Tro er ikke moral, og ateister er ikke automatisk moralsk suspekte

Kan man finde sammenhænge mellem uhyrligheder begået i verdenshistorien og ateisme eller tro, spørger dagens kronikør Jonas Jakobsen Foto: AFP PHOTOVALERY HACHE.

Var nazismens og kommunismens forbrydelser i det 20. århundrede et resultat af ekstrem ateisme? Det bliver svært at finde en historiker som vil bekræfte dette, mener dagens kronikør

Under pave Benedikts besøg i Storbritannien i september dette efterår kaldte han nazisme og kommunisme for "ekstrem-ateisme". Samtidig advarede han i sin åbningstale i Edinburgh mod de "afstumpede menneskesyn" og "indskrænkede samfundsmodeller", som opstår, når religionen forsvinder ud af samfundet. I få vendinger fik han altså mistænkeliggjort alle ikke-religiøse livssyn og associeret ateisme med de værste forbrydelser i menneskehedens historie.

Hvis det, paven mente, var, at fravær af religion ikke er nogen garanti for fred og tolerance, ville han selvfølgelig have ret. Men hvis vi gennemtænker indholdet af ytringerne, bliver det klart, at han mener noget andet, ja, noget radikalt andet.

Det, paven egentlig siger, er, at hvis ateismen står alene og ikke korrigeres af religionen, så leder den os i moralsk fordærv. Konsekvensen af pavens tankegang er derfor, at religiøse mennesker ikke står på samme moralske niveau som ikke-religiøse: religiøse kan noget, som ikke-religiøse ikke kan, nemlig oprette og vedligeholde et godt og humant samfund.

Dette svarer til, at jeg som ateist skulle hævde, at religiøse personer ikke er i stand til at opføre sig moralsk anstændigt på grund af deres tro. Men graden af moralsk anstændighed kan ikke måles på, hvor religiøse eller ateistiske vi er. Den kan derimod måles på, hvordan vi behandler dem, som ikke deler vores dybeste værdier og overbevisninger.

Jeg kan kun forstå pavens tale på den måde, at nazismens udryddelser og overgreb på jøder, homoseksuelle, handikappede, intellektuelle og så videre var et resultat af gennemført ateisme.

Men hvad betyder det helt nøjagtigt? Var ateisme - det vil sige den antagelse, at guderne er skabt i menneskets billede - årsagen til nazismens fremvækst? Det bliver svært at finde en historiker, som vil bekræfte dette.

ANALYSER AF nazismens udvikling henviser blandt andet til det ydmygende nederlag i Første Verdenskrig, politisk ustabilitet i Weimarrepublikken, arbejdsløshed og social elendighed, men ikke til ateisme.

Men hvad så med den nazistiske ideologi, den er vel ateistisk? Ja, det er den, hvis man med ateisme mener "ikke eksplicit religiøs". Men denne definition udvander ateismebegrebet i det uendelige. Hvis alt det, der ikke er eksplicit religiøst er ateistisk, så er min andelsforening en ateistisk forening, og Aarhus Universitet et ateistisk universitet.

Det er ikke andet end et retorisk greb, når man kalder nazismen for "ateistisk", samtidig med at man fremhæver demokrati og menneskerettigheder som dele af "den kristne kulturarv". Faktum er, at hverken nazismen, demokratiet eller menneskerettighederne bygger på specifikt religiøse eller ateistiske antagelser. Man behøver derfor hverken at være religiøs eller ateist for at kæmpe helhjertet for enten demokrati og menneskeret - eller nazisme. Men man kan være det.

Paven er tydeligvis uenig i dette, når han beskriver ateisme som et væsenstræk ved nazismen. Igen har jeg svært ved at forstå, hvad han helt præcis mener. Hænger det grufulde ved nazismen direkte sammen med dens ikke-religiøse karakter? Naturligvis ikke: Det grufulde ved nazismen var og er dens menneskesyn og dens gerninger - ikke dens mangel på religion.

Desuden overser eller fortrænger paven, at nazismen netop vandt sin uhyggelige popularitet i en befolkning, hvor det store flertal var genuint religiøst. Nazismen blev hverken lanceret eller opfattet som et "ateistisk alternativ" til den allerede praktiserede kristendom i Tyskland.

BURDE MAN DERFOR IKKE vende anklagen om: Hvordan kunne så mange kristne glemme alt om næstekærlighed og tilgivelse og hengive sig til hadefuld politisk retorik?

Til forskel fra nazismen definerer kommunismen sig gerne som ateistisk eller decideret religionskritisk. Betyder det så, at kommunismens ateisme var årsagen til for eksempel Stalins politiske voldshandlinger? Hvis ja, så kan vi vel bruge samme logik og slutte fra religiøse gruppers voldshandlinger til årsager indlejret i de religiøse trospostulater?

Men det er jo sådanne slutninger som religiøse samfund modsætter sig allerstærkest: I stedet for at tale om for eksempel "muslimsk" terrorisme eller "kristne" heksebrændinger i middelalderen bliver vi bedt om at sætte os ind i de sociale og historiske årsager til disse handlinger, og vi får at vide, at de intet har at gøre med religionernes "sande budskaber".

Det er altså ikke selve religionerne, som er syge, men nogle af deres tilhængere. Det håber jeg er rigtigt. Men burde religiøse samfund så ikke yde den samme hermeneutiske velvillighed over for "sekulær vold" som de kræver af kritikerne af "religiøs vold"?

Den pavelige antagelse om, at et samfund uden religion bliver et umenneskeligt og koldt samfund, har bred opbakning i nogle religiøse miljøer. I Danmark er Kristeligt Dagblads chefredaktør, Erik Bjerager, en af dens mange proponenter. Efter min mening gør denne antagelse ateister moralsk suspekte som gruppe. På samme måde – men med omvendt fortegn - forsøger en del moderne ateister at fremstille religiøs tro som noget, der i sig selv er moralsk problematisk.

Er vi virkelig ikke kommet længere, end at vi mistænkeliggør hele menneskemængder moralsk på grund af deres holdning til trosspørgsmål? Det vigtige i moralsk sammenhæng er ikke, om vi er ateister, agnostikere eller religiøse, men hvordan vi er det.

MODERNE RELIGIONER må derfor kunne skelne mellem religiøs tro (eller manglende tro) på den ene side og moral på den anden. Kan de ikke det, kan de heller ikke overvinde deres "snævertsynede" opfattelser af ateister som moralsk defekte.

Lad mig til sidst uddybe mit forsvar for at holde tro og moral adskilt med et religionsfilosofisk spørgsmål: Hvorfor sagde paven i sin tale, at han skammer sig over det massive omfang af pædofili i den katolske kirke? Skammer han sig af teologiske grunde eller af almenmoralske grunde, det vil sige af grunde, som er uafhængige af religiøs tro? Paven bør selvsagt skamme sig af almenmoralske grunde, som ingen religion kan tage patent på.

Pædofilien, som trives i den katolske kirke, bør fordømmes på skarpeste – uanset om Gud eksisterer eller ikke! Vi skal bekæmpe børnemishandling, ikke fordi Gud befaler det, heller ikke fordi vi eventuelt belønnes eller straffes i det hinsides, men fordi børnemishandling ødelægger uskyldige menneskeliv, før de er begyndt.

Jonas Jakobsen er ph.d.-studerende på det filosofiske institut ved Tromsø Universitet i Norge