Det er tabu at være skuffet over sine børn - men følelsen er udbredt

Hjemløse, psykisk syge, ensomme og misbrugere foretrækker at overnatte i Kirkens Korshærs Nattjeneste frem for på gaden eller i angstprovokerende lejligheder. Denne nat besøger 55 brugere Nattjenesten.

Sociologen Henrik Dahl overvejede det længe, før han holdt en dundertale for sit næsten voksne barn. Som chef oplevede han vigtigheden af at tage den ubehagelige samtale, og det kan også gælde på hjemmefronten. At være skuffet over sine voksne børn er et tabu, men følelsen er udbredt

Nick Crews er skuffet over sine tre voksne børn, som har fået børn med skiftende partnere og ikke gennemført deres studier. Den 67-årige pensionerede britiske flådeofficer satte sig tidligere på året til computeren og skrev en e-mail til børnene, hvor han uddybede den dybe og inderlige skuffelse, som han deler med sin hustru 67-årige Sarah Crews. Han skrev e-mailen i februar og hørte ikke fra børnene.

Efter måneder med tavshed blev Nick Crews kontaktet af sin ældste datter, den 40-årige Emily Crews-Montes. Hun har læst psykologi på et universitet i England, men slog sig for tre år siden ned i Frankrig sammen med sin nye ægtemand, der er en fransk kirurg.

LÆS OGSÅ:"Jeg er dybt og inderligt skuffet" - pensioneret officer skriver til sine voksne børn

Efter at have sundet sig, mente Emily Crews-Montes, at hendes fars opsang var tiltrængt, skønt hun ikke brød sig om hans tone og ønskede mere forståelse fra hans side. Emily Crews-Montes foreslog, at mailen blev offentliggjort. Hun oversætter fransk selvhjælpslitteratur til engelsk og tænkte, at en offentliggørelse kunne give kommende udgivelser ekstra opmærksomhed.

I sidste måned bragte den landsdækkende, britiske avis Daily Mail on Saturday brevet, og i manges øjne er den 67-årige far en helt, som tør at sige det, mange forældre nøjes med at tænke: Vi er skuffede over vores voksne børn.

At være skuffet over sine børn er ifølge psykolog og forfatter Camilla Carlsen Bechsgaard et tungt tabu. Hun er medforfatter til bogen FamilieFred med dine forældre, som beskriver mekanismerne bag fastlåste konflikter mellem voksne børn og deres forældre. Siden bogen udkom i efteråret, er hun blev kontaktet af flere forældre til voksne børn, som sidder med en følelse af sorg og skuffelse over forholdet til børnene. Skuffelsen opstår typisk i de familier, hvor forældrene har en fast forestilling om, hvordan deres børn skal udvikle sig.

Når ens børn bliver skilt eller på anden måde kommer ud for en livskrise, så bliver man naturligvis påvirket som forælder, men i en almindelig, velfungerende familie vil der være en generel accept af hinanden og en gensidig kærlighed, som gør, at sammenhængskraften i familien bliver bevaret trods sorg, vrede og usagte følelser. Andre familier, som udadtil kan ligne normalt fungerende familier, kan indadtil være præget af en grænseoverskridende, psykisk adfærd, hvor man for eksempel forsøger at styre den unge eller voksne og nærmest direkte siger til sine børn: Du er kun god nok, når du gør det samme som mig,siger Camilla Carlsen Bechsgaard.

Det er ikke graden af succes i de voksne børns liv, som gør, at man som forælder ranker ryggen og glæder sig over at følge sine voksne børns liv. Om man ser på sine børns liv som en skuffelse er typisk et spørgsmål om træk i forældrenes personlighed, vurderer Camilla Carlsen Bechsgaard. Hun siger:

Forældre med narcissistiske træk er mere tilbøjelige til at sidde tilbage med en følelse af, at deres børns liv blev en skuffelse. Det er forældre, som har en manglende evne til at leve sig ind i andres følelser, som selv har behov for at blive set på og beundret, og som har en oppustet fornemmelse af betydning. Børn af forældre med selvcentrede træk kan blive centrum for forældrenes praleri, hvormed forældrene får styrket deres selvbillede. Eller de voksne børn kan få tildelt en rolle som elendig. Sker et sidste, bliver det voksne barn ikke en trussel mod den narcissistiske, voksnes selvbillede.

Nick Crews er ikke ene om at kunne føle sig skuffet over sine børn. Ifølge Sabine Bech-Hansen, der er sognepræst ved Aarhus Domkirke og en afholdt sjælesørger, har de fleste forældre en rem af huden.

Når klasselæreren ringer og fortæller, at ens søn generer undervisningen med en støjende adfærd, så bliver man berørt og lidt irriteret på drengen. Et eller andet sted vil man gerne, at ens børn både er mønsterbørn og frigjorte, samtidig med at noget i os mener, at vi kan bestemme, hvad de skal blive til. Børn er ikke som modellervoks, men sådan kan man nogle gange tænke som forælder, fordi man har holdt børnene i armene som spæde og siden givet dem viden og udfordringer. En uheldig følge af forælderkærlighed er, at man kan komme til at tro, at man også kan påvirke, hvilke voksne de skal blive til, siger Sabine Bech-Hansen.

Når forældre taler med præsten om forholdet til deres voksne børn, så er følelser som sorg og fortvivlelse mere udbredt end skuffelse. Må ens børn gennem en skilsmisse eller andre kriser, så melder der sig typisk både sorg og grublen hos forældrene. Forældrene spørger sig selv, hvad de mon har gjort forkert som forældre. Værst er det for de forældre, som oplever et barn begå selvmord.

LÆS OGSÅ: Krisen får forældre til at stille krav til deres børn

Det er naturligt at føle sorg over de besværligheder, ens børn må gennemleve, og grunden til den sorg er kærlighed. Det er også naturligt at spørge sig selv, hvad man kunne have gjort anderledes. Vi skal ikke bare være tilskuere til hinandens liv, men turde gribe ind og være levende til stede. Men det er også vigtigt at vide, at intet menneske er perfekt. Mennesket er et væsen, som bærer på skyld, og den skyld skal man lære at acceptere. I en familie bliver man aldrig færdig med at skylde hinanden kærlighed, siger hun.

En af årsagerne til britiske Nick Crews skuffelse er, at de tre voksne børn, ifølge deres far, ikke har udnyttet deres evner godt nok. Sådan tænker en mor og far kun, hvis man er en del af en præstationskultur, mener sociologen Henrik Dahl. Kulturen i et hjem kan, groft sagt, inddeles i en rose- og en præstationskultur. En overskrift for den rosende kultur kunne være titlen på et gammelt Niels Hausgaard-album: Han tog realen med.

Det er en genial titel, som udtrykker en rose-kultur, hvor selv det mindste fremhæves som en bedrift. En del danske børn vokser op i hjem, hvor der roses meget og måske tit uden egentlig grund. Mit eget hjem var præstationsorienteret. Da en af mine søskende kom hjem fra gymnasiet og havde fået 10 i et fag til studentereksamen, sagde min mor: Er du okay?. Det var efter den gamle karakterskala, hvor 10 også var en flot karakter, men der skulle meget til for at få ros.

Selv tror Henrik Dahl, at børn har godt af at mærke en frugtbar frustration gennem opvæksten.

Jeg har set det som underviser, hvor du kan få studerende til at nå længere ved at udfordre dem til at strække sig på tæerne, men det skal foregå på en værdig måde. Og det gælder også i forhold til børn.

Jeg håber inderligt, at mine børn føler, de har mødt en grundlæggende anerkendelse. Og meget gerne, at de også har oplevet tilgivelse som en central værdi. På den anden side så har det været et hjem med en præstationskultur. Når jeg ser min datter slå op i afsnittet med tyske grammatik, så forklarer jeg hende, at hun ikke skal slå op i afsnittet, men at hun skal kunne hele molevitten udenad, inden hun skal til eksamen. Når et af børnene beder mig hjælpe dem med en opgave til gymnasiet, minder jeg dem om, at jeg er student. De skal blive det. De må arbejde noget mere med opgaven, og så tilbyder jeg gerne at læse med til sidst, siger han.

For nogle år siden holdt Henrik Dahl, hvad han beskriver som en dundertale til et af børnene, som var på vej ind i voksenlivet. Han overvejede længe for og imod, inden han tog den alvorlige samtale med sit voksne barn. For kunne han tillade sig det?

Jeg syntes, det var påkrævet, men det var også svært. Man møder det også som partner, lærer og chef. Der er ubehagelige samtaler, som man ikke kan undgå. Tager man ikke de samtaler, så mister man på et tidspunkt besindelsen i forhold til den person. Det ligger år tilbage, og mit barn har siden meldt tilbage, at talen var på sin plads, siger han.

At en far skælder ud og kritiserer sine voksne børn, som Nick Crews har gjort det, kan ses som et tegn på en ændring i tidsånden. Specielt fædre har, ifølge historikeren Henrik Jensen fra Roskilde Universitet, nærmest været stækkede i en årrække.

Det er helt uvant at høre en far tale så klart, for i mange år har mænd været meget hæmmet i at udtrykke forventninger til deres børn, siger lektor Henrik Jensen, som har forsket i vores forhold til autoriteter og blandt andet skrevet bogen Det faderløse samfund.

Henrik Jensen beskriver, hvordan børn indtil for 50 år siden blev opdraget til at varetage en række pligter. Børn blev opdraget til at leve efter fælles grundlæggende værdier, men op gennem 1960erne ændrede idealerne sig, og pligtopdragelse blev erstattet af en såkaldt fri opdragelse.

I dag stiller man ikke de store krav til sine børn. Forældre håber, at børnene er kvikke nok til at opdrage sig selv sammen med deres venner. Det eneste ønske, forældre formulerer, er et håb om, at børnene må blive lykkelige. Har man ikke sat andre krav op som forælder, er det svært at sige, at børnene har skuffet. Forældre dømmer ikke om deres voksne børns liv, men man bliver snarere terapeut for dem, siger Henrik Jensen.

Men børn opdraget uden krav og pligter er opdraget til en verden af velstand og velfærd, som kommende forældre ikke kan tage for givet på deres børns vegne. Derfor tror Henrik Jensen, at Nick Crews brev også er et tegn i tiden på forældre, som i højere grad vil stille krav til deres børn.

Curlingforældrenes børn er opdraget til en velfærdsverden med fokus på individets rettigheder og muligheder. Der er forskel på opdragelsen alt efter, om man lever i en verden af muligheder, hvor man blot skal gribe chancen, eller om man som morgendagens børn skal kunne tackle sig frem i en mere utryg verden, hvor det er svært at sige, hvilke kompetencer der vil være efterspurgt.