Drikkepenge eller betleri?
Mødet med en sur servitrice får Kristeligt Dagblads skribent til at tænke over grænsen mellem drikkepenge og betleri
ILondon spiste min husbond og jeg et aldeles ringe måltid, serveret af en særdeles sur servitrice, der mere knaldede tallerknerne vredt i bordet, end hun satte dem med et smil. I hendes anatomi var smil i det hele taget et fraværende træk.
Vi blev enige om, at denne gang var grænsen nået for, hvornår man giver drikkepenge - selvom man bør i lande, hvor drikkepenge er en del af lønnen. Men uanset om hun var sur på os, kæresten, livet eller en af mange andre anledninger til surhed, blev vi enige om, at det ikke var vores anliggende, og nogen "jeg har behov for at tale om det"-attitude havde hun ikke ligefrem lagt op til.
Så vi gik – og der lå ingen drikkepenge tilbage på bordet, men til gengæld en del rester.
I modsætning til ved serveringen var hun dog umådelig hurtig til at spotte manglen på klingende mønt. Hun løb efter os for fuldstændig uden blusel at forlange 15 procent i drikkepenge.
Jeg blev så paf, at jeg stak hende pengene.
Hvilket jeg ikke fik megen ros for resten af dagen.
Efterhånden tænker jeg tit på hende.
Der er nemlig tilsyneladende sket noget nyt herhjemme på dette område. Jeg kan ikke i mit halve århundrede lange liv huske, at man betalte drikkepenge i Danmark.
Sådan har det altid været.
Medmindre, selvfølgelig, at man præsenteres for himmerigsmundfulde og servering, der ligger langt over både gennemsnit og forventning.
Men nu er det sådan, at når regningen skal betales, får man stukket en transportabel dankortstation op i ansigtet, og det første, maskinen afkræver én et svar på, er, om man vil betale ekstra: tryk grøn knap – eller ej: tryk rød knap. Og så kommer man til pinkode med videre.
Hvem, spørger jeg så, vil betale ekstra for en middelgod gang stegt flæsk med persillesovs, hvis transportør, forklædt som tjener, er forsvundet, indtil regningen skal betales?
Eller en skosål af en bøf, en suppebuffet, som udelukkende eksisterer på menukortet, eller en pasta, der er kogt sønder og sammen.
Jeg vil ikke!
Ikke desto mindre får jeg altid den tanke, at jeg nok er både nærig og ond, når jeg frem for at tænke "nem løsning" tænker "usmageligt tiggeri", når jeg præsenteres for maskinen, skærer tænder af arrigskab og glemmer alle de kloge ord om at vælge de krige, man kan vinde.
Måske skulle man gøre de hjemløse tiggere i København og andre større byer opmærksomme på fidusen med den transportable dankortmaskine. De lider nok i højere grad end restauratørerne under, at mange slet ikke har kontanter længere.
Men det vil bankvæsenet nok ikke opfatte som en god investering.