LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Klumme: Det kniber med høfligheden i Danmark

"Der er folk, der vælger ikke at hilse, selv ikke når de første gang passerer en kollega på en af arbejdspladsens gange. Det har jeg altid fundet virkelig ubehøvlet", mener Niels Davidsen-Nielsen, der er dagens skribent i Eftertanken. Foto: .

Vort land er ved at udvikle sig til en ubehøvlet plet på det europæiske landkort, skriver sprogprofessor Niels Davidsen-Nielsen

Det kniber med høfligheden i det offentlige rum. Hvis man aflægger visit i vores nabolande Tyskland og Sverige, kan man ikke undgå at bemærke at folk taler pænere til hinanden dér end vi gør herhjemme. Og det gør jo hverdagen mere behagelig. Er Danmark ved at udvikle sig til en ubehøvlet plet på det europæiske landkort?

LÆS OGSÅ: De høflige former giver tillid

I en undersøgelse som avisen metroXpress fik foretaget for nylig, svarede 59 procent af respondenterne at danskerne i løbet af de seneste fem år er blevet mindre høflige. Og 88 procent ønskede mere høflighed i det offentlige rum. Samtidig opfattede 93 procent sig selv som høflige! Hvordan skal man forklare denne forskel i at opfatte sig selv og andre på?

En mulig grund kan være at vi føler os høflige, men mangler sproglige standardformuleringer til at give udtryk for det. I gamle dage sagde man for eksempel Tillader De? når man skulle ind på en række i biografen eller ud af en bus. Men det kan man ikke i dag, for den formelle tiltaleform De er stort set forsvundet fra sproget. I mangel på et fast udtryk må man så overveje hvad man skal sige i stedet. Og så ender vi ofte med intet at sige og bare mase os frem.

LÆS OGSÅ: Hver fjerde dansker vil afskaffe De

Et andet eksempel: Når man hilser på nogen for første gang, siger man på tysk es freut mich, på fransk enchanté og på engelsk pleased to meet you. Men også her mangler vi et standardudtryk på dansk. For nylig traf jeg hos mit teenagebarnebarn to af hendes klassekammerater. Efter at vi havde givet hånd og sagt hej, sagde de ikke mere, heller ikke hvad de hed. Så opstod der en kejtet pause, men jeg kunne se at den intet havde med uvenlighed at gøre. De manglede simpelthen et sprogligt udtryk.

Der er også folk der vælger ikke at hilse, selv ikke når de første gang passerer en kollega på en af arbejdspladsens gange. Det har jeg altid fundet virkelig ubehøvlet. Og de der nogle dage vælger at hilse, men andre at lade være, har lige så dårlige manerer. Når jeg udsættes for det, holder jeg selv op med at hilse, og jeg er også for længst holdt op med at spekulere over hvad der ligger til grund for deres muggenhed.

Forfatteren Torben Steno mener i sin bog Længsel efter faste former (2011) at en del af den danske høflighed forsvandt med ungdomsoprøret i 1968, og at tiden nu er inde til en høflighedsrevolution. Et af de nye udtryk vi bruger, er Hav en god dag, der benyttes daglig af 48 procent af respondenterne i førnævnte undersøgelse. Det er der nogle der rynker på næsen ad fordi det er en importeret amerikansk kliché. Men udtrykket kan jo ikke misforstås og er vel bedre end ingenting. Alligevel har Klaus Rifbjerg gjort nar af det i et digt hvori hilsenen hav en god dag bag sigtekornet i dit helikopterkampfly.

LÆS OGSÅ: Sagde De De til mig?

Mens de fleste danskere er uhøflige, eller virker sådan, er der også nogle et lille mindretal, utvivlsomt der er så høflige at det grænser til det servile. Her er der nok tale om folk der som børn gik i streng flinkeskole, eller som er selvusikre. Denne overdrevne form for høflighed fremmer ikke den gnidningsfrie kommunikation, for når der smøres for tykt på, risikerer man at det opfattes som en parodi på gode manerer.

Selv er jeg normalt en høflig mand. Men når jeg undtagelsesvis er i ondt lune og ude af stand til at lægge ansigtet i imødekommende folder, bliver jeg interessant nok behandlet med større respekt af mennesker jeg møder, end ellers. Og jeg mener at jeg derudover er genstand for større opmærksomhed fra kvinder end normalt! Så kommer jeg til at tænke på skuespilleren Steve McQueen, der i 1970erne var en af Hollywoods mest mutte machostjerner.