Journalistik i den politiske andedam

Det er mediernes ansvar at klæde os alle sammen på, så vi kan agere som borgere i vores demokratiske samfundssystem. For selvom der hist og pist stadig findes en klassisk forsamlingshusdebat, er det fra medierne, og især fra tv, de fleste af os henter vores viden om og holdninger til politik, skriver journalist Kurt Strand

Den har altid været, skal altid være og vil altid være til diskussion: Den politiske journalistik er den brevsprække, som vi alle kan skue igennem, når vi vil finde ud af og forstå, hvad der foregår i og omkring magtens cirkler på Christiansborg.

LÆS OGSÅ: Christiansborg er elitens højborg

Af samme grund er den politiske journalistik betydningsfuld. Ikke fordi den rangerer højere end en række andre genrer og stofområder, men fordi den er selve rummet, hvori store dele af den politiske debat foregår. I den moderne medievirkelighed er politisk debat uden medier traditionelle såvel som nye, sociale utænkelig. For selvom der hist og pist stadig findes en klassisk forsamlingshusdebat eller to ikke mindst under valgkampe er det fra medierne, og især fra tv, de fleste af os henter vores viden om og holdninger til politik.

Derfor har medierne et ansvar for, at dækningen af politik med fakta, analyser og debatter foregår på en ordentlig måde. Med en publicistisk formulering er det mediernes ansvar at klæde os alle sammen på, så vi kan agere som borgere i vores demokratiske samfundssystem.

Men samtidig er den politiske journalistik som al anden journalistik i kamp med tiden og dens evige deadlines. Aldrig har der været så mange nyheder og så mange muligheder for at få viden om, hvad der foregår i verden omkring os. Og nyheder kommer og udvikler sig hele tiden: på nettet, i tv, i radioen, på mobilen og i aviserne. Ud af alle sprækker kommer de i en lind og ustoppelig strøm.

Ifølge en SDU-undersøgelse i 2010 er antallet af nyhedshistorier i Danmark fordoblet på 10 år. Antallet af journalister er nogenlunde uforandret, og de fleste oplever et voldsomt pres for hele tiden at levere nye vinkler og udviklinger i en medievirkelighed, hvor vi er med på første række, når Helle Thorning-Schmidt (S) vender hjem fra ferie for at forklare sig i sin skattesag, når Villy Søvndal (SF) skal debutere på udenrigsminister-engelsk, og når Lars Løkke Rasmussen (V) lader sig fange i en kamera- og mikrofonstorm i skandalen om lækagerne i Skatteministeriet.

Hurtigheden og mulighederne for at være med, når og hvor det sker, giver medier, redaktører og journalister et enormt ansvar. Dels for at sikre, at informationerne til os er så korrekte som muligt dels for at sikre, at væsentligt skilles fra uvæsentligt. For selvom vi i princippet alle har mulighed for at være vores egne nyhedsredaktører i nettets uendelige mængder information, er der mere end nogensinde brug for, at medier, redaktører og journalister påtager sig rollen som dem, der tør sortere: vælge fra og vælge til.

I den politiske journalistik synes et generelt fravalg at være på vej: Flere mediechefer har på det seneste annonceret, at personfikserede, politiske skandaler i en periode har fyldt for meget og at de derfor vil skrue ned for blusset.

DRs nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, talte i Berlingskes Politiko den 6. februar om brug for selvransagelse i hele vores fag, mens TV 2 NEWS chef, Mikkel Hertz, erkender at have været med til at puste til skandalerne, fordi vi har haft en redigeringsproces, som ikke altid har været lige velovervejet.

Til- og fravalg i redigerings- og prioriteringsprocesser er hverdag for alle medier, redaktører og journalister. Og som brugere af medierne som borgere skal vi alle helst kunne stole nogenlunde på, at til- og fravalg foregår ud fra kriterier, der skiller væsentligt fra uvæsentligt. For hvis ikke vi kan stole på, at medier, redaktører og journalister udfylder den rolle, hvad skal vi så med dem? Hvad der generelt er brug for, er mindre jagthunde- og mere vagthundejournalistik. Lige nu synes udviklingen at gå to veje. Nogle medier satser på hurtighed, underholdning og mindre væsentlige, men til gengæld spektakulære historier med jagt på enkeltpersoners gøren og laden som et centralt element. Andre gør en dyd ud af at trække den modsatte vej med satsning på gravegrupper, som skal lave dagsordensættende og væsentlig journalistik. Sidstnævnte er samtidig en anerkendelse og opfyldelse af den klassiske rolle som samfundets vagthund, den fjerde og kontrollerende statsmagt.

Det er i den rolle, vi har brug for medier, redaktører og journalister. Og det ville være både befriende og sundt for vores demokrati, hvis den politiske journalistik havde færre jagthunde og flere vagthunde som eksempelvis de to journalister på Information, der tidligere i år fik Cavlingprisen for at have afsløret bevidst fejladministration i statsborgerskabssager i Integrationsministeriet.

Med andre ord: mere substans og mindre form. Mere indhold og mindre GPS-lir, som da DR 1 op til valget i september sidste år gjorde et stort nummer ud af at følge topkandidaternes færden rundt i landet uden at det nogensinde blev klart, hvad den spektakulære kortlægning egentlig skulle bruges til.

Lad os få færre meningsmålinger og ligegyldige decimal-udsving og mere substans om velfærdssamfundets udfordringer, klimakrisen, eurokrisen, fødevarekrisen you name it!

Med skarpere prioriteringer og mod til at turde skille væsentligt fra uvæsentligt vil ikke blot den politiske journalistik, men hele den klassiske journalistik, have både en fremtid og en betydning. Om det i sig selv kan være en løsning at mindske mængden af journalister på Christiansborg som Politiken-journalist Oval Hergel foreslog i en kronik 14. januar i år er svært at vurdere, men givet er det, at mange historier tenderer til at gå i en form for selvsving i christiansborgjournalistiske cirkler, hvor form og underholdning lidt for ofte vinder over substans og væsentlighed.

Måske det hele handler om at tage et opgør med ord, som Informations tidligere chefredaktør Ejvind Mangeord Larsen formulerede i midten af 1990erne, her citeret efter hukommelsen: Jo mere kompliceret denne verdens problemer bliver, jo mere forenklet bliver den politiske debat.