Et nyt hjerte gav Jens livet tilbage

Jens Nørgaard fik livet i gave, fordi en anden mistede sit. I dag lever han godt med sit nye hjerte. -- Foto: Henning Bagger.

Nogle gange kan døden give liv. Det oplevede Jens Nørgaard fra Aalborg, der fik et hjerte fra en donor

En dag lidt før påske i 2005 kommer opkaldet, han har ventet på. Jens Nørgaard, der på det tidspunkt er 27 år, får 20 minutter til at pakke sine ting, hvorefter forældrene kører ham fra Aalborg til Skejby Sygehus. Her venter et nyt hjerte på ham og forhåbentlig et forlænget og forbedret liv, hvis transplantationen forløber, som den skal.

Det er en smuk og klar dag. Jens Nørgaard bruger hele bilturen på at sende sms'er til venner og familie. Han har ikke nået at tænke så meget over situationen. Det er kun tre uger siden, det blev besluttet, at hans slidte hjerte skal udskiftes. Han har i en årrække lidt af rytmeforstyrrelser i hjertet, og nu kan han næsten ingenting.

"Hej, så er det nu. Jeg skal til Skejby for at få en hjertetransplantation," skriver han til sin svoger.

Operationen er forbundet med højere risici end normalt, fordi han allerede som spæd gennemgik en stor hjerteoperation grundet en alvorlig og medfødt hjertefejl. Men heldigvis går det godt, og patienten overlever. Kun en uge efter er Jens Nørgaard i vigør igen.

Lidt groft sagt gav en andens død ham livet igen. Lidt som i dagens tekst, hvor Jesus forudser, at han vil dø for menneskene, så de kan få et bedre liv. Ifølge Jens Nørgaard er der dog en væsentlig forskel på de to historier.

– Mennesker, der donerer et organ, ville være døde, uanset om de var donorer eller ej. Men når sjælen har forladt kroppen, er det kun godt, at man kan give faklen videre til en anden, forklarer han.

I dag klarer 32-årige Jens Nørgaard med lethed trapperne i det revisorfirma i Aalborg, som han arbejder i. Da han stadig havde sit gamle hjerte, kunne de omkring tyve trin ikke klares uden flere pauser undervejs. Til sidst var hans blodomløb så dårligt, at han frøs konstant, og hele kroppen havde et blåligt skær.

– Under operationen kunne lægen se, hvordan jeg skiftede farve fra blå til lyserød, da det nye hjerte blev sat i, fortæller han.

Netop hjertet, der banker roligt af sted bag hans lune sweater, har altså tidligere siddet i et andet menneskes krop. Hvem donoren er, er der ingen, der ved. Det kan være en kvinde eller en mand. En dansker eller en svensker. Donornetværket dækker hele Skandinavien, så et match kan komme fra hvem som helst i de nordiske lande.

– Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg tænkte om at få en andens hjerte. Men jeg havde ikke som sådan dårlig samvittighed, fordi vedkommende ville være død alligevel. Når nu videnskaben er så fremmelig, hvorfor så ikke bruge den?

En enkelt gang i løbet af ventetiden oplevede han dog alligevel at få det skidt med sine egne tanker.

– Min kammerats mor arbejder på en afdeling for traume- og trafikofre, og jeg drømte, at jeg stod foran en lang række senge med hjernedøde personer i. Og jeg kunne så vælge, fra hvilken krop jeg ville have et hjerte. Dér fik jeg dårlig samvittighed, husker Jens Nørgaard, der senere har fundet ud af, at det er en helt normal overlevelsesdrift, der går i gang.

– Det er heller ikke unormalt, at folk, der venter på en transplantation, håber på, at nogen kører galt og tænker "nu sker det", når de hører lyden af en ambulance, uddyber han.

Selvom hjertet egentlig er en muskel, bliver det ofte tillagt mere værdi. Følelserne sidder i hjertet – man kan vælge med det, have ondt i det og oven i købet få det knust. Alt sammen i overført betydning. Så hvordan er det at have et andet menneskes hjerte?

– Jeg kan mærke en forskel oppe i hovedet, fordi jeg har været ved at dø. Men jeg overlevede, fordi jeg fik den største gave fra et andet menneske, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg alligevel har fået mulighed for at opleve de ting, jeg gerne vil. Jeg sætter meget mere pris på naturen, eller hvad jeg oplever på min vej, siger han.

– Inden jeg fik det nye hjerte, tænkte jeg meget over, om jeg kunne elske med en anden mands eller kvindes hjerte, men det kan man sagtens, tilføjer han.

Jens Nørgaard taler af erfaring. Det er godt et år siden, han blev kæreste med Lise, som han nu er gift med. Få dage efter at de havde mødt hinanden, besluttede de, at hun skulle flytte fra København til Aalborg, så de kunne være sammen. Tidsspilde er ikke en del af hans liv.

Ved siden af sin sygdom har han nemlig også taget tre uddannelser nærmest samtidig – alle på normeret tid. Om alt går vel, bliver han til sommer statsautoriseret revisor.

Mennesker med døden tæt på oplever ikke sjældent at blive religiøse eller mere åndeligt søgende. Jens Nørgaard er ikke helt afklaret med sit forhold til tro. Da han havde det værst, bad han indimellem små bønner til Gud, men lige for tiden bliver det ikke til så meget.

– Jeg tror mere, end jeg ikke tror. Og da jeg var helt til rotterne, da bad jeg. Men nogle gange taler jeg med min afdøde far om aftenen. Og så kan Lise og jeg godt lide at synge sange og salmer sammen. Specielt "Dejlig er jorden".

Hans barndom var almindelig og rummelig. Faderen var frimurer og gik også til teologisk voksenundervisning. Den unge revisor tror på, at han og faderen bliver genforenet på et tidspunkt.

– Jeg tror, jeg skal hjem til far, når jeg dør. Det er lidt dobbelt, fordi jeg egentlig ikke tror på et liv efter døden. Men jeg tror, at min far og jeg kommer til at mødes.

Transplanterede hjerter har en udløbsdato. Gennemsnitsalderen for et transplanteret hjerte er godt 13 år, men i dag er det ikke usædvanligt, at de kan holde 20 år eller længere. Under alle omstændigheder betyder det, at Jens Nørgaard formentlig om en årrække må vente på et nyt hjerte og gennemgå en stor operation. Og endnu en gang bliver han afhængig af, at en donor dør på det rigtige tidspunkt.

– Jeg spekulerer ikke på det i hverdagen, men det ligger i baghovedet, at der er en række ting, jeg gerne vil nå inden. Jeg bruger meget tid på mit arbejde og tænker nogle gange på, om det er det rigtige. Men hvorfor skulle jeg sætte mig over i et hjørne?

– Jeg kan stadig nå at få et fuldt liv. Og selvom jeg ikke får det, så det er det stadigvæk et liv. Mit fulde liv, siger Jens Nørgaard.

schelde@kristeligt-dagblad.dk