Gotfredsen: Dækning af flyulykke provokerer mig

Det er ret tankevækkende, at historier som disse fylder en del mere i tv end i seriøse aviser, skriver dagens mediekommentator

DER EKSISTERER en lille særskilt journalistisk provokation i mit liv. Den opstår, hver gang denne verden oplever tragiske hændelser i stil med det flystyrt, der i tirsdags fandt sted i de franske alper. Hvorpå nogle bestemte mekanismer går i gang.

En ulykke af dette omfang skal naturligvis som udgangspunkt dækkes. Den har stor øjeblikkelig nyhedsinteresse, og det er vigtigt at finde ud af, hvad der forårsagede styrtet. Ikke mindst i disse terrortider skal så mange spørgsmål som muligt besvares. Men når det er sagt, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvad der begrunder en så massiv mediemæssig dækning af en begivenhed, der rummer stor sorg, men næppe mange perspektiver.

Flystyrt sker, ja, selv i de tilfælde, hvor flyvemaskinen anses for at være blandt de mest sikre i verden, og der er ingen særlig grund til, at vi skal tæt på de ramte. Men sikkert er det, at jagten går ind, og således også onsdag aften hen over nyhedsfladen, hvor vi blev taget med til den tyske by Haltern am See, der har mistet en hel gymnasieklasse.

Adskillige tavse unge blev filmet, og et par stykker blev interviewet om deres tilstand, og her knækker filmen for mig. Hver gang. Jeg forstår ikke, hvorfor det ses som relevant at trække udtalelser ud af mennesker, der sørger over en begivenhed, der ikke umiddelbart har tråde til noget principielt, men nok snarere grunder i ren grusom tilfældighed.

Her er ingen vigtige politiske perspektiver, man venter stadig på nyt fra flyets sorte boks, og her kommer journalistik hurtigt til at fremstå som flad og usympatisk nyfigenhed.

Det er desuden ret tankevækkende, at historier som disse fylder en del mere i tv end i de seriøse aviser. Forklaringen er nok, at følelser gør sig bedst på fjernsyn, og at jagten på de unge i Haltern am See i sig selv kan opfylde kriterierne for begrebet godt fjernsyn.

Men skal man forsøge at se lidt mildere på det hele, kan man dog også mene, at dækningen af disse tragedier muligvis kan have en vis terapeutisk virkning. Vi mennesker lærer aldrig at leve med det frygtelige vilkår, at livet kan afsluttes med sekunders varsel, hvorefter man bare kan stå og stirre ud i tomheden uden mulighed for at placere et ansvar.

Naturkatastrofer og uforklarlige flystyrt er med til at sætte eksistensen i relief, og der findes utvivlsomt et behov for at se statsledere stå side om side og tage del i sorgen.

I en fremskreden medietidsalder ved vi bare alt for godt, at der hersker en tendens til at udnytte store tragedier som kilde til den rene gruens fascination. De kan fungere som en pause fra den mere forpligtende og nøgterne nyhedsstrøm og som en indbydelse til at træde ind i et rum, hvor vi alle kan lade os forføre af den dybt fascinerende skæbnesvangerhed.

Spørgsmålet er, om dette rum bør være en så stor del af den journalistiske opgave i nyhedsdækningen. Ligesom spørgsmålet er, om den provokation, man hver gang føler i dette rum, ikke blot understreger, at man skal se at komme ud af det i en vis fart.

Sørine Gotfredsen er forfatter, præst og journalist