Natursyn i historien: Antikken, middelalder og renæssance

I serien om natursyn bringer Etik.dk filosofiens og religionernes syn på, hvordan vi kan betragte naturen. Lektor i filosofi Aksel Haaning deler i denne artikel sin viden om natursynet i antikken, middelalderen og renæssancen

Himlens farver
I mange århundreder, ja årtusinder, måske altid, har mennesket set op imod himlen med beundring og forundring; jorden danner fast grund under fødderne, himmelrummet derimod hvælver sig ud over horisonten. Himlen er det, vi kan se og betragte, det vi kan strække armene ud efter, men aldrig kan nå. Himlen skifter lys og farve, tænk dig verden uden elektrisk lys: om natten utallige glimtende stjerner i det mørke, gådefulde dyb; månens skiftende form, snart det ene sted, snart det andet. Og så morgengryet og dagens komme med solen på himlen, solen der oplyser og varmer og selv vender tilbage til det mørke, den kom fra for atter at vende tilbage med en ny dag.

Så langt tilbage i tiden som vi har kilder til menneskehedens historie, har synet af himlen, vi ikke kan nå, til gengæld fremkaldt fantasier og forestillinger om, at guder eller guddommelige kræfter har indretter verden, som var det hele skabt efter en overordnet plan; vi har forestillet os alle mulige fantastiske skabninger i himlen – engle, dæmoner og rumvæsener af alle tænkelige slags. Og midt i det alt sammen, at øverst i det himmelske var en Gud, der havde skabt det hele som efter en overordnet og intelligent plan. Vi har skrevet sange og salmer og bønner og hilsener til denne usynlige, skabende gud i det høje.

Men nu – i vores generation, for første gang i menneskehedens historie er det blevet muligt at rejse derud med kamera, muligt at sende mennesker ud i rummet. For første gang nogensinde er det muligt fra himlen at se tilbage på jorden, at se den udefra som den forunderlige farverige runde kugle den er. Der er ingen guder, ingen fantastiske englevæsener, ingen drager eller rumvæsener. Der er iskoldt og dødsensfarligt. Hvis der sker noget med rumdragten, dør det menneskelige legeme inden for få sekunder. Der er sort og mørkt og tomt. Neden under dem lyser jorden blå og grøn som en forunderlig og afrundet kugle midt i det uendelige, men der er intet af det, vi drømte om eller troede på.

I en fantastisk dokumentarserie, ”En helt særlig klode” (A very special Rock) fra 2018, fortæller 8 astronauter om, hvordan det er at svæve mellem det uendelige rum på den ene side og se jorden ude fra himlen på den anden; hvordan dette opleves af et menneske fra jorden. Og nej, de møder ingen underlige væsner, men de gør en vigtig opdagelse. De opdager virkelig noget nyt – inde i dem selv. De fortæller, at de opdagede en helt ny følelse af at høre til, en helt ny oplevelse af den jord, de kommer fra – og føler sig forbundet med den på en måde, de slet ikke havde troet. Som en af astronauterne siger:

”Jeg ville virkelig ønske, at alle mennesker kunne få mulighed for at se jorden, sådan som jeg har set den. Du kommer tilbage med en virkelig ny følelse af, at alt er forbundet, alt er knyttet til hinanden, og at denne verden er ét eneste sted, vi alle deler.”

Og måske allervigtigst: de opdagede, at de selv er og føler sig forbundet til dette hele og er en del af det. Måske man skal så langt væk, så langt ud, for rigtig at opdage og forstå, at alle mennesker er forbundet til hinanden og samtidig til livet på jorden og livet i naturen eller måske rettere: til opdagelsen af, at jorden er levende. Og knyttet hertil er den tanke, at vi alle er født eller blevet skabt af jorden, at også denne jord hænger sammen med universet. Vi har alle jordens og stjernernes materialer i vores egen krop.

Historien vi glemte
Denne opdagelse, mange af astronauterne gør og forsøger at udtrykke til andre, er i virkeligheden slet ikke ny. Det er noget, menneskeheden altid har vidst, men det har vi glemt. Vi har glemt eller valgt at glemme, at i religion og i filosofi har menneskeheden i århundreder, ja i årtusinder, måske altid, beskrevet en forbindelse mellem mennesket og naturen, at vi er knyttet langt mere, end vi umiddelbart kan forstå. Religion og filosofi, også her i den vestlige verden, har beskrevet og forsøgt at udtrykke, at naturen både er synlig og usynlig, at den er til at røre sig i og til at bevæge sig i men sandelig også til at mærke i sit sind eller sin sjæl. Og at vi er blevet til og skabt af naturen.

Man har også haft den tanke, at skjult i den vældige natur virker en usynlig gud eller guddom, og at denne gud lever og ånder gennem naturen selv og samtidig knytter mennesket til den samme helhed. Det betyder, at alle har ansvar og at alt, hvad vi gør har betydning for os alle. Den romerske filosof Lukrets beskriver alt dette i et værk, vi har bevaret, som hedder Om verdens natur. Det er skrevet samtidig med at kristendommen dukker op, men de kristne forfattere var imod denne tanke. Da kristendommen vandt, så at sige, og blev den bestemmende religion, sagde de kristne om dem, der ikke var kristne: ”Hedningenes store fejl er, at de tror at naturen er moder til alle ting. De tror, at mennesket er skabt af naturen.”

I stedet for forklarede de kristne, at mennesket er skabt af Gud oppe i himlen, og hvis man dyrker naturen, dyrker man en afgud, noget falsk og forgængeligt. Kun gud i himlen er evig og kun den ene sande gud, skal vi tilbede. Det er en helt forkert ting at sige, at naturen er en gud sagde de kristne forfattere omkring år 300-400 e.v.t. Du skal tro på den himmelske fader, ikke naturen som moder.

Det er en af grundene til, at vi har glemt, hvad astronauterne nu opdager: nemlig at oppe i himlen er ingen guder, men jorden selv er den, der skaber alle ting.

Verdens sjæl
I løbet af middelalderen og i den periode, vi kalder renæssancen, altså årene fra ca. år 400 e.v.t. og frem til 1300-tallet, og igen fra 1300-tallet til 1600-tallet, er der mange, også kristne filosoffer, der forsøger at forstå naturen på nye måder. De udvikler en dyb filosofisk tanke om anima mundi, det betyder verdens sjæl.

De beskriver, at den udgår fra den usynlige gud og strømmer som liv igennem verden, men også igennem mennesket selv. På den måde bliver mennesket med sin sjæl og ånd (det som gør os levende) en del af naturen, og naturen selv bliver en slags del af gud; alting er knyttet og bundet sammen, siger disse filosoffer, præcis som astronauterne oplever det. Som en filosof, der hedder Paracelsus siger, så slår menneskets hjerte og stjernerne i samme takt. Han skrev i 1500-tallet og hans grundtanke kaldte han naturens lys. Det var ikke det synlige lys fra solen og månen eller stjernerne, men den levende ånd, der som en slags viden i naturen knytter legeme og sjæl, gud og verden.

Denne ”viden” eller dette ”lys” eller denne ”ånd,” han beskriver det skiftevis med alle tre ord, er i naturen selv. Mennesket har den i denne ånd, fordi vi er en del af naturen. Og som filosof siger han videre: der er ingen vej til Gud, der er ingen viden om Gud uden om naturen. Sagt med lidt mere moderne ord, er der altså tale om en religiøsitet og en filosofi, hvor mennesket indgår i en helhed på samme måde som den, astronauterne er ved at opdage – eller rettere: ved at genopdage. Så hvis vi bruger tid på at genopdage de filosofiske tanker om naturen, vi i mellemtiden har glemt, er der måske en mulighed for at blive inspireret til at forstå og leve med naturen på en helt ny måde.

Og jeg, som har skrevet disse ord og betragtninger, jeg vil sige som astronauten: Han siger jo, at han ville ønske at alle kunne se jorden, som han har set den … Og jeg vil sige: Jeg ville ønske at flere ville lære de glemte filosoffer at kende og lade sig inspirere af alle de gribende tanker om naturen, om mennesket og naturen, der findes i religion, filosofi og litteratur. Vi har mere brug for det end nogensinde før. Det er, hvad mine bøger handler om.