Har medierne skiftet rolle fra vagthund til jagthund?
Journalist og forfatter Kurt Strand giver kritikere ret i, at medierne bedriver personfokuseret journalistik i stedet for at beskæftige sig med vigtige samfundsmæssige forhold. Men han ser også tegn på, at den klassiske vagthunde-journalistik er på vej tilbage
"Hvor ved du det fra?". "Hvad bygger du det på?". "Hvordan kan du være sikker på det?". Det er spørgsmål, som journalister bør have mod til at stille til eksperter, de har inviteret med i en artikel eller ind i et radio- eller tv-studie. Men ofte bliver lige præcis disse kritiske spørgsmål til eksperterne ikke formuleret.
Kurt Strand kender det fra sig selv.
"Jeg har selv undladt at spørge om, hvor en ekspert har sin viden fra – det kan jeg love dig! Man ønsker jo ikke, at en kilde krakelerer for øjnene af en. Vi kan alle sidde i et kursuslokale på det journalistiske efteruddannelsescenter Update og blive enige om denne problemstilling. Men når vi så er i en interviewsituation med en ekspert, gør vi det ikke af frygt for at få ødelagt vores egen troværdighed."
"Det er en nem løsning at få en ekspert til at sige fy skamme om en politiker for eksempel. Vi er måske lidt for tilbøjelige til at tage en ekspert ind, fordi et navneskilt med en professortitel ser godt ud på skærmen. Men nogle gange er de lidt for hurtigt ude. Og dér savner jeg, at vi som journalister er lidt mere kritiske over for eksperters villighed til at stille op. På nogle universiteter og uddannelsesinstitutioner giver det bonus at være på i medierne, og så kan det jo blive interessant at udtale sig om en sag, som man ikke ved noget om."
"Vi ville gøre os selv og den klassiske medierolle som samfundets vagthund en tjeneste ved at være mere kritiske over for ekspertkilder. Det ville også være mere befordrende for de historier, vi formidler," siger Kurt Strand.
Det er hans kommentar til sidste uges medieballade, hvor udviklingsminister Søren Pind (V) offentligt skældte ud over eksperters tendens til at moralisere og politisere i stedet for at holde sig til deres faglige viden. I en kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten klandrede han forvaltningsretseksperten Claus Haagen Jensen fra Handelshøjskolen i København, CBS, for at have brugt ordet "snavset" om Søren Pinds brug af et rabatkort til en modetøjsforretning og for at have kaldt integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs (V) opførsel i sagen om de statsløse palæstinensere for "grotesk".
Medierne er i det hele taget sat på anklagebænken i denne tid med kritik fra flere sider af deres gøren og laden og mangel på selvkritik.
Sundhedsminister Bertel Haarder (V) har i et debatindlæg i Berlingske skrevet, at hvis "demokratiet er i krise i Danmark og andre lande, bør medierne ses mere som problemet end som løsningen".
Det Konservative Folkeparti har klaget til Folketingets Presseloge over mediernes forfølgelse af ministre og politikere på Christiansborgs gange.
Erhvervslivet har klaget over mediernes manglende lyst til at bringe fremtrædende dementier af fejl.
Berlingskes kommentator Claes Kastholm Hansen har i sin klumme "Læst og påskrevet" kritiseret medierne for selv at konstruere en virkelighed ved hjælp af "ubegavede opinionsundersøgelser, tilfældige rapporter og vilkårlige ekspertvurderinger".
Og Kristeligt Dagblads radio- og tv-anmelder Henrik Jensen sammenlignede forleden den danske mediesituation med den bibelske græshoppeplage: "Som store sværme af græshopper kaster medierne sig over dagens emner – Birthe Rønn Hornbech, efterløn, sundhedsvæsen, plejehjem, folkeskole – karakteriserer dem som 'skandaler', afgræsser dem helt ned til rødderne og farer så hurtigt som vinden videre til noget andet uden at se sig tilbage".
Har kritikerne ret? Er store dele af pressen, som Søren Pind i sin kronik citerede Kurt Strand for at have sagt, gået fra at være vagthund til jagthund?
Ja og nej, lyder det fra den 55-årige journalist, forfatter til flere bøger om medier, journalistik og politik og formand for Journalistforbundets Cavlingkomité. Han forlod sidste år jobbet som vært på DR 2's Deadline og er nu selvstændig som journalist, forfatter, ordstyrer, underviser – og foredragsholder om blandt andet mediernes magt.
Kristeligt Dagblad møder ham en aften i hans hjem i Espergærde, for i den forløbne uge har han haft travlt med flere opgaver i sin nye tilværelse, hvor han "selv kan bestemme over sin kalender, og hvornår han skal arbejde og holde fri".
"Vi har i Danmark en næsten grundlovsfæstet opfattelse af, at medierne skal være den fjerde og kontrollerende statsmagt – samfundets vagthund. Den rolle handler om at holde øje med, om alt går godt og rigtigt for sig i den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Det er fundamentalt for et demokrati, og ude i verden bryster vi os af og belærer andre om, hvor vigtig ytringsfrihed er. Men jeg synes ikke, at vi selv forvalter det så godt. Når vagthunden bliver til en jagthund, der render efter alt, hvad der rører sig, begynder vi at få et problem," siger Kurt Strand.
Han mener, at det er relevant, at medierne beskæftiger sig med toppolitikeres gøren og laden som for eksempel: Om Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, der på nogle områder vil sætte skatten op, har orden i sine egne skatteforhold. Om Lene Espersen (K) passer sit arbejde som udenrigsminister. Og om den konservative folketingsgruppes nu tidligere politiske ordfører Henriette Kjær selv lever op til partiets slogan om at sætte tæring efter næring.
"Det er for så vidt også i orden at kigge i miljøminister Karen Ellemanns (V) skraldespand for at se, om hun selv smider mad ud, når hun går ud og siger, at det skal vi holde op med. Når man har et offentligt embede, må man selv leve op til det, man står for. Dér, hvor filmen knækker, er, når det gøres til ren personhetz i stedet for noget principielt."
"I det øjeblik, at der som i Helle Thorning-Schmidts tilfælde ikke er noget at komme efter, må medierne holde op. Det samme med Lene Espersen, hvor det har heddet sig, at når hun ikke har deltaget i et møde, har hun ikke passet sit arbejde. Hvis hun deltog i alle møder, kunne hun netop ikke passe sit arbejde. Og i sagen om Henriette Kjær og hendes økonomi gør hele omfanget af dækningen og opsætningen af artikler, at der kommer en forvrængning over det."
"Der bør i disse sager skrues ned for overskriftstørrelsen og mængden af indslag og artikler, for det går fra dækningen af alt andet. Deriblandt det meget vigtige spørgsmål om, hvad vi skal leve af i fremtiden. Danmark er et af de lande i verden, der har lavest vækstrate, og vi hører jævnligt historier om, at de højtuddannede ikke gider blive i Danmark, fordi der ikke er noget forskningsmiljø."
"Det, mener jeg, er langt vigtigere at beskæftige sig med, end om Helle Thorning-Schmidts mand betaler skat, om Henriette Kjær har betalt en sofa, eller om Karen Ellemann kan finde ud af at sortere batterier. Men som borger må man få det indtryk, at det er de vigtigste sager. Og det er da også nemmere at lave personfokuseret journalistik. Det kræver ikke så meget research som systemtunge historier om, hvad vi skal leve af. Hvis jeg var magthaver her i landet, ville jeg set i det lys være tilfreds med medierne," siger Kurt Strand.
Han er i en debat i P1-programmet "Mennesker og Medier" blevet kaldt for "jubeloptimist" af forfatteren og samfundsdebattøren Carsten Jensen.
"Han sagde det, fordi jeg mener, at der midt i jagthunde-tendensen også er aktuelle eksemper på, at medierne vil noget andet og mere. Høsten af indstillinger til årets Cavling-pris 2010 viste, at vagthunde-journalistikken er kommet tilbage på dagsordenen. Flere medier har etableret journalistiske gravegrupper, og det, tror jeg, fremover vil blive et konkurrenceparameter."
"Chefredaktører er begyndt at diskutere, om årsagen til de trykte mediers oplagsnedgang måske er for lidt indhold og dagsordenssættende journalistik. Hvis den erkendelse er på vej, er der håb for den klassiske vagthunde-journalistik. Og p.t. opruster DR og TV 2 journalistisk til valgkampen. Det kommer stadig til at handle om Lars eller Helle, men også om, om man kan stole på, hvad de siger, om tal og påstande passer. Det er også en positiv tendens. Jagthunden vil altid være der, men måske vil vi se, at den igen bliver overhalet af vagthunden."
Når medierne i en periode ikke fuldt ud har passet deres rolle som kritisk overvåger af samfund og magtforhold ordentligt, kan det ifølge Kurt Strand blandt andet skyldes, at tiden med økonomisk vækst har lullet alle ind i en tro på, at vi kun kunne få det bedre.
"Der har været en tendens til, at borgere er blevet til forbrugere. Livsstilsstoffet har sneget sig ind i aviser, blade og tv. Nyhedsmagasiner er blevet til forbrugermagasiner og dokumentarprogrammer til noget med en, der har en sjælden sygdom og rejser til udlandet for at blive behandlet."
"Mange medier har, som Carsten Jensen også sagde i debatten i 'Mennesker og Medier', ladet det være løsningen på samfundsdebatten at sætte to personer over for hinanden, hvor den ene mente, at virkeligheden var hvid, den anden mente, at den var sort. Men hvad nu, hvis virkeligheden er gul? Så har vi et problem. Så kunne journalisten sige: Jamen, den er gul, hvad gør vi ved det? Men det er nemmere og billigere at sætte folk til at diskutere, for det kræver meget at undersøge og finde frem til, at virkeligheden er gul og ikke sort."
"Medieforsker Anker Brink Lund har lavet en undersøgelse, der viser, at der i dag produceres dobbelt så mange nyhedshistorier af det samme antal journalister som for 10 år siden. En af grundene til det er, at teknikken i dag takket være internet er blevet nemmere at have med at gøre. Men samtidig er der blevet slækket på ressourcerne. Det er urimeligt, så lidt tid der er rundt omkring på medierne til at sætte sig ind i banale ting så som substansen i en historie. Jeg savner flere journalister, der siger fra og beder om bedre arbejdsforhold," siger Kurt Strand og tilføjer:
"Chefer i dag tænker i regneark. De trænger til bedre modspil, og det synes jeg ikke altid, at de får."