Bedemand tager død mands aske i pant

I 2001 dukkede en ny hyttetomt fra Kongemose-kulturen op. En rekonstruktion af denne jægerhytte er blevet opført i Lejre Forsøgscenter. -- Foto: Hørsholm Egns Museum.

En bedemand får voldsom kritik, fordi hun tilbageholder en urne som pant efter uenigheder med en enke

Lige nu står urnen med den afdøde Bent Andersen gemt i et aflåst skab, fordi hans enke ikke kan betale regningen for bisættelsen. Retten har ellers talt. Den skal udleveres, men familien venter fortsat.

- Jeg troede, at bedemænd var samvittighedsfulde med hjertet på rette sted, siger Michael Andersen, søn til den afdøde Bent Andersen, hvis aske nu tilbageholdes af bedemanden.

LÆS OGSÅ:Ny ateistbedemand udfordrer kirkens begravelsesritual

Bent Andersens enke kan ikke betale regningen for bisættelsen, og det har altså fået bedemanden til at tage utraditionelle midler i brug, skriver Ekstra Bladet.

- Vi forklarede bedemand Pernille Buus, at udgifterne til bisættelsen skulle holdes på et minimum, fordi min mor ikke har ret mange penge at gøre godt med, siger sønnen.

- Hun lovede, at hun ville søge alle de begravelsestilskud, hun havde mulighed for. Men min mor fik kun de obligatoriske 1000 kroner fra det offentlige.

Nu sidder moren så tilbage med en regning på over 25.000 kroner ifølge sønnen.

Bedemand Pernille Buus skrev til Bent Andersens enke midt i oktober, at hun havde fjernet urnen fra kirkegården.

"I kan hente den efter aftale, når det fulde beløb er indsat. Senest 10 dage," stod der blandt andet i brevet.

Pernille Buus' metoder møder kritik hos brancheforeningen Danske Bedemænd.

- Man bør under ingen omstændigheder tage sådan nogle midler i anvendelse, siger Axel Jørgensen, forretningsfører i Danske Bedemænd.

Han henviser desuden til begravelsesloven, hvor der står, at en urne enten skal opbevares på en kirkegård, eller at asken skal spredes over åbent hav.

Da slagsmålet om urnen for nylig blev behandlet af Fogedretten i Glostrup, fastslog dommeren, at bedemanden skal udlevere urnen til familien Andersen. Men det er altså endnu ikke sket.

Ifølge Pernille Buus skyldes det dog ikke, at hun tilbageholder urnen:

- Der skal bare aftales en tid, og så kan de få udleveret urnen. Jeg har haft en lang line i den her sag, men jeg skal jo have min betaling.