Nyt socialt medie er som skabt til mobning

Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Øverst i den grå bjælke ses den anonyme afsenders besked. Klik "næste billede" for at bladre videre til flere eksempler. Vi skal advare mod groft sprog Foto: formspring.me

OPDATERET MED BILLEDSERIE Dødstrusler og krænkelser er hverdagskost på det nye sociale medie Formspring. Børn og unge tiltrækkes af muligheden for at spørge om alt og svare anonymt, mens ekspert advarer mod farer ved muligheden for at gemme sit navn

Du skal dø. Gid du bliver kørt over. Du er klam og fed. Du ser dum ud med bøjle. Du har ingen hofter. Du vil nok bare have opmærksomhed.

Alle disse beskeder har 14-årige Camilla Sundahl fra Virum modtaget for nylig. Hadebeskederne er et uddrag af de henvendelser, hun har fået på sin profil på det nye sociale medie "Formspring". Hjemmesiden, der blev lanceret i USA i 2009 og i dag har 29 millioner brugere verden over, boomer i øjeblikket blandt danske børn og unge, fortæller Malene Charlotte Larsen, adjunkt ved Aalborg Universitet og ph.d. i børn og sociale medier:

Mit indtryk er, at et stærkt stigende antal danske børn og unge bruger Formspring. Det er det, der er upcoming og populært lige nu, siger hun.

LÆS OGSÅ 8.klasse: "Formspring" er drama og sladder

Konceptet bag Formspring er, at brugerne kommunikerer gennem spørgsmål og meningsmålinger. Ikke kun høflige spørgsmål, men spørgsmål om alt, som mediets slogan Ask me anything! antyder. Og det koncept appellerer særligt til teenagere og tweens børn, der næsten er teenagere, mener Tem Frank Andersen, studielektor ved Institut for kommunikation, Aalborg Universitet:

Formspring tilbyder en ny logik: Hvor man på Facebook selv vælger at give en bestemt mening til kende, er Formspring bygget op omkring spørgsmål. Man kan være sin egen lille journalist og kan nærmest afhøre hinanden. På den måde minder Formspring lidt om legen flaskehalsen peger på, siger han.

Også Malene Charlotte Larsen bliver mindet om teenagetidens spørgelege, når hun iagttager de unges brug af hjemmesiden:

Det er et legende, eksperimenterende site. Jeg kan ikke lade være med at tænke på Sandhed eller Konsekvens, som vi legede, da jeg var barn. Der var nogle rammer for at stille bestemte, lidt farlige spørgsmål, og man svarede, hvis man turde.

Det lyder umiddelbart uskyldigt, men i USA og England har mobning på mediet i flere tilfælde ledt unge til selvmord. Engelske medier, blandt andet avisen the Telegraph beskrev sidste år sagen om den 15-årige Natasha MacBryde, der tog sit eget liv. Gennem længere havde hun modtaget anonyme trusler på Formspring, og den sidste besked hun modtog på mediet lyder: Prøv at vær lidt venligere mod folk, eller du vil miste alle. Mærk dig mine ord. Natasha svar, Hvem er du? blev det sidste, hun skrev på Formspring.

14-årige Camilla Sundahls dødstrussel ovenfor er et eksempel på, at den virkeligt grove netmobning også er rykket til Danmark. Hun er en helt normal og køn 8. klasses-elev, der danser hip-hop i sin fritid. Alligevel mobbes hun jævnligt med sit udseende på Formspring:

Det, jeg har fået flest hadebeskeder omkring, er min kropsbygning. At jeg ikke har nogen hofter, eller at jeg er fed eller tyk. Jeg ved godt, at jeg ikke er for tyk, det kan jeg selv se. Men derfor kan det stadig godt ramme én. En grov besked kan virkelig ødelægge éns dag, forklarer hun og uddyber, at hun langt fra er den i hendes netværk, der har modtaget de fleste eller groveste hadebeskeder.

Camilla Sundahl har flere end 500 kontakter på Formspring. De fleste kender hun fra skolen, byer i nærheden eller fritidsaktiviteter. Men når en hadebesked tikker ind, kan Camilla ikke se, hvem i hendes netvæk, der har sendt den, fordi mobbere som regel vælger at benyttte sig af Formsprings anonymitets-knap.

At afsenderen kan gemme sig gør børnene til lette ofre for hinanden og andre bitre sjæle, advarer Malene Charlotte Larsen:

Der er en klar forskel i tonen, alt efter om det er et anonymt eller åbent spørgsmål, der stilles på Formspring. Det giver uligevægt i kommunikationen, når spørger er ukendt, og svarer kendt. På nettet vil der altid være idioter, som børnene vil sige, og på Formspring lukker man meget mere op for folk, der kommer udefra. Man er mere sårbar, end man er på Facebook, hvor begge afsendere er kendte.

Camilla Sundahl tænker over, at Formspring ind imellem tager overhånd. Så lukker hun ned et par dage for at få ro på, som hun siger. Men der er også gode ting ved at have en profil for eksempel har hun fundet en rigtig god ven i Aarhus, som hun har besøgt og taler med jævnligt. Hvad angår de hadebeskeder og trusler, der jævnligt kommer op på skærmen ind fra ukendte folk, er Camilla begyndt at slette dem for at virke ligeglad.

At klassekammerater, bekendte eller vildt fremmede kan vælge at mobbe bag en maske bringer heller ikke kun dårlige ting med sig, forklarer hun:

Hvis jeg skulle slette min profil, er det kun fordi, jeg næsten er blevet lidt afhængig. Formspring har for nylig gjort sådan, at man kan blokere de anonyme beskeder. Men det vil jeg heller ikke, for når man får sådan et anonymt spørgsmål, så virker det også som om folk er mere interesserede i én, som hun siger.

Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: Formspring.me
Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: formspring.me
Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: formspring.me
Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: Formspring.me
Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: Formspring.me
Eksempel på hadebesked mellem danske unge på det sociale medie Formspring. Se flere ved at bladre videre i billedserien Foto: Formspring.me
I 8. klasserne på Fuglssanggårdsskolen i Virum er omtrent halvdelen på Formspring. Læs hvad de mener om mediet i reportagen: "8. klasse: Formspring er drama og sladder" Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen