Vidner behøver ikke rutte med sandheden

Der er et enkelt lille, men væsentligt forbehold: nemlig at ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv. Man behøver ikke svare, hvis man risikerer "selvinkriminering", som jurister udtrykker det. Foto: Keld Navntoft

Få af de 43 vidner, som bliver afhørt af Skattesagskommissionen, behøver tale sandt, vurderer ekspert. De fleste risikerer nemlig at skade sig selv senere

Nu skal sandheden frem. Det er i hvert fald det overordnede mål for Skattesagskommissionen, som i går tog fat på sit arbejde.

Forsøgte nogen i Skatteministeriet i 2010 at blande sig i Skat Københavns afgørelse af statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mands, Stephen Kinnocks, skattesag? Og hvem lækkede personlige oplysninger i sagen til dagbladet BT?

LÆS OGSÅ: Lun jyde leder skattesagen

Det skal kommissionen finde svar på, men kommer den frem, sandheden? Hvad sker der, hvis de 43 journalister, toppolitikere, rådgivere og embedsmænd lyver eller ikke kan huske noget? Har vidner som tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V), tidligere departementschef Peter Loft og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overhovedet pligt til at tale sandt, når de udspørges?

Det kunne man umiddelbart tro, for som udgangspunkt afhøres alle 43 som vidner. De skal efter Lov om Undersøgelseskommissioner holde sig til sandheden, præcis som hvis det havde været en almindelig retssag.

LÆS OGSÅ: Spindoktor turde ikke udlevere Thorning-sag

Der er bare et enkelt lille, men væsentligt forbehold: nemlig at ingen kan tvinges til at vidne imod sig selv. Man behøver ikke svare, hvis man risikerer selvinkriminering, som jurister udtrykker det.

Netop derfor vurderer professor, dr.jur. Eva Smith fra Københavns Universitet, at de færreste af dem, der kommer i vidneskranken, behøver udtale sig, endsige tale sandt.

LÆS OGSÅ: Arnfeldt lægger alt frem i skattesag

Der er jo stort set ingen af de vidner, som ikke har noget i klemme. Der er altid en mulighed for, at de kan blive beskyldt for et eller andet lovstridigt undervejs, og derfor er det de færreste af vidnerne, som har pligt til at udtale sig eller fortælle sandheden, siger Eva Smith.

Det betyder ikke, at kommissionen ikke kan finde ud af noget, for der er nogle faktuelle forhold, man kan undersøge. Det står jo for eksempel fast, at pressen har fået papirer om personlige skatteforhold, og der kan man jo spørge om, hvor de oplysninger kommer fra. Når kun et begrænset antal mennesker har haft adgang til papirerne, kan kommissionen også få noget ud af de svar, den får, for nogen af de afhørte vil jo sige sandheden.

Professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet Michael Gøtze kalder princippet om selvinkriminering for et tveægget sværd for vidnerne i kommissionen.

Det vil blive overvejet nøje af de vidner, der kan komme klemme i for eksempel senere straffesager eller disciplinærsager. Ved at henvise til selv-inkriminering siger et vidne i en vis forstand indirekte, at der kan være noget at komme efter. De mange bisiddere har her en vigtig rolle som rådgivere, siger Michael Gøtze.

Alle vidner i undersøgelseskommissioner har ret til at have en bisidder med, det vil sige en advokat, der kan vejlede undervejs. Vidnet kan selv vælge sin bisidder, som betales af det offentlige.

At man som anklaget i retssag ikke behøver at udtale sig, og at man heller ikke kan straffes for at lyve, er et grundlæggende princip i det danske retssystem, forklarer professor Ditlev Tamm, der også er fra Københavns Universitet.

Når man ikke forlanger, at en forbryder skal tale sandt om sin egen forbrydelse, hænger det sammen med, at individet er i et ulige forhold over for staten og domstolene. I et så ulige forhold mener man, at den enkelte må have lov til at forsvare sig så godt, han kan, siger Ditlev Tamm.

En undersøgelseskommission er ikke en domstol, og der findes ikke nogen anklagebænk i afhøringslokalet i Gladsaxe nord for København. Alligevel er en landsretsdommer formand for kommissionen, og vidnerne risikerer som nævnt senere at ende som tiltalte i en retssag eller at få disciplinære sanktioner i deres job.

Ditlev Tamm sad selv i den undersøgelseskommission, der fra 1999 undersøgte Politiets Efterretningstjenestes ageren under den kolde krig, og han erkender, at der er nogle retssikkerhedsmæssige problemer med undersøgelseskommissioner.

Det er jo ikke rigtig afklaret, hvad der sker, hvis et vidne pludselig siger noget, der kan ramme vedkommende selv. Derfor er undersøgelseskommissioner ikke af det gode efter mine begreber, og det er også derfor, at mange dommere ikke bryder sig om at skulle sidde i dem, siger Ditlev Tamm.