En smuk men kompliceret gave

Det er ofte en stor og smuk oplevelse at give og modtage et organ, men det er også en kompliceret proces, fortæller sygeplejerske Metha Frøjk, der har undersøgt og skrevet en bog om nyredonation fra levende donorer

Hvordan takker man sin far for at give én et nyt organ og en ny start på livet? Og hvordan forklarer man, at man gerne vil give sin søster sin ene nyre, men at man nogle gange er så bange for operationen, at man næsten fortryder?

Stadig flere kronisk nyresyge patienter får et nyt organ fra et nærtstående familiemedlem. Men selvom det er en smuk og givende oplevelse at modtage og give et organ, er det langtfra en ukompliceret proces, lyder det fra klinisk oversygeplejerske Metha Frøjk, der har arbejdet med nyresyge patienter siden 1973.

Nu har hun skrevet en bog om netop de overvejelser, både modtager og donor gør sig før og efter en operation. Bogen "Heltenes bro" bygger på i alt 322 interview med modtagere, donorer og pårørende, men forfatteren selv mener ikke, den var blevet til noget, hvis der ikke fortsat var mangel på organer fra afdøde donorer.

– Lad mig sige det på den måde, at langt de fleste ville foretrække at få en nyre fra en afdød og anonym donor. Det er en smuk oplevelse at modtage et organ fra et familiemedlem, men det er langtfra problemløst, siger Metha Frøjk.

Hun peger på, at både giver og modtager går igennem en stressfyldt periode op til operationen, og at tiden efter også kan være svær.

Inden en operation er der spørgsmålet om, hvem i familien, der skal stille op som donor.

Og her kan giveren af nyren ende med at føle sig presset til at påtage sig opgaven – måske fordi han eller hun er den eneste i familien, der matcher den syge, hvad angår blod- og vævstype.

– Så kan det være svært at give udtryk for sin angst og sin tvivl, man vil jo helst ikke fremstå som en, der ikke er villig for at ofre sig for sit barn eller en søskende, siger Metha Frøjk.

Hun fortæller, hvordan en mor til en nyresyg dreng med hviskende stemme havde fortalt, at hun kun gav sin søn sin nyre af nød, lige inden hun blev rullet ind til operationen.

– Hun var flov over, at hun var bange og ikke bare turde lægge sig under kniven for sin søn. Men selvom risikoen for, at noget skulle gå galt, er forsvindende lille, så kræver det mod. Det er svært at gå ind til en operation, når man er frisk, med viden om, at en rask nyre er fjernet, og man i bedste fald vil have det skidt og være øm, når man vågner igen, siger Metha Frøjk.

Hun fortæller, at det først og fremmest er angsten for at miste den syge, der får giverne til at donere et organ. De er typisk drevet af et ønske om at give den syge en fremtid: mulighed for at uddanne sig, for at få en lettere hverdag og et mere værdigt liv.

– Men går man et lag dybere, ønsker donoren også at realisere noget værdifuldt i sig selv. Det kan lyde lidt kynisk, men det er lidt den samme effekt, man ser ved indsamlinger. Der kommer ofte flere penge ind, når det foregår live. Det giver nemlig giveren et større selvværd. Sådan er det også for donoren, han eller hun kommer automatisk i centrum og bliver værdsat for sin gerning, siger Metha Frøjk.

Det er imidlertid ikke kun den raske donor, der skal igennem det store følelsesregister og tage de store eksistentielle valg og beslutninger. Presset på den, der modtager organet, kan være lige så stort, hvis ikke større, fortæller Metha Frøjk.

En nyre er for de fleste ikke en af den slags gaver, man selv beder om. En af de interviewede i bogen fortæller for eksempel, at hun ikke turde spørge sin mor – for tænk, hvis hun fik nej.

– Nyren er en gave fra donoren. Derfor er det ofte ham eller hende, der har magten, sådan oplever mange modtagere i hvert fald situation, og det kan være svært, siger Metha Frøjk.

Netop fordi der er tale om en gave, melder også spørgsmålet om, hvordan og hvor længe man skal vise sin taknemmelighed. En af de interviewede udtrykker det på denne måde: "Hvad skal man sige? Gå hen og trykke sin far i hånden og sige tak, du gamle?" En anden fortæller, hvordan hendes datter kom vaklende hen til hendes seng med dræn og slanger dagen efter, at de begge var blevet opereret. Hun ville give sin mor et knus og sige tak. Men der var ikke noget at takke for. Det var jo en ren selvfølge, mente moderen.

– Men behovet for at sige tak er faktisk ret stort hos modtageren, for at de kan komme på plads i sig selv og forlige sig med, at et andet menneske har gjort noget så stort for dem, siger Metha Frøjk.

Hun understreger, at kun de færreste ser tilbage på do-noroplevelsen med skuffelse eller ubehag, selvom processen har været voldsom og svær. Kun 10-15 procent af de givere, hun har interviewet, giver udtryk for, at de har haft en dårlig oplevelse. Tit er forklaringen den, at en eller flere i familien ikke har givet deres fulde opbakning, fordi de har været bange for, at der skulle ske donoren noget. For langt de fleste er donorprocessen imidlertid en god oplevelse, fortæller Metha Frøjk.

– Det er jo etisk set en smuk beslutning at tage, og den har langt de fleste det rigtig godt med også i de få tilfælde, hvor operationen ikke er vellykket, og nyren afstødes. Her har både modtager og donor jo forsøgt at gøre en forskel. Og når en operation går godt, og nyren fungerer, er der næsten ikke grænser for lykken. Den syge har fået en ny start på livet, og giveren har gjort noget virkelig stort med sit liv, siger Metha Frøjk.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under temaet om organdonation på

kristeligt-dagblad.dk