Hvad er Googles etik?

I Google-æraen går vi fra Frihed under ansvar imod Frihed uden ansvar

En dag ringede en mand til Kristeligt Dagblad og beklagede sig over, at han blev ved med at stå som kriminel i en gammel internet-artikel, selvom han for længst havde udstået sin straf og nu var startet på en frisk med ny familie og nyt job.

Han var fanget i sin fortid, fordi en Google-søgning på hans navn gav en række gamle nyheder om, at han var blevet idømt flere års fængsel i en retssag. Vi tog hans navn ud af den pågældende artikel, men kunne ikke hjælpe ham med resultaterne på Google - dem kunne han tilsyneladende ikke få fat på.

Der er noget ubarmhjertigt i den radikale informationsfrihed, som internet har skabt. Noget grundlæggende umenneskeligt.

Åbenbare eksempler er Facebook og Google, informationsalderens to supermagter. De har gjort meget godt - personligt ville jeg ikke bryde mig om at leve i tiden før Google igen - men de har aldrig optrådt særlig ansvarligt i forhold til det basale spørgsmål det er, hvilket indhold, der er værd at udbrede, og hvilket der ikke er det.

Demokrati har aldrig bygget på, at al information er lige god, og alle informationer er lige gode at distribuere. Det gjaldt ikke det græske demokrati, det gjaldt ikke det amerikanske demokrati, og det gjaldt for den sags skyld ikke den danske Grundlovs ånd fra 1849.

De forskellige variationer af demokratier har haft en bærende tanke: Frihed under ansvar. Men de digitale supermagter dyrker snarere: Frihed uden ansvar.

Den spinkle forståelse af ytringsfrihed at alt er værd at sprede - har betydet, at Facebook vender det blinde øje til hæslige hadegrupper, og Google distribuerer opskrifter på at begå selvmord og bombe-angreb.

I virkeligheden går de uden om ansvaret for, hvad information gør ved mennesker. I stedet henviser de bevidstløst til det den frie information, brugerens behov etc. Og de fleste af os også medierne accepterer argumenterne. Men det ville ikke være censur at hindre selvmord.

Indvendingen om at Google ikke kan overvåge alting, er selvfølgelig taget ud af den blå luft. Firmaets afdeling for search quality har valgt nogle søgeresultater fra og ladet andre blive. Antisemitiske og Scientology-kritiske sider er blandt de blokerede sider.

Man skal altså være klar over, at alt hvad der findes på søgesiden er resultatet af et valg. Google er en moralsk aktør, der tillader noget information og udelader andet. Til at kontrollere søgeresultater sidder der også i Danmark bemanding. Der er altså ikke tale om en fuldautoautomatisk søgemaskine, som er uberørt af menneskehånd.

Men der er ikke nogen gennemskuelighed i hvilke etiske principper, der ligger bag sorteringen. Vi får oftest bare at vide, at søgeresultaterne er objektive og uden tendens ("unbiased"). Desuden - får vi at vide - har verdens mest magtfulde vidensvirksomhed udviklet princippet: Dont be evil.

Facebook skal have den anerkendelse, at de aldrig har været så humorforladte at omtale sig selv som ondskabens modstandere, sådan som de gør hos Google.

Der er noget Star Wars-agtigt over moralopfattelsen hos de unge giganter, der ligesom er blevet hurtigt voksen, uden at etikken er fulgt med. De opfatter sig selv som hævet over magtens korruption, som om det er et simpelt valg ikke at være ond, når man har verdenshistoriens største kontrol over information.

Demokratiets genialitet er, at magten kontrolleres. Googles genialitet er at unddrage sig kontrol, samtidig med, at de i enhver forstand af ordet er: MAGT.

Og alt imens taler de unge opfindere om at "organisere al verdens information." Her er ingen smålig skæven til at information kan være god eller dårlig.

Hvor er der langt fra Googles tanke om at organisere al viden i verden til tanken om at kærligheden skjuler mange synder, som den findes i kristendommen (og i jødedommen). Her er nemlig forståelse for, at information også kan være forfærdelige fejltrin, der skal skjules, at noget information kan opbygge, andet kan ødelægge.

Kristendommens historie er fyldt med overvejelser over, at små ting - ja, et enkelt forkert blik - kan indebære et frygtindgydende ansvar. Der er en forståelse for, at selv en tilsyneladende ligegyldig information kan enten rejse eller nedbryde et menneske. Forståelse for, at viden om mennesker ikke bare er viden.

Mon den slags holder dem vågne, de farverige forretningsfolk i Silicon Valley?

Demokratiseringen af information er en af de store bevægelser i vor tid, som man kun kan være taknemmelig over. Men mange stærke aktører på det globale informationsmarkedet fremstår som moralske Peter Pan'er, der ikke påtager sig det ansvar, det er, at være blandt verdens mest magtfulde koncerner.

Lys uden varme er en helvedes kval, skrev Grundtvig i 1824. Det er det stadig. Hvis Googles oplysningsprojekt ikke tøjles af et informationssyn, der har respekt for det enkelte menneske - men kun ser Xer og Yer i en matematisk algoritme - bliver det ikke menneskeligt.

Til at begynde med kunne man besvare et enkelt spørgsmål, og føje det til den informationssamling, der stræber efter at vide alting om alt og alle en dag: Hvad er egentlig Googles etik?