Gud har lagt moralen i mennesket

Der er ingen tvivl om, at en kristen moral findes, siger Per Schmidt Sørensen, der har gjort Gud til arbejdsgiver i nyt rådgivningsfirma efter bibelske principper

Lige over for pinsekirken i Odense centrum ligger et nyt firma, Ofir Consult, hvor leder Per Schmidt Sørensen rådgiver virksomheder efter nogle helt særlige ledelsesprincipper. Nemlig de principper, Moses brugte til at lede israelitterne gennem ørkenen.

- Gud er min arbejdsgiver. Han har lovet at sørge godt for mig, og det har han også gjort, siger den 37-årige virksomhedsejer, der er uddannet kok, men har suppleret uddannelsen med praktisk ledelseserfaring og kurser.

Guds omsorg holdt også de måneder siden firmaets start i juni sidste år, hvor indtægterne har været knap så rigelige.

- Jeg har ikke manglet noget. Gud sørger godt for mig, siger Per Schmidt Sørensen.

Han tilhører den såkaldte Trosbevægelse, der holder til i Kristent Center Nordfyn, men er opvokset i Indre Mission, inden han bevægede sig over i de karismatiske dele af folkekirken. Der var efter Per Schmidt Sørensens opfattelse ingen folkekirker med karismatiske præster på Fyn, så derfor er han flyttet til Trosbevægelsen.

- Der er overhovedet ingen diskussion om, at der findes en kristen moral. Mennesket er skabt af Gud, og Han har også lagt moral og værdier i mennesket. Men hvis mennesket ikke gennem bøn og stilhed søger at finde sin moral, så er det, det går galt, og moralopfattelsens ændres. Men der ligger kristen moral i alle mennesker, ingen tvivl om det.

Per Schmidt Sørensen bad Gud om vejledning i forbindelse med Ofir Consult, eller rettere, det var Gud, der ledte ham hen til ideen.

- Jeg har været leder i flere virksomheder og fik flere og flere tilbud fra forskellige rådgivningsfirmaer, der ville løse problemer med krystaller og andre okkulte, eller i hvert fald ikke-kristne, metoder. Jeg bad til Gud og blev ledt hen til Moses i Det Gamle Testamente. Så skete det utrolige, at jeg pludselig kunne se, hvordan Moses var som leder - at de konflikter, Moses havde som leder, var de samme som moderne virksomhedsledere har.

Derfor udarbejdede Per Schmidt Sørensen under guddommelig inspiration, som han udtrykker det, »M.O.S.E.S Business Leadership« som princip for sin rådgivning.

- Hvorfor bruge alle mulige okkulte metoder, når fortiden giver brugbare, nutidige svar, som han udtrykker det.

Moses-principperne handler om Mennesket, Opgaven, Samarbejde, Enighed og Strategi.

- Det er jo skrevet i moderne sprog, men læser man om vandringen i ørkenen, så er det tydeligt, at der var problemer, når Moses ikke var der, eller når israelitterne var uenige. Derfor skal ethvert problem i en virksomhed, uanset om problemet er medarbejdere eller ledelsen ses i lyset af de fem problemstillinger. På den måde kommer man hele vejen rundt. Jeg kan på den måde vejlede virksomheder i, hvad konsekvensen er i hele virksomheden, hvis der bruges en bestemt strategi, og hvilke andre konsekvenser, hvis man vælger en anden.

Han understreger dog, at han lægger muligheder frem for virksomheder, som så selv tager beslutningen.

- En virksomhed har et stort ansvar over for de enkelte medarbejdere, også i forhold til at bringe dem videre. Det er der ikke så mange virksomheder, der tager på sig. Men når man ser, hvilke virksomheder som gør, så må det også være åbenbart, at det kan betale sig at holde fast i de kristne værdier.

Per Schmidt Sørensen nævner Mærsk, Danfoss og Lego som eksempler - men ved godt, at i hvert fald sidstnævntes regnskaber ikke har været så gode i de sidste par år.

Selvom Per Schmidt Sørensen har valgt Moses som sit lederforbillede, så er det fra Det Ny Te-stamente, han henter sin egen kristne moral. I kravet om at elske Gud og elske næsten som sig selv.

- De Ti Bud er bestemt en god rettesnor, og også guddommeligt inspirerede. Men hvad hjælper det at overholde bud, hvis man

ikke elsker sin næste eller sin Gud. For mig kommer den kristne moral ud af et liv, nemlig Kristus.

Den kristne moral kommer til udtryk i Per Schmidt Sørensens måde at leve og tænke på.

- Jeg ser på det menneske, som står foran mig. Hvis det har behov for hjælp, så hjælper jeg. Det kan jeg ikke lade være med som kristen uden af være i konflikt med mig selv.

Den kristne moral er for Per Schmidt Sørensen uforanderlig.

- Den ændrer sig på den måde, at man selv ændrer sig. Man bliver klogere. Men værdierne skiftes ikke ud. Moralen er konstant, som det fremgår af Biblen. Det er ens egen synsvinkel, der ændres fra ungdommeligt snæversyn til mere livserfaring.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk