Gidsel-kaptajn trækker TV2 i Pressenævnet

Phil Price fra New Zealand har skabt et af de mere opsigtvækkende værker. "Nucleus" kalder han det og henviser til en central del af et atom og det dna, der findes i kernen af en celle. Mest af alt ligner det dog overdimensionerede, blodrøde læber, og mange aarhusianere har allerede taget netop det værk til sig som en slags vartegn for "Sculpture by the Sea". Foto: TV2 Denmark

TV2 har ifølge Søfartens Ledere undladt at svare på nogle af klagens presseetiske spørgsmål

På vegne af den frigivne kaptajn Eddy Lopez trækker Søfartens Ledere TV2 i Pressenævnet. Kaptajnen klagede til TV2 over udsendelsen "De danske gidsler - mareridtet i Somalia".

Udsendelsen blev sendt to dage efter frigivelsen af de seks søfolk, der havde siddet tilfangetaget hos somaliske pirater i 838 dage.

TV2 og Søfartens Ledere mødtes to gange om sagen i sidste uge med det formål at opnå et forlig, men det lykkedes ikke. TV2 har svaret på klagen.

- Vi har siden gået klagesvaret igennem med både Eddy Lopez og vores advokat, og på baggrund af svaret, der er TV2's endelige svar på klagen, finder vi det nødvendigt at indbringe sagen for Pressenævnet, siger Fritz Ganzhorn, direktør i Søfartens Ledere.

Han uddyber begrundelsen for at indbringe sagen for Pressenævnet:

- I klagesvaret beklager TV2, at Eddy Lopez, der sad som gidsel under umenneskelige forhold i 838 dage i Somalia, føler sig krænket af udsendelsen.

- Men kun vedrørende et enkelt klagepunkt tager TV2 bekræftende til genmæle, idet TV2 anerkender, at stationen ikke har udvist tilstrækkelige bestræbelser på at opnå tilsagn fra Eddy Lopez efter hans frigivelse, siger Fritz Ganzhorn.

Søfartens Ledere mener, at TV2 i sit svar undlader at svare på nogle af klagens presseetiske spørgsmål.

- Det har hele tiden været Eddy Lopez' intention at få en pressefaglig afgørelse og om nødvendigt, at TV2 skal stå til ansvar for den pågældende udsendelse, siger Fritz Ganzhorn.

I forbindelse med klagen til TV2 har den norsk-somaliske freelancejournalist, som lavede optagelserne for TV2, udtalt, at han på baggrund af klagen overvejer at rejse en injuriesag mod Søfartens Ledere. Denne trussel tager Søfartens Ledere imidlertid med sindsro.

- Der er tale om en klage over brud på god presseskik. I den forbindelse finder vi det meget relevant at spørge TV2 om, hvordan stationen har sikret sig freelancejournalistens uafhængighed.

- Der er tale om reportage fra et sted, hvor TV2's egne journalister under ingen omstændigheder selv har mulighed for at arbejde, siger Fritz Ganzhorn.

Søfartens Ledere og kaptajn Lopéz har også klaget til Pressenævnet over Ekstra Bladets kampagne "Skal Eddy og Søren rådne op i Somalia" for brud på de presseetiske regler.