Er det i orden at gøre arbejdsløse til underholdning?

Broder Roger, der her ses ved et arrangement i Tyskland i 2003, blev i 2005 myrdet af en sindsforvirret. I disse markeres 70-året for hans livsværk, det økumeniske fællesskab Taizé i Frankrig. Foto: Scanpix.

I en ny tv-satsning vil DR hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet ved at lade dem konkurrere om en ansættelseskontrakt. Programmet kan give jobsøgende nye redskaber og skabe større forståelse, siger DR-redaktør, mens kritikere mener, at man udstiller desperate danskere for åben skærm

I sidste uge lagde jobdatabasen Jobindex et noget anderledes stillingsopslag ud til sine brugere.

30 jobsøgende kunne få muligheden for at blive bedre til at søge arbejde, skrive ansøgninger og sælge sig selv. Over fire dage ville de få gode råd og vejledning fra tre store erhvervsledere, som kunne hjælpe dem til at synliggøre deres potentiale og talent. Og yderligere kunne tre af dem få et arbejde. Dog var der én betingelse: Resten af Danmark skulle have lov til at se med.

LÆS OGSÅ: De ledige er danskernes nye velgørenhedsprojekt

I midten af november starter Aftenshowet tv-satsningen Jobmatch, hvor jobsøgende over fire dage skal lære at blive bedre til at sælge sig selv på arbejdsmarkedet. Samtidig får de hjælp fra erhvervsledere fra henholdsvis Aller Media, Toms og Grundfos, som fortæller, hvad de går efter, når de søger nye medarbejdere, og kommer med råd til nye vinkler på jobsøgningen. Hver dag får deltagerne forskellige opgaver og udfordringer fra erhvervslederne, og ved ugens udgang står tre af deltagerne med en kontrakt i hånden.

Ifølge Katrine Sivertsen, der er redaktør på Jobmatch, er det dog ikke kontrakterne, der er det vigtigste i programmet, men derimod, at alle deltagerne lærer at udnytte det potentiale, de har.

Pointen er ikke at tage arbejde fra andre eller at skabe nye job. Det kan vi ikke, men vi kan hjælpe med at vise, hvordan man kan nå hele vejen fra at være ledig til at komme i arbejde.

Programmet har dog blot en uge efter at være blevet præsenteret allerede mødt hård kritik fra politikere, kommentatorer og seere, som mener, det er at slå plat på de arbejdsløse. På DRs egen hjemmeside kalder læsere det for dybt usmageligt at sætte menneskers ulykke til skue for underholdningshungrende fladpander, og flere forudser kommende programmer, hvor kræftramte konkurrerer om kemoterapi, eller hjemløse om en lejlighed.

I denne uge udtrykte Kristeligt Dagblads mediekommentator, generalsekretær i Verdensnaturfonden Gitte Seeberg også sin skepsis:

Det handler overhovedet ikke om en ny kollega hos Aller, Grundfos eller Toms. Men om at vi kan sidde derhjemme på den flade og underholde os med mere eller mindre desperate jobsøgendes behov for at skaffe sig et arbejde, skrev hun i sin kommentar i avisen onsdag, som hun gav overskriften Toppen af plathed fra DR.

Katrine Sivertsen kalder debatten misforstået, da programmerne ikke har til hensigt at udstille de arbejdsløse.

Vi skal passe på ikke at gøre arbejdsløse lig med tabere. Det er vigtigt at understrege, at vi taler om helt almindelige danskere, der ikke har et job, men har ressourcerne til at få det. Dermed ikke sagt, at vi ikke er bevidste om, at mange står i en alvorlig situation. Der skal ikke herske tvivl om, at vi tager det alvorligt, siger hun og tilføjer, at danskerne netop heller ikke skal se Jobmatch for at blive underholdt.

Det er et aktualitetsprogram og et realitetsprogram, men ikke et underholdningsprogram. Man skal se det, fordi alle kan lære noget om, hvordan vi ser på krisen og på arbejdsløsheden i dag, samt hvordan vi taler om den. Vi skal alle udvide vores horisont og få troen på, at der er en vej videre. Hvis vi vil have de jobsøgende tilbage på arbejdsmarkedet, må vi tage nye metoder i brug.

Medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet ser heller ikke noget principielt problem i, at DR benytter sig af mere underholdende teknikker for at stille skarpt på ledigheden. Tværtimod ser han en generel tendens til, at også public service-kanalerne i højere grad kombinerer sagligt relevant stof med underholdningsprægede dramaturgier.

De sidste 10-15 års reality-bølge har skubbet til vores opfattelse af, hvad det er muligt at inddrage mennesker i, og derfor ser vi i dag mange eksempler på seriøse aktualitetsprogrammer, der integrerer underholdning ved at udsætte konkrete mennesker for almindelige forandringer. Det kan eksempelvis være sundhedsprogrammer, hvor man sætter fokus på fedme og samtidig forbedrer deltagernes kondition og kost, eller her, hvor man stiller skarpt på de arbejdsløse, siger han og tilføjer, at der er store fordele ved at udnytte denne mulighed.

Med reality får programmerne en bredere dramaturgisk palet, som kan gøre dem mere fængende og dermed give flere seere og mere bevidsthed. Samtidig bliver medierne aktivister, der ikke bare præsenterer et problem, men medvirker til at gøre noget ved det, da de udsætter deltagere for eksperimenter ogprøvelser,somfårkonsekvenserfordem.Deterikkebareleg,menstyrkerdereslivoggiverdemredskaber,dekanudnyttefremadtileksempelvisatkommeiarbejde.

Der kan dog også være problemer forbundet med genren, tilføjer Stig Hjarvard. Eksempelvis må man sikre sig, at deltagerne ved, hvad de går ind til, og man skal helst undgå, at programmerne skaber en skæv forståelse af en bestemt gruppe mennesker.

Menneskets psykologi er indrettet til at finde fortællinger om enkeltpersoner fængende. Jo mere abstrakt man gør en problemstilling, desto mindre appel har det til den brede befolkning. Faren ved at sætte fokus på enkeltpersoner er, at man individualiserer samfundsmæssige problemer og gør spørgsmål om fedme og arbejdsløshed til et simpelt spørgsmål om, at den enkelte blot skal tage sig sammen.

Lektor og medlem af Det Etiske Råd Thomas Ploug frygter også, at man ved at lade arbejdsløse deltage i et underholdningsprogram som Aftenshowets Jobmatch udstiller en bestemt gruppe mennesker.

I virkeligheden kan arbejdsløsheden ramme os alle, men med et program som dette risikerer man at skabe en distance mellem dem i arbejde og dem uden. Vi skaber med andre ord et dem og et os, hvor de arbejdsløse bliver de mennesker, der ikke kan få job, og de mennesker, der ikke selv kan finde ud af at gøre noget af det, der skal til for at få et job, siger han.

Thomas Ploug ser også mange fordele ved Aftenshowets program, da det kan inspirere jobsøgende til, hvordan de forbedrer deres chancer for at få et arbejde. Men det skal gøres med en utrolig stor følsomhed, da man ellers risikerer, at programmet får den modsatte effekt for deltagerne og billedet på arbejdsløse generelt, påpeger han.

Man skal passe på ikke at forsimple den enkelte arbejdsløses situation og skubbe til en fordom om, at de bare skal tage sig sammen. Man må forstå, at arbejdsløshed er meget komplekst og for mange ikke bare lader sig løse med enkle opskrifter på at komme i job.

Spørgsmålet er ifølge Thomas Ploug, om det overhovedet er nødvendigt at inddrage arbejdsløse i programmet.

Er det, når man vil lære befolkningen noget om jobsøgning, nødvendigt at vise den gruppe mennesker, der er arbejdsløse og sætte dem ind i et format, der gør det til underholdning? Der er ingen tvivl om, at vi bliver mere fanget af det, og at det er sjovere at se dem i aktion. Men hvis man på forhånd gerne vil lære, hvordan man kommer i arbejde, har man så behov for også at se dem, der ikke er det?.

Nej, lyder svaret, hvis man spørger arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Henning Jørgensen, som er dybt forarget over DRs program.

Jeg synes, det er en latterliggørelse af ledige og i mine øjne noget af det mest uetiske, man kunne tænke sig. Man gør grin med menneskers situation og gør dem til en del af et reality-program, hvor de bliver sat til at løbe rundt som hamstere i et hjul på DRs manege, mens tre overdommere følger med, siger Henning Jørgensen og tilføjer, at de tre erhvervsledere samtidig ophøjes til at blive billedet på det gode selv.

Arbejdsgiverne bliver fremstillet som de frelsende sjæle på jord, som siger alt det rigtige. Undervejs sætter de deltagerne til at løse forskellige opgaver hvad har det med virkeligheden at gøre? Intet. Det har intet at gøre med at finde job, skrive ansøgninger eller sælge sig selv. Det har ingen realisme i sig, og derfor kan man ikke på nogen måde retfærdiggøre programmet, særligt ikke når vi har at gøre med så alvorligt et problem.

Derudover skaber programmet ifølge Henning Jørgensen ikke et bredere fokus på arbejdsløsheden, men fremstiller den derimod meget ensidigt.

Man får det til at lyde, som om arbejdsløsheden ene og alene skyldes de ledige selv og ikke har noget med strukturen eller politikken på arbejdsmarkedet at gøre. Er man ledig, så er det, fordi der er noget galt med en selv, og hvis man bare er stærk nok og et rigtigt konkurrencedyr, så kan man sagtens vinde et arbejde. Men det her er hverken et spil, en sportskonkurrence eller en eksamen. Det er desperate mennesker, som måske risikerer at ryge ud af dagpengesystemet, og som vil gøre hvad som helst for at få et arbejde. Også hvis det kræver, at de tilmelder sig et ydmygende program, siger Henning Jørgensen.