Sveriges Radio mener ikke man må være partisk i et valgår og fyrer medarbejder

Metalbandet Megadeath blev samlet i 1983 af den kasserede Metallica-guitarist Dave Mustaine. På familiefronten var Mustaines mor jødisk, men sønnen fik ifølge musikbloggen Noisecreep alligevel en opvækst i Jehovas Vidner. Efter alkoholproblemer og en tur inden om Anonyme Alkoholikere, stod Mustaine i '00erne frem som en genfødt kristen. Efterfølgende har forsangeren valgt ikke at optræde sammen med musikere, der kan associeres med satanisme. Her er han på scenen i Hamilton, Canada, den 8. februar 2012. Foto: Christian Ringbæk/ Denmark

Radioværten Soran Ismail har som privatperson flere gange været kritisk over for Sverigedemokraterne. Nu er han blevet fyret for sine holdninger, og det kritiseres Sverige Radio nu for

Hver uge medvirker komikeren Soran Ismail i programmet Morgenpasset i Sveriges Radio. Eller rettere: Sådan har det været. Fra i morgen holder han en lang pause, nærmere bestemt til efter den 14. september. Der vælger svenskerne en ny regering, og årsagen til Ismails pause er, at han som privatperson flere gange har været kritisk over for Sverigedemokraterne, der blev valgt ind i Rigsdagen i 2010.

Den officielle forklaring fra Sveriges Radio er, at Soran Ismail i samarbejde med ledelsen er kommet frem til, at når han sandsynligvis vil tilkendegive sin holdning til Sverigedemokraterne, kan han ikke samtidig være radiovært på statslig radio. Ifølge Ismail selv er det ikke hele sandheden.

De sagde, at så kan jeg bare holde mund. Men det kan jeg faktisk ikke, sagde jeg som svar. Så nu har jeg ganske enkelt fået karantæne, siger han om beslutningen til Dagens Nyheter.

LÆS OGSÅ: Holdninger er delte om, hvorvidt Eta virkelig vil lægge våbnene

Han har forståelse for, at programværter ikke aktivt kan gå imod visse politiske grupper, men han stiller sig tvivlende over for kravet om absolut neutralitet. Det er flere medieforskere enige i, og professor i medievidenskab ved Stockholms Universitet Anja Hirdman er kritisk over for Sveriges Radios beslutning.

Public service indebærer, at man rapporterer bredt, og man skal ikke undervurdere lytterne, der er i stand til at bedømme udtalelser selv. Der er en stor ængstelighed, som jeg ikke har set tidligere, og deres argumentation om, at medarbejdere skal være neutrale og objektive, kan diskuteres, påpeger hun over for Svenska Dagbladet.

Debatten om Soran Ismail er blot det seneste eksempel på stridigheder i forbindelse med Sveriges Radios forberedelser frem mod efterårets valg. I sidste uge blev en anden radiovært anklaget for at være partisk i en debat om racisme, som endte med, at de programansvarlige i P1 undskyldte. En sang, som musikeren Timbuktu har skrevet som et opgør med Sverigedemokraterne, må ikke længere spilles i radioen, og Sveriges Television har besluttet ikke at vise den systemkritiske film Godheden før valget, da den anses for at være for ensidig. Filmens instruktør kalder det for en alvorlig indskrænkelse af ytringsfriheden.

Programdirektør på Sveriges Radio Björn Löfdahl mener, det er naturligt, at rammerne strammes i et valgår.

Det politiske bliver sat på spidsen, og derfor skal vi være mere opmærksomme på, hvad vi formidler. Vi ønsker ikke, at radio eller tv skal blive skueplads for politisk agitation fra medarbejderes side, udtaler han til Expressen.

Flere medarbejdere har måttet skifte arbejde, fordi de har udtrykt deres holdninger offentligt i læserbreve eller andet, og ifølge Björn Löfdahl er emnet ofte Sverigedemokraterne eller racisme.

I 2010 blev journalisten Svante Weyler fyret fra Sveriges Radio for at have skrevet en kronik om vold mod jøder i Malmø, som blev anset for at være partisk. Han mener, at det er et sundhedstegn, at sådanne diskussioner opstår, når et valg til Rigsdagen nærmer sig, men er samtidig bekymret over, at tonen er blevet skarpere.

Alting er betændt i løbet af et valgår, og landets medier frygter i højere grad at blive anklaget for partiskhed. Problemet er, at det er urealistisk, for når en person siger, at det går fremragende for svensk økonomi, skal vi så absolut hale én ind, som kan sige, at det går mod afgrundens rand? Berøringsangsten over for at tage stilling er farlig, fordi den er uholdbar og skaber farveløse og holdningstomme studieværter og journalister, siger han til Dagens Nyheter.