Medieekspert: Der er sket et skred i DRs etik

Flere DR-programmer – blandt andet ”Læsø Kalder” (billedet) – er på det seneste blevet kritiseret for brud på etikken. – Foto: DR.

Endnu engang er DR i vælten for at have formidlet en redigeret virkelighed. Flere sager som denne vidner om, at tabloidjournalistikken har smittet af på medierne, siger ekspert

40 kvinder var rejst til Læsø som led i et eksperiment for DR i programserien Læsø Kalder. Formålet var ifølge medievirksomheden at vende en dårlig udvikling over de seneste år, hvor kvinderne er flyttet fra øen, mens de enlige mænd er blevet boende.

LÆS OGSÅ: Det er et langt sejt træk at sikre en ordentlig etik

Derfor inviterede tv-holdet øens beboere til folkemøde i første afsnit af programserien for at høre, om nogle af de lokale var villige til at huse de nye gæster. Mellem 15 og 20 beboere markerede med håndsoprækning, at de var interesserede. Men sådan så det ikke ud på tv. Produktionsselskabet Koncern, som står for udsendelsen, viste i stedet et klip fra senere på aftenen, hvor hele lokalet sidder med armene over kors.

Ovenstående er et af flere eksempler på manipulation i udsendelsen, som i løbet af den seneste uge er blevet afsløret og har vakt stor debat om programmet.

Historien om Læsø Kalder slutter sig til en lang række af sager om en manipuleret virkelighed i DRs udsendelser. Blandt andet da det i starten af året kom frem, at tv-folk på vegne af DR havde iscenesat en demonstration foran en bank i Hjørring. Eller da DR-værter inden statsministerens seneste nytårstale legede gætteleg om talens emner på trods af, at de i forvejen havde læst den.

Ifølge Michael Bruun Andersen, lektor i medieetik ved Roskilde Universitet, skyldes sagerne, at der er sket et skred i DRs etik:

Tabloidjournalistikken har smittet af på de dele af DR og på andre medier, der laver den slags udsendelser og historier. Det er en generel tendens, og det er et spørgsmål om hårdere konkurrence for at få flere seere, lyttere og læsere. Man vil sætte dagsorden og være den første på banen, selvom den dagsorden tilsyneladende ikke kan holde til det, siger han.

Ifølge Michael Bruun Andersen ligger DR nu på niveau med Ekstra Bladet, hvad angår klager til pressenævnet. Han vurderer, at det er et resultat af, at DR fortsat tillader mere konstrueret virkelighed.

DR har et enormt omfattende materiale om, hvordan man bør opføre sig etisk som medie. Men det ser ud, som om der er sket et skred i etikken. Ikke bare hos DR, men også hos andre medier. Man går mere efter at sende en form for reality shows, hvor man bruger faktuelle elementer til at give troværdighed til historier, som for medvirkende erfaringskilder virker konstruerede og delvis fiktive. Balancen mellem det fiktive og det faktuelle er i bevægelse for at generere slagkraftige og publikumsvenlige koncepter, siger han.

Ifølge Frands Mortensen, medieforsker og professor ved Aarhus Universitet, skyldes de seneste sager også, at mængden af tv, der bliver produceret, er langt større end for 10 år siden. Han mener ligesom mediejurist ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen, at sagen bør få konsekvenser for produktionsselskabet Koncern, der står bag udsendelsen:

Man kan enten vælge at sige, at reglerne er gode nok, og så skal de, der overtræder dem, fyres eller have en påtale. Eller man kan lave reglerne om. Jeg hælder til, at man gør det første, sådan at man sikrer en ordentlig etik, siger Frands Mortensen.