LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Lynchstemning mod adoptivforældre skyder forbi målet

Den voldsomme reaktion hos seerne skyldes ifølge internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen, at historien har ramt folk lige i hjertet. Foto: TV2 frit Denmark

Siden en dokumentarfilm om en etiopisk piges adoption blev vist i mandags, har pigens adoptivforældre fået en hetzpræget offentlig medfart, der før er set i lignende sager, hvor befolkningens vrede rettes mod enkeltpersoner. Men målet med case-journalistikken er egentlig lige modsat, påpeger lektor

Danmarks mest forhadte.

Sådan lød overskriften i gårsdagens Ekstra Bladet sammen med et stort forsidebillede af adoptivforældrene Henriette og Gert Vedse-gaard, der medvirkede i dokumentarfilmen Adoptionens pris, som blev vist mandag aften på TV 2.

Filmen følger parrets adoption over fire år af den fireårige etiopiske pige Masho, der aldrig kommer sig over traumet ved at blive skilt fra sin etiopiske mor og ikke falder til hos sine danske adoptivforældre. Til sidst giver forældrene op, og Masho ender på børnehjem.

LÆS OGSÅ: Syndebukke og adoption

Dokumentarfilmen skulle sætte et generelt kritisk lys på adoptionsforløb, men har i stedet ført til en hetz mod pigens adoptivforældre. På det sociale netmedie Facebook raser flere over moderen, der beskrives som hjerteløs, afstumpet og egoistisk.

Mit hjerte græder. Hende adoptiv moren er sindsyg. Hun burde spærres inde og lad nøgle blive væk.!! Væmmes ved hende.! Aldrig har jeg hadet en person så meget, som jeg aldrig har mødt.!, skriver en bruger på TV 2s facebookside. En anden skriver:

FØJ for en adoptionsfamilie !!!!! De skulle ikke have haft de børn. De har slet slet ikke empati eller forståelse for det at have børn. Hvor er det synd for børnene....Børnemishandling !!.

Parret har efterfølgende bedt politiet om beskyttelse og sover ikke længere i deres hus, som de forlod samme nat, som programmet blev sendt. Kvinden har siden været sygemeldt.

Den voldsomme reaktion hos seerne skyldes ifølge internetpsykolog Anders Colding-Jørgensen, at historien har ramt folk lige i hjertet.

Selve emnet, mor og barn, er noget, alle kan relatere til, har en mening om, og det vækker i den grad følelser. Og her fungerer Facebook-siden som en ventil, siger han til tv2.dk.

Sagen er dog langtfra enestående. Gennem årene er andre ligeledes blevet udsat for noget, der ligner lynchstemning, eksempelvis en sagsbehandler i Brønderslev Kommune oven på den såkaldte Brønderslev-sag om ubegribelig misrøgt, overgreb og misbrug mod 10 børn i en familie.

Folket krævede en syndebuk. Den syndebuk leverede programmet. Og det blev så min hustru, skrev sagsbehandlerens mand, journalist Niels Gorm Andersen, efterfølgende i en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han kritiserede, at dokumentaren huggede hovedet af budbringeren, fordi hun var den eneste, der indrømmede fejl i sagen.

I den aktuelle sag har Henriette Vedsegaards arbejdsgiver givet udtryk for, at hun ikke genkender det billede, der tegnes af adoptivmoderen. Og Michael Bruun Andersen, der er lektor på Roskilde Universitetscenter for Kommunikation, Journalistik og Social forandring, påpeger, at dokumentarfilmen har medført en helt anden reaktion end hensigten.

Problemstillingen er vendt på hovedet, for historien skal sætte et kritisk lys på adoption generelt, hvilket disse adoptivforældre skal illustrere gennem deres eksempel. Eksempler, såkaldte cases, i journalistik skal illustrere et større problem og er oftest ofrene i sagen. I dette tilfælde står forældrene frimodigt frem for at bidrage til at belyse problemer med adoption, men ender selv som skurke i den offentlige gabestok, hvilket journalisterne bag dokumentaren desværre nok ikke havde forestillet sig. De sociale mediers lynchjustits kommer hurtigt frem, når det drejer sig om uskyldige børn, men den skulle jo rettes mod adoptionssystemet.

Thomas Søbirk Petersen, der er lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet, er enig. Han finder reaktionen helt ude af proportioner. Det er menneskeligt at blive forarget, når børn behandles dårligt, men forargelsen burde ikke rettes mod adoptivforældrene, mener han.

Vi kan alle have udfordringer med vores børn, og her er nogle forældre, som har haft en særlig udfordring, som de ikke kunne magte. Så er det nemt nok at sidde hjemme i stuen og pudse glorien ved at klandre dem og sige, at sådan ville man aldrig selv behandle sine egne børn. Og i virkeligheden ligger det største moralske problem i sagen vel hos adoptionsbureauet, som har franarret de biologiske forældre disse børn. Det understreger blot, at når det handler om etik, er det ikke altid vores umiddelbare følelser, som viser det rette billede.