Dokumentarfilm sender donorer til telefonen

Donorkort fra Donorregistret. På Donorkortet kan man skrive, om man vil være organdonor - dvs om ens organer må anvendes til transplantation efter ens død. Donorkort holdes af hånd og er revet ud af brochure fra Sundhedsstyrelsen om organdonation. Foto: Christian Lindgren Denmark

Henvendelser til registret for organdonorer mangedoblet efter kritisk film om organdonation

Der har været mere travlt end sædvanligt ved telefonerne hos donorregistret torsdag.

Efter DR onsdag viste dokumentarfilmen "Pigen Der Ikke Ville Dø" er det strømmet ind med henvendelser.

I udsendelsen får forældrene til den 19-årige Carina at vide, at deres datter sandsynligvis vil lide hjernedøden, fordi hendes hjerne er hårdt kvæstet efter en trafikulykke.

LÆS OGSÅ: Minister kræver ens regler for organdonation

De siger ja til organdonation, hvorefter datteren mirakuløst overlever. Og det har fået telefonerne til at kime.

- Vi har snakket med donorregistret hen over dagen, og de har haft nogle telefoniske henvendelse fra folk, som tyder på, at de gerne vil melde sig ud.

- Sidst jeg snakkede med dem var det mellem 40 og 45, og det er en del, for de plejer højest at have fem på en almindelig hverdag, forklarer Bjørn Knudsen, fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen, til Ritzau.

Han understreger, at der for tidligt at konkludere, hvor mange der vil melde sig ud, da det ikke er muligt at udmelde sig over telefonen.

Det skal ske skriftligt eller via nettet, og derfor har styrelsen først et overblik over udsendelsens umiddelbare effekt i starten af næste uge.

- Der kan sagtens være folk, der bare har meldt sig ud uden at henvende sig til registret først. Det ville være det mest almindelige, konstaterer Bjørn Knudsen.

Han finder ikke dagens bølge af telefonhenvendelser alarmerende.

- Hvis det virkelig var en negativ bølge, der slog igennem, så ville det ikke kun være 40. Så ville det være hundredvis, konstaterer Bjørn Knudsen.

Han har fulgt debatten på DR's hjemmeside efter udsendelsen, og han tror, at seerne har forstået, at lægerne ikke fjerner organer fra patienter, før de er erklæret hjernedøde.

Det får ham til at tro på, at danskerne fortsat vil donere organer, selvom udsendelser sætter processen til debat.

- Hvis man oplever, hvilken livskvalitet der kan komme ud af at få et nyt organ, slår det igennem som noget, der er værdifuldt, og som man skal holde fast i, selvom der kan være nogle kritiske punkter undervejs, siger Bjørn Knudsen.