Den enkeltes valg

Vejen til flere organdonationer går over oplysning og information

MANGE KENDER et menneske, der er i dialyse og venter på en ny nyre. Venter forgæves, ofte. Antallet af transplantationer med en nyre fra en netop afdød (nekronyre) ligger nogenlunde konstant på ca. 130 om året i Danmark, og hertil kommer ca. 40 nyretransplantationer med levende donorer. Overlevelsestiden for de transplanterede nyrer blevet forbedret, men da antallet af dialysepatienter er kraftigt stigende, har der i Danmark som i andre lande været en stigning i ventetid på en nyretransplantation. Ifølge de seneste oplysninger er der i dag omkring 500 danskere, der venter på en ny nyre. Det er status i 2004, nøjagtigt 50 år efter at den første nyretransplantation fandt sted i Boston, og 40 år efter at den første dansker modtog en ny nyre på Rigshospitalet i København.

Problemet er langt fra kun begrænset til nyretransplantationer. De muligheder, hvormed den medicinske forskning har revolutioneret hele vor tilgang til spørgsmålet om at forlænge liv med et alternativ til tidligere håbløse behandlinger, stiller os også over for nye udfordringer. Organtransplantation er ikke kun et spørgsmål om lægelig dygtighed. Muligheden griber dybt ind i hele vor holdning til liv og død. Ved nyretransplantation kan man bruge nyrer fra raske personer, fordi mennesker kan leve med én funktionsdygtig nyre. Men for de fleste organer gælder, at de kun kan skaffes fra mennesker, der erklæres hjernedøde, inden den organiske hjertedød er indtrådt. Der for er spørgsmålet, om donation af organer både et spørgsmål om at afgive nyrer og – som for andre organer – om vor holdning til hjernedødskriteriet. Især i det sidste tilfælde er det i høj grad et spørgsmål ikke kun til mennesker, der er villige til ved eventuel hjernedød at tillade brug af organer, men også til de pårørende, der stilles over for, at hospitalets kunstige opretholdelse af den hjernedødes sidste basale livsfunktion stoppes, og organer anvendes til transplantation.

Lad det straks være fastslået, at afgørelsen af, om man vil tillade organtransplantation, er den enkeltes valg. I Kristeligt Dagblads kronik i dag kan man læse, at nogle lande praktiserer en ordning, hvor organer fra personer, der ikke har sagt fra, uden videre kan anvendes, og at disse lande har betydeligt flere organtransplantationer. En sådan ordning bør, som kronikken også fastslår, aldrig indføres i Danmark. Til gengæld bør man seriøst overveje et obligatorisk donorregister, hvor alle borgere, når de fylder 18 år, bedes om at tage stilling til spørgsmålet. Der skal være mulighed både for at sige "nej" og for at meddele, at man ikke føler sig i stand til at tage stilling til spørgsmålet. Men der bør også være en opfordring til, at man drøfter spørgsmålet med sine nærmeste. Dels fordi afgørelsen griber dybt ind i familierelationerne, dels for at de pårørende ikke bør overrumples, hvis det ulykkelige skulle ske, at deres søn, datter eller ægtefælle en dag ligger hjernedød, og de uforberedte stilles over for problemet. Organdonation er et af vor tids medicinske fremskridt, men det har sin pris, ikke mindst følelsesmæssigt. Derfor skal organdonation ikke afvises, men samfundet skal være villigt til at gøre forarbejdet med oplysning og hensyntagen til de alvorlige menneskelige aspekter, så de i hvert enkelt tilfælde tænkes med i beslutningen.

jr-o