Pia K. hængt ud som nazist på facebook

SF'erne Steen Gade og Kamal Qureshi er med i en facebookgruppe, som sidestiller Dansk Folkeparti med Hitler og nazisterne

Flere af SF's folketingsmedlemmer er registreret som medlemmer af en

Facebook-gruppe, der sidestiller Dansk Folkeparti med Hitler og nazisterne.

SF vil ikke dæmonisere deres politiske modstandere. Det var søndagens klare melding fra SF's formand Villy Søvndal på partiets kongres.

Alligevel er flere af SF's folketingsmedlemmer registreret som medlem af en

Facebook-gruppe, der sidestiller Dansk Folkeparti med Hitler og nazisterne, fortæller DR Nyheder.

SF'erne Steen Gade og Kamal Qureshi er nemlig begge medlemmer af

Facebookgruppen "Danmarks Løver - modstandsbevægelsen mod DF's

besættelsesmagt".

Her er Pia Kjærsgaard blandt andet afbilledet i naziuniform med hagekors på

armen og SS-troppernes symbol på kraven, mens hele toppen af Dansk Folkeparti på andre billeder er afbilledet som nazister med Peter Skaarup heilende ud til folket.

Pia Kjærsgaard tager stærkt afstand fra gruppen og forstår ikke, at SF'erne er memmer af gruppen.

- Villy Søvndal siger, at SF ikke dæmoniserer deres modstandere. Alligevel er

flere af deres folketingsmedlemmer medlem af den her Facebookgruppe. Det er så langt ude. Det beviser bare, at det er spin og taktik, når SF siger, at de ikke har noget imod Dansk Folkeparti. Det her er så ondsindet og usmageligt fra et parti, der gerne vil i regeringen, siger Pia Kjærsgaard til DR's 21 Søndag.

SF'eren Steen Gade ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen, men siger i en skriftlig kommentar til 21 Søndag, at han ikke husker, hvordan han er kommet med i Facebookgruppen. Nu vil han melde sig ud igen.

SF's Kamal Qureshi siger til 21 Søndag, at han ikke har holdt øje med den

pågældende Facebook-gruppe og i øvrigt heller ikke er klar over, hvilke grupper han er med i.

SF's formand Villy Søvndal ønsker ikke at udtale sig om sagen.