Natursyn i oplysningstiden: Naturalisme og modernitet

Etik.dk bringer i serien om natursyn filosofiernes og religionernes syn på, hvordan vi kan betragte naturen. Professor i religionsvidenskab og teologi, Hans Jørgen Lundager Jensen, deler viden om natursynet fra oplysningstiden til i dag

Synet på naturen er et af de vigtigste kendetegn ved nutidens tænkning. Denne tænkning kan siges at gå tilbage til oplysningstiden, groft sagt fra midten af 1600-tallet og frem til ca. 1800, men den er ikke afsluttet, så man kan også sige frem til i dag. Det er i denne periode, at et bestemt, og helt nyt, syn på verden og virkeligheden sætter sig igennem.

I første omgang er der mest tale om en opfattelse, som sætter sig igennem i filosofien, og som er med til at gøre filosofien til det, den er i dag: en selvstændig måde at tænke på, som adskiller sig fra teologien.

Med den franske antropolog Philippe Descola kan man kalde denne opfattelse for naturalisme.

Oplysningstænkerne ville forstå verden ud fra og igennem rent menneskelige ræsonnementer, uden at henvise til Gud. Inden for rammerne af en sådan ikke-teologisk tænkning udviklede naturvidenskaben sig. Det blev nu muligt at forstå indretningen af verden på verdens og menneskenes ‘egne betingelser’.

En berømt anekdote illustrerer det, der endnu i 1800-tallets begyndelse var en nyhed for de fleste. Den franske matematiker og naturvidenskabsmand Laplace havde i et stort værk sammenfattet og moderniseret Newtons beskrivelse af solsystemet ud fra tyngdekraften.

Napoleon, der havde fået et eksemplar af værket, spurgte, hvor Gud mon var blevet af? Laplace svarede, at Gud var en hypotese, han ikke behøvede for at forklare, hvordan solsystemet virkede. Uanset om anekdoten er sand eller ej, er pointen klar nok: I naturalismen er Gud er blevet overflødig.

Ifølge naturalismen fungerede verden af sig selv uden guddommelig kraft, vilje og hensigt. Med naturvidenskaben opstod en teknologi, som gjorde brug af de nye erkendelser. Det blev til maskiner (dampmaskiner, forbrændingsmotorer, el-apparater), konstruktioner (broer, højhuse) og materialer (lægemidler, redskaber) der virkede og virker.

De var og er et slående argument for, at denne tænkning var fornuftig og ’sand’. Man kan være uenige om hensigtsmæssigheden med giftgas og antibiotika, men begge ‘virker’.

Naturen opstod i oplysningen
Men det er ikke helt præcist at formulere naturalismen som et ‘syn på naturen’ – som om naturen havde været der hele tiden og nu blot blev anskuet på en ny måde. Mere rigtigt vil det være at sige at ‘naturen’ opstod i oplysningen.

I nutiden tages det normalt for givet, at man kan tale om ‘naturen’. Ordet ‘natur’ kan bruges for det selvindlysende, det som ikke behøves at blive begrundet eller forklaret: Ordet ‘naturligvis’ vil slutte en forklaring. Men det var en nyhed. ‘Naturen’ som begreb er ikke mere end 200-300 år gammel. ‘Synet’ og synets genstand opstod samtidig.

Dermed menes ikke, at alt det som moderne mennesker forstår som ‘naturen’ ikke fandtes eller ikke kendtes. ‘Naturligvis’ kendte før-moderne mennesker til himmel og jord, sol, måne og stjerner, blæst og regn, planter, dyr og sten. Hvad de ikke vidste, det vil sige hvad de ikke tænkte på, var, at alt dette kunne sammenfattes som ‘naturen’.

Nutidsmennesker kan godt sige, at for eksempel Gud i Det Gamle Testamentes skabelsesberetning skabte ’naturen’ før menneskene. Men det sagde Bibelen netop ikke selv, for dens forfattere havde ikke et begreb om ‘natur’.

Menneskets tanker som naturens modsætning
For at et begreb skal have mening, må det have en modsætning: ikke-natur. Modsætningen til ‘natur’ var for oplysningstænkere ‘mennesker’ eller, mere præcist, menneskers tanker (bevidsthed, intelligens).

Ifølge den franske filosof Descartes i midten af 1600-tallet kunne alt opdeles i to riger: udstrækningens rige og tankens rige. ‘Udstrækningen’ svarer til det materielle, det der kan sanses (altså røres ved, ses osv.), og tanken omfatter det, der ikke kan sanses, men forstås ved tankens egen kraft. Med ‘udstrækning’ mente Descartes ting, kroppe og ‘naturen’. ‘Naturen’ blev dermed den ene pol i en dualisme.

Dermed var grænsen imellem natur og ikke-natur angivet. Grænsen gik ikke imellem alt muligt andet og så mennesker, for mennesker er også kroppe, altså udstrakte størrelser. Så med deres kroppe hørte mennesker til ‘naturen’ lige som dyr, planter og sten. Men det gjorde menneskers tanker ikke – og dermed heller ikke alt det som fremkommer ved menneskelig tankekraft.

I den tidlige naturalisme var dette primært enkelte menneskers brug af tanker: til at forstå verden, til at frembringe videnskab, kunst, moral og så videre.

For den tyske filosof Immanuel Kant, i slutningen af 1700-tallet, havde ‘menneskekundskab’ (altså antropo-logi) to perspektiver: dels den ‘fysiologiske’, det vil sige hvad naturen gør ved mennesket, dels den ‘pragmatiske’, det vil sige hvad det gør som et frit, handlende væsen. Snittet imellem natur og ikke-natur gik inde i mennesket – imellem dets krop og så det af eller i det der ikke er krop: sjæl, ånd, tanke, fornuft, bevidsthed.

Forholdet mellem natur og kultur
I løbet af 1700-tallet udviklede der sig en udvidet forståelse af, hvad det ikke-naturlige var. Denne forståelse blev igennem romantikken i 1800-tallet til systematiseret videnskab og er nu alment tankegods i moderne samfund.

Det, der ikke er natur, er kultur. ‘Kultur’ er ikke enkeltmenneskers tanker, for ingen mennesker tænker uden at bruge tidligere menneskers tanker. Tænkning – og alt hvad deraf kommer – er grundlæggende noget kollektivt.

Det mest indlysende eksempel er sprog: Selv det menneske, der måtte finde på at opfinde sit eget helt nye sprog, vil gøre det ud fra det eller de sprog, som hun eller han allerede havde lært.

Men hvad der gælder for sprog, gælder for alt det, der er egentligt menneskeligt, men som ikke er kropsligt – alt, fra hvad man synes smager og lugter godt til normer for, hvordan samfund bør indrettes og hvad mennesker bør vide og tro på.

Derfor findes der, ved siden af natur-videnskab, også kultur-videnskab. Det, der tidligere hed ‘humaniora’ – altså læren om det særligt menneskelige – er blevet til læren om det, der er særligt for menneskelige grupper: sociologi, antropologi, kulturvidenskab.

‘Naturalisme’ er et bekvemt begreb; men egentlig dækker det over en ‘natura-kulturalisme’.

Naturvidenskaben er én verden – kulturvidenskaben er uendelige verdener
Dualismen imellem natur og ikke-natur fra Descartes gælder altså grundlæggende stadig.Naturen er principperne for den fysiske, kemiske og biologiske verdens opbygning og funktionsmåde. Den er overalt og til alle tiden den samme. Den er; men den tænker ikke og er derfor u-menneskelig. Den er umælende og tankeløst materiale, og derfor kan mennesker gøre med den, hvad de vil.

Ikke-naturen – i vore dage altså ‘kulturen’ – er omvendt: Her er der en uendelig variation. Inden for rammerne af de betingelser som naturen sætter, er menneskene frie til at tænke de tanker, de vil, organisere sig socialt og politisk som de vil, opfinde de symboler og fantasiverdener de vil.

Naturvidenskaben har kun én verden. Kulturvidenskaben har uendeligt mange verdener: danskere og portugisere og aztekere og gamle babyloniere og hovedjægere på Borneo, alle forskellige, alle dybt fascinerende.

Nogle af dem har andre forståelser af forholdet imellem mennesker, dyr, planter, sten, synligt og usynligt, end moderne mennesker har. De har (i lighed med Bibelen) ikke noget begreb om natur. Deri viser det sig, at de ikke er moderne. Ifølge oplysningstidens tænkning er de endnu ikke moderne.

Oprindelse til dualismen imellem natur og ikke-natur sættes som sagt gerne til oplysningstiden, men der er antydninger af den tidligere.

Dualismens tidligere antydninger
Den franske antropolog Philippe Descola har peget på et sted uden for filosofien, nemlig i maleriet: oliemaleriet, der i Europa slog igennem ca. 1400 i Flandern (det vestlige Belgien).

Lige som tidligere malerier var det hyppigste motiv for tidlige oliemalerier scener fra Bibelen, opstillinger med helgener, konger og den slags. De fremstillede altså et ideelt billede af noget, der havde været eller kunne være, men som ikke var placeret i omgivelser, der kunne erfares af samtidens mennesker.

I mange af disse tidlige malerier er der et lille vindue, der åbner sig ud til en realistisk verden med grønne træer, marker, veje, mennesker, huse og en by. Mens alting i den ideelle forgrund (for eksempel helgener, deres udseende, deres genstande) har en betydning, har den realistiske verden i baggrunden ingen speciel betydning.

Den er ikke ‘symbolsk’ – den ‘er der bare’, mangfoldig, men også sammenhængende. Man kan forestille sig at gå ud i den og blive ved med at gå. Man kan anlægge veje og fælde træer og bore tunneler i den. Den kan være et tegn (for eksempel på Guds gode skaberværk). Men den behøver det ikke. Den kan også forstås som et gudløst territorium. Den er der, længe før den blev til genstand for moderne videnskabelige undersøgelser. Men den var, så at sige, forberedt til dem.

Naturalismen er stadig dominerende i dag
Naturalismen er dominerende i nutiden. Det er den forståelse, der har magten: Magten over menneskers måder at tænke på. Moderne mennesker mener ikke, at dyr, planter, sten og regnvejr kan have bevidsthed, moral eller samvittighed. Man kan ikke tale med den slags størrelser eller lave aftaler med dem – det kan man kun med mennesker.

Hvis man ikke tænker naturalistisk – hvis man for eksempel omfavner træer, fordi man anser dem for levende og lidende væsener, eller mener at man kan indgå aftaler med dyr og at dyr kan straffes ved en domstol, eller går ud fra at der nok er en ånd i en sten – så vil man fremstå som uoplyst, barnlig, komisk eller vanvittig. Skulle man helt alvorligt mene sådanne ting og handle efter dem, sætter man sin sociale status, sit arbejde, sin frihed, på spil.

Naturalismen er ikke naturlig
Naturalismen forekommer ‘naturlig’, altså indiskutabel, virkelig, sand. Men den er ikke ‘naturlig’ i betydningen, at alle mennesker har den, eller at den giver sig selv.

Intet menneske fødes som naturalist. Børn er ikke naturalister. Ingen tidligere kultur har været domineret af naturalisme. Sandsynligvis kræver det mange års hård træning (primært langvarig uddannelse plus indoktrinering fra familie, venner og medier), før man er så oplært i naturalisme at man anser den for ‘naturlig’.

Men nu er der også opstået flere sprækker i naturalismen. En af disse angår grænsen imellem natur og ikke-natur? Måske går den ikke, som i klassisk naturalisme, imellem mennesker (i kraft af deres tanker) og alle andre væsener. Måske går den imellem mennesker plus menneskeaber og så alle andre, eller imellem mennesker plus alle slags aber, eller plus alle slags dyr?

Skal grænsen imellem natur og ikke-natur flyttes? Skal en kyllingefarm forstås som en granplantage, som i klassisk naturalisme, eller skal den ses som et nyt Auschwitz? Og skal computere i fremtiden forstås som mennesker eller som natur, eller vil de få den naturalistiske dualisme til at bryde sammen?

Naturalismens konsekvenser
En anden sprække er konsekvenserne af naturalismen. Først dannedes forestillingen om ‘naturen’, der etablerede det indlysende og fornuftige. Så kom videnskaben der påviste sandheder om naturen. Så kom teknologien der skabte stor velfærd (og store elendigheder, men velfærden var endnu større). Og så kom endelig affaldet: kulstof i atmosfæren, giftstoffer i naturen. Oplysningen var optimistisk: jo mere viden, jo større lykke og retfærdighed.

Nutiden derimod ser ind i en fremtid, der skræmmer: den antropocæne tidsalder med temperatur- og vandstandsstigninger, massemigration og masseudryddelser af biologiske arter. Dette er indiskutabelt effekter af naturalismen. Ingen tidligere periodes virkelighedsopfattelse har kunnet frembringe en global verden og en global krise.

Det relevante dilemma nu er: Kan naturalismen vendes imod naturalismen selv? Kan en mere fornuftig omgang med videnskab og teknik afbøde det værste? Eller er det simpelthen naturalismen selv, der skal erstattes af noget andet? Og af hvad? I så fald er vi mange, der skal lære at se på ‘naturen’ som en forestilling, som engang gav mening.