Psykologer skifter syn på moral

©PHOTOPQR/NICE MATIN/P LAPOIRIE ;ILLUSTRATION PSY Foto: colourbox.com

Freud ville måske have rynket på næsen, men psykologer sætter i disse år fokus på moral

Skal jeg lade mig skille fra min kone? Kan jeg tillade mig at have en elskerinde? Hvordan skal jeg opdrage mine børn?

Mange danskere hjemsøger psykologer med den slags spørgsmål, der helt åbenlyst smager af moral. Alligevel er psykologien gået i en stor bue uden om at diskutere moral. Indtil nu.

- Psykologien har haft et spændt forhold til moral. Men der sker en ændring i disse år. Psykologer arbejder jo med mennesker, der netop søger hjælp til deres moralske problemer, og værdimæssige spørgsmål ligger meget i tidsånden - hvilket også stiller et krav om, at psykologerne selv tænker moral og etik ind i deres profession, siger dr.phil. Erik Schultz fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet.

Op gennem det 20. århundrede bandlyste psykologer ellers moral som begreb. En lære om rigtigt og forkert harmonerede dårligt med en saglig og neutral videnskab om menneskets psyke. Når mennesker opførte sig på en moralsk angribelig måde, talte psykologerne om karakterafvigelser - ikke om moral. Det tætteste psyko-analysens fader, Sigmund Freud, kom på moral var et »overjeg«, der nærmest fremstod som en indre skolemester og dermed noget andet end én selv.

Den tendens gør flere af fagets folk nu op med. Psykologen Svend Brinkmann valgte moral som tema for den ph.d.-afhandling, han netop nu skriver på ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet. Han prøver at afdække, hvordan mennesker træffer deres moralske valg.

- Jeg var simpelthen utilfreds med, at moral ikke spiller ind i psykologien.

Vi har gerne villet have en værdineutral videnskab, men moral er jo en kerne-dimension i livet - helt tilbage fra skabelsesberetningen, hvor Adam og Eva først blev mennesker, da de fik en viden om godt og ondt, siger han.

Også den erfarne psykolog Benny Karpatschof fra København Universitet forsker i moral.

Han har blandt andet udviklet en teori om, hvordan moralen spirer frem i små børn, når de knytter sig til og føler noget for andre mennesker.

- Psykologer kan hjælpe med at afklare problemer hos mennesker, der for eksempel har opbygget deres moralske forestillinger på en uholdbar måde. Psykologer skal stadig ikke gøre sig til moralske dommere. Men i psykologien har man nærmest ladet som om, at moralen ikke eksisterede, og det er uheldigt, for man bør kende de mekanismer, der ligger bag moralske valg, siger han.

Psykologer begynder også at se på sig selv med moralske øjne.

Inden for de seneste fem til 10 år har universiteterne indført undervisning i, hvordan psykologer bør agere moralsk over for deres klienter. I 1998 tilsluttede Dansk Psykolog Forening sig nogle etiske principper for nordiske psykologer, som danske psykologer nu arbejder efter.

lenler@kristeligt-dagblad.dk

#

Læs mere under Danmark