hun griner lidt, mens hun siger det. For selvom hele forløbet fra nærmest at blive dødsdømt til at få en fremmed persons hjerte ind i kroppen må være umenneskeligt hårdt, er det ikke sådan, hun fremstiller det.
"Jeg har en stærk psyke, og Anders og jeg jokede meget med det i weekenden, efter at jeg havde fået beskeden. Der var godt nok en aften, hvor jeg måtte gå ind og kysse min datter, mens hun sov, fordi jeg tænkte, at jeg måske ikke ville vågne op igen næste dag. Men jeg har besluttet, at det her ikke skal ødelægge mit liv," siger hun.
Og så vil hun gerne understrege, at mødet med overlægen har været den eneste negative oplevelse på hospitalet, hvor læger og sygeplejersker ellers altid har været dygtige og omsorgsfulde.
Trine Larsen bor på Vestfyn og har altid været sund, rask og aktiv med cyklen som det foretrukne transportmiddel og aerobic flere gange om ugen. I lang tid efter den endelige besked om hjertets tilstand havde hun det også fint. Men så småt kom åndenøden snigende, og hun blev træt af selv de mindste anstrengelser som at købe ind eller gå en tur. Hjerteproblemerne gik ud over nyrernes funktion, så hun måtte ikke drikke meget mere end en liter væske om dagen og skulle helt holde sig fra salt og forarbejdet mad.
"Jeg slæbte rundt på 16 ekstra kilo, fordi jeg havde så meget væske i kroppen. Det hele satte sig på maven, så mange ældre damer troede, jeg var gravid, og spurgte, hvornår det skulle være," siger Trine Larsen.
Den 19. februar i år fik hun besked om, at hun var indstillet til at få et nyt hjerte fra en donor. Det var på en måde en trist meddelelse, for man kan kun blive indstillet, hvis lægerne vurderer, at man uden transplantation højst har to år tilbage at leve i. Samtidig var det en redningskrans, der blev kastet ud: Trine var godkendt som stærk nok til at kunne klare operationen. Ikke alle slipper igennem det nåleøje.
"For os var det en festdag, og vi ringede rundt til alle vores venner og fortalte det," siger hun.
Næste udfordring var alle skrækhistorierne om folk, der venter i mere end to år på det nye hjerte. Sidste år døde seks danskere, før det dukkede op. Men Trine Larsen var usandsynlig heldig. Allerede otte dage efter at hun var blevet indstillet, ringede telefonen.
"Det var en sygeplejerske, der spurgte, om jeg kunne komme til Rigshospitalet med det samme. De havde et hjerte til mig."
Få timer efter ankom Trine og Anders til sygehuset. Hun blev indlagt på en tomandsstue sammen med en kvindelig patient, som skulle have lungerne fra Trines donor. Mens kvinden og hendes familie tydeligvis var meget bekymrede for lungeoperationen, havde Trine og Anders det anderledes.
"Vi vidste, at det går godt i 9,8 ud af 10 tilfælde, og vi glædede os helt vildt. Nu skulle det ske. Jeg tænkte, at selvfølgelig går det godt, og skal jeg dø, kunne jeg ikke have gjort en disse ved det alligevel. Men inden jeg blev kørt væk, sagde vi alligevel farvel og ?jeg elsker dig?," fortæller hun.
Operationen gik, fuldstændig som den skulle, og i dag har Trine Larsen det med egne ord "super fantastisk" takket være de dygtige folk på Rigshospitalet og Odense Universitetshospital. Hun kan gøre alt, hvad hun havde drømt om at kunne igen: spise og drikke, hvad hun vil, gå lange ture og danse zumba, til hun kan mærke hjertet banke i brystet uden at skulle bekymre sig om det. Og hun er hverken ked af at have sagt farvel til sit eget hjerte eller at skulle bære en fremmeds:
"For mig er det bare et organ, og jeg har aldrig haft den tanke, at jeg gerne ville beholde det. Det duede jo ikke. Og jeg tænker ikke på mit nye hjerte som noget fremmed i min krop. Jeg er super taknemmelig over for donor, men nu er det mit."
At skifte sit hjerte ud med en andens er for mange en utrolig tanke, og især de mange børn, som Trine Larsen underviser i musik, har svært ved at styre deres nysgerrighed. "Hvordan gør man", "hvor kommer hjertet fra?" og "føles det ikke mærkeligt?" lyder nogle af spørgsmålene. Trines egen datter, som i dag er otte år, har også haft sine bekymringer undervejs.
"Før operationen havde jeg lovet hende, at jeg ville få et hjerte, der elskede hende endnu højere end det, jeg havde i forvejen. Men en dag kom hun hjem fra skole og var ked af det, fordi de andre børn havde sagt, at man kunne få indopereret et grisehjerte. Hun var bange for, at en gris ikke kunne elske hende så højt, som jeg havde lovet," fortæller Trine, som fik forklaret datteren, at det nye hjerte kom fra et helt almindeligt menneske.
Hvem donoren er, får Trine Larsen aldrig at vide. I princippet kan det være en sort, ældre mand – det eneste, hun ved, er, at personen har haft nogenlunde samme højde og vægt som hende selv. Og at hun er taknemmelig for gaven.
Gennemsnitslevetiden efter en hjertetransplantation er i dag 12 år, men Trine går ikke rundt med evig angst for at dø tidligt. Hun har hørt om folk, som lever dobbelt så længe, og måske bliver det en dag muligt at få to hjertetransplantationer i løbet af et liv. En af barriererne er, at der mangler donorer. Selv har Trine været registreret donor, siden hun var 18 år, og hendes transplantation har fået mange i omgangskredsen til at melde sig. Hun har en veninde, som gerne vil donere blandt andet nyrer og lever, hvis det skulle blive aktuelt, men hjertet kan hun ikke få sig selv til at krydse af på listen.
"Hun siger selv, at det føles åndssvagt, når hun ved, hvad det har betydet for mig at få et nyt hjerte. Men jeg synes, det er helt i orden at vælge det fra – jeg beder bare om, at folk tager stilling til spørgsmålet," siger Trine Larsen.