Unødvendigt mediestunt

Politikens bogoptryk er uansvarlig avismarkedsføring

Ingen kan med garanti vide, om afsløringer i bogen "Jæger – i krig med eliten" af den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack kan true danske soldaters sikkerhed i Afghani stan. Men når forsvarets ledelse påstår det og forsøger at nedlægge fogedforbud mod bogen, er der grund til varsomhed. Derfor er det udtryk for både bedrevidende skråsikkerhed og manglende respekt for landets domstole, at dagbladet Politiken i går valgte at optrykke hele bogen som særtillæg til avisen under påberåbelse af ytringsfriheden.

Hvis fogedretten i dag når frem til den afgørelse, at bogen godt kan udkomme, har Politiken fået PR-point ud af at bryde ophavsretten ved at hugge en bog fra et forlag i et konkurrende forlagshus. Hvis fogedretten i stedet når frem til, at der bør nedlægges forbud mod bogen, fordi den indeholder viden, som Taleban kan bruge imod de danske og allierede styrker i Afghanistan, har Politiken bidraget til at bringe danske og allierede soldaters liv i fare.

At sagen er nået hertil, kan forsvaret i et vist omfang klandre sig selv for. Der er blevet reageret sendrægtigt og alt for langsomt over for både forlag og forfatter, og det stemmer dårligt sammen med forsvarets nye såkaldt åbne linje, at forsvarsledelsen end ikke i fortrolighed over for forfatter og forlag har villet præcisere, hvilke oplysninger der kan være skadelige.

Tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl gjorde i går opmærksom på, at han selv har oplevet en lignende lukkethed hos forsvarets ledelse, da han skrev en bog om sin tid som jægersoldat.

Balancen mellem forsvarets indlysende krav om hemmeligholdelse af central viden og demokratiets indlysende krav om åbenhed er vanskelig. Men som Poul Dahl gør opmærksom på, er den farligste terror den, der sniger sig ind på os forklædt som frygt og uvidenhed, så vi i stedet for at bekæmpe terror ender med at bekæmpe os selv.

Forsvaret har meget at lære af denne sag, herunder også det indlysende spørgsmål om, hvorfor forsvarsledelsen i Danmark, der er et land i krig, ikke taler med større autoritet og vægt i offentligheden, end tilfældet er.

Forsvaret kan tage fejl i denne sag, men det kan Politiken også. Det er udtryk for selvindbildning, at man som lægmand kan vurdere, om der er miltære beskrivelser i bogen, der er skadelige for den danske indsats eller for forholdet til de allierede. I sagen om Muhammed-tegningerne argumenterede Politiken imod offentliggørelse af tegninger, der sårer muslimer. Med gårsdagens mediestunt viser Politiken, at avisen sætter hensynet til muslimers følelser over hensynet til danske soldaters liv. bjer